rende Ransmænd, og Folk, hvis blotte Navn havde en besynderlig simpel Klang, med eet stillede ved deres Side eller over dem i Værdighed. Førend de for Alvor bekvemmede sig dertil, maatte de gamle Slægter enten aldeles vorde tilintetgjorte, eller saaledes svækkede, at de aldrig kunde optræde med nogen synderlig Kraft. Men inden dette skede, gik der en lang Tid hen, i hvilken Landet sønderreves af de blodigste Fejder. Maa vi end erkjende, at den forrige Tingenes Orden ikke i Længden vilde have kunnet lede til andet end Rigets Søndersplittelse og de lavere Klassers fuldkomne Undertrykkelse, og maa vi end af Hjertet beundre de Kongers overlegne Dygtighed, der af al denne Kamp og Forvirring fik et sterkt og vel ordnet Kongedømme til at udgaa, kunne vi dog ikke undertrykke en vis Vemod ved at see de gamle, berømmelige Ætter gaa under, der nu i saa mange Aarhundreder havde været Landets Stolthed, lige saa lidt som vi kunne negte dem vor Deeltagelse under deres langvarige, men uheldige Kamp for, hvad der visselig var deres vel erhvervede, historiske Ret, men som ikke des mindre maatte vige for nye Tiders mægtigere Fordringer[1].
Strax efter Slaget udbetalte Sverre sine Hirdmænd Sold, uddeelte mange Værdigheder, og satte Sysselmænd over hele Thrøndelagen. Fra denne Tid af begyndte disse kongelige Embedsmænd hyppigere at træde i Lendermændenes Sted. De vare ikke, som hine, Vasaller, forlenede med selvstændig Myndighed, men alene Kongens Tjenere og hans Magts Repræsentanter, der hver i sit Distrikt (Syssel) førte Bestyrelsen i Kongens Navn, oppebare de kongelige Indtægter, og overhoved varetoge Kongens Interesse, og saa at de paa en vis Maade forenede Aarmændenes Funktioner med Lendermændenes, medens hines Embeder aldeles ophørte, og Lendermændenes Værdighed, skjønt den endnu i lang Tid vedblev, dog efterhaanden mere gik over til at blive en Hoftitel. Dette var det første Skridt til Kongemagtens Udvidelse paa Aristokratiets Bekostning, og viste noksom, at Sverre aldeles agtede at bryde med det sidste. Vi ville idet følgende see, hvorledes han ogsaa tilegnede Kronen den hidtil af
- ↑ Sverres Saga Cap. 32–43.
melighed bleve vel ogsaa flere af de mange Arbejdsmænd fra Gauldalen, navnlig den oven omtalte Eyvind, befordrede til højere Værdigheder. Man behøver desuden kun at see Navnene paa flere af Birkebeinernes Høvdinger, for strax at føle, at de maatte have sin Oprindelse fra de lavere Klasser, f. Ex, Hide, Hjarrande Hvida og deslige.
