igjen eller antoge dem for de samme; ja – heder det charakteristisk nok i Sagaen – de gjenkjendte neppe sig selv. Det er ogsaa betegnende nok, at medens de faatallige Birkebeiner hidtil kun betragtedes som en Oprørsflok, og i denne Egenskab havde faaet deres Partinavn, Magnus’s Tilhængere derimod, som loyale Undersaatter, og udgjørende den større Deel af Befolkningen, ikke benævnedes med noget særegent Navn, maatte nu ogsaa disse finde sig i en saadan Betegning, først af Birkebeinerne, siden, som det synes, af Folket i Almindelighed. Man kaldte dem Heklunger, ifølge en Historie, der fortaltes i Viken, at Kong Magnus’s Mænd havde ranet og skiftet mellem sig en Deel Sølvpenge, der fandtes indsyet i en Hekle
eller Kappe, som en gammel Tiggerkjærling havde efterladt[1]. Dette viser noksom, at deres Antal maa have aftaget saa meget, efter at Lykken begyndte at erklære sig for Sverre, at ogsaa de kun betragtedes som en saakaldet „Flokk“, hvis Berettigelse til at fordre sin Konge almindelig anerkjendt ikke var større end den andens. Men idet nu saaledes tvende omtrent lige sterke Partier stode overfor hinanden, antoge ogsaa Tronkrigene selv en blodigere og mere haardnakket Charakteer; og formedelst den Maade, paa hvilken Partierne nu vare fordeelte, udartede den til formelig Borgerkrige, og lagde Grunden til en fuldkommen Omdannelse af Statsforholdene. Magnus og hans Tilhængere repræsenterede den gamle Tingenes Orden: et svagt Kongedømme ved Siden af et Slægt-Aristokrati, hvis ypperste Forkjæmper, Erling Jarl, nu var falden. Sverre og Birkebeinerne søgte derimod at hæve sig selv, hidtil alle sammen ubekjendte Mænd, ja tildeels af de ringere Samfundsklasser, paa Aristokratiets Ruiner. Hvad de tilsigtede, om de end ikke selv havde gjort sig klart Rede derfor, var en Revolution, grundet paa Principer, der kunde kaldes de Tiders Kommunisme. Dette Princip kunde ikke tydeligere udtales, end i Sverres højtidelige Løfte før Slaget paa Kalvskindet, at enhver af hans Mænd skulde opnaa den samme Rang og Værdighed, som den indehavde, der faldt for hans Haand. Dette var en Krigserklæring paa Liv og Død mod de gamle Slægter, der nu kjæmpede for sin Tilværelse. Det kastede Ufredens og Tvedragtens Brand over det hele Land, og den Kamp som deraf opstod, rystede Riget til dets inderste Marv. Enhver kan lettelig forstaa, hvor haardt og modbydeligt det maatte være for de højbyrdige, stolte Aristokrater, hvis Forfædre siden umindelige Tider havde hørt blandt Landets Ypperste, nu med eet at skulle see raa Æventyrere af de laveste Klasser, simple Arbejdsmænd, Huusmandssønner[2], ja endog forhenvæ-
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/125
Denne siden er korrekturlest
107
1179. Tronkrigens Charakteer.
