Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/122

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
104
Magnus Erlingssøn.


Det heder saavel hvor hans Tog til Danmark i Aaret 1167 omtales, at han allerede da var gammel, som i Beskrivelsen over Slaget paa Rydjøkul Aaret forud, at han var tung paa Foden[1]; derfra skulde man da slutte at han i Aaret 1179 var en meget bedaget Mand. Men da han paa den anden Side ved sin Deeltagelse i Ragnvald Jarls Korstog 1152–1155 endnu synes at have været en yngre Mand, og navnlig ikke giftede sig førend ved sin Tilbagekomst, maa hine Udtryk ikke være at tage saa nøje, og kun betegne at han havde naaet en mere fremrykket Alder, uden just egentlig at være en Olding. Ved sin Død kan han saaledes neppe have været 60 Aar gammel[2]. Hans Lig blev, som det synes ved Sverres Foranstaltning, højtideligt begravet ved Sydsiden af Kirken, men ved dennes senere Udvidelse kom det indenfor Kirkevæggen. Ved hans Jordfæstelse holdt Sverre en Tale til de Omstaaende, hvis Indledning fuldstændigt, og som, man har al Grund til at tro, nøjagtigt meddeles i hans Saga, og giver saavel en god Prøve paa Sverres lunefulde Veltalenhed og skarpe Ironi, der stundom vel endog gik saa vidt, at den ej kunde undgaa at vække Forargelse, – som den aabner os et ret godt Indblik i den daværende Folkestemning og de politiske Forhold. „Det vilde“, begyndte han, „være upassende, om der ikke blev talt nogle Ord over en saa anseet Mands Grav, som hans, over hvilken vi nu stande. Der er skeet en stor Tidernes Omskiftning, som I her kunne see, og det har skikket sig underligt, at en eneste Mand nu staar i Stedet for trende, for Konge, for Jarl, for Erkebiskop, og den Mand er jeg. Her ere nu mange Tidender at see og erfare, som ere højst merkværdige, og for hvilke jo Alle maa være takskyldige, nemlig at baade til denne Kirke og andre bæres Ligene af saamange Mænd, der strede under Kong Magnus’s Banner. Thi Erkebiskop Eystein og mange andre lærde Mænd have jo, som saa mange vide, tidt og ofte sagt, at alle de Mænds Sjæle, der falde i Kampen for

    1ste B. af Finn Jonssøns Kirkehistorie saa vel som i Langebeks Script. rer. Dan. II. S. 502 flgg. Ogsaa Benedict af Peterborough (S. 353) og efter ham Roger Hoveden (S. 600), siger at Sverre kom ind i Byen Natten efter St. Botolfs Dag, altsaa mellem 17de og 18de, hvoraf da skulde følge, at Slaget stod den 18de, men muligt at Udtrykket sequenti nocte post festum betegner „anden Nat derefter“. Her nævnes ogsaa blandt de faldne Jon af Randeberg „som var gift med Kongens Syster“, og Sigurd Nikolassøn. Efter al Sandsynlighed er det Erkebiskop Eystein selv, fra hvem, middelbart eller umiddelbart, Benedict af Peterborough har faaet Beretningen herom.

  1. Se ovenfor S. 19, 22.
  2. Af hvad der fortælles om ham strax før Slaget og overhoved i de sidste Aar af hans Liv, faar man og Indtrykket af at han var for rørig til at være stort over en 55 Aar.