deligt, saasom Bymændene neppe vare at lide paa, eller i modsat Fald ro ud af Elven. „Jeg vil ikke negte,“ sagde Jarlen, „at dette maaskee vilde være bedst, men jeg kan ikke bære over mit Hjerte at vide, at denne Djævels Prest, Sverre, skal sætte sig i min Søns Plads.“ Med disse Ord rejste Jarlen sig, raabte højt paa sine Mænd, og bød dem strax at følge ham. Da han var kommen i Land med sit Merke og hele sit Skibsmandskab, stevnede han op ad Gaden til Christkirken, som han hilsede med Kys. Her kom Kong Magnus til ham med sin Trop og Merke, ligesaa Jon af Randeberg, Sigurd Nikolassøn og Ivar Horte, hver med sin Skare. De faldt alle paa Knæ foran Kirken, og gjorde deres Bøn. Derefter vendte Jarlen sig fra Kirken, og sagde til sine Mænd: „staar op og tager Eders Vaaben, om en kort Tid kan det vel falde i Eders Lod at ligge her længe nok. Han havde en rød Fustans Kjortel[1], Silkehue og Spangebrynje, som dog ikke ganske var spændt sammen om ham. I Haanden holdt han sit dragne Sverd, som han kastede i Vejret og greb igjen, med de Ord: „Endnu skulle I sige, at den gamle Knark kan faa Sverdet til at bide.“ Imidlertid befalede han Ludrsvendene at blæse som tidest. Men da de kom forbi Kirketaarnet og ud paa den aabne Mark, hvor han ganske kunde oversee sine Rækker, kastede han Blikket til højre og venstre, og kunde ikke tilbageholde det Udbrud: „hvor ere vi nu alle?“ Det hele Antal, som man havde faaet samlet, var nemlig ikke større end 600 Mand.
Birkebeinerne kom nærmere. De stormede over Ilevolden og frem paa Kalvskindet, uden at der tales om at Træborgen lagde dem nogen Hindring i Vejen, skjønt deres Vej dog faldt tæt forbi den. De mødte Fienden paa Kalvskinds-Ageren, strax vestenfor Taarnet. Sammenstødet var voldsomt, og Striden heftig, men ikke langvarig. Der faldt endeel paa begge Sider, dog flest af Jarlsmændene. Birkebeinerne stormede især hen mod Jarlens Merke. Thore Spøla, der bar det, kom i saadan Nød, at han undveg, efter at have stødt Stangen fast i Jorden. Hele Jarlens Fylking begyndte da at rykke tilbage, medens Birkebeinerne fremdeles trængte frem, saa at Merket tilsidst kom til at staa bagenfor deres Rækker. Dette vakte imidlertid nogen Uro blandt dem, der stode længere tilbage og endnu ikke vidste andet end at Jarlen selv var der, hvor hans Merke vajede; Sverre lod det derfor hugge ned. I samme Øjeblik fik Erling et Stik midt paa Livet af en Kesje. En Mand, som stod nær ved og saa det, sagde: „farligt Stik, Herre!“ „Følger I kun Kongens Merke vel“, sagde Jarlen, „mig skader intet.“ Strax derpaa kom to af Birkebeinernes Høvdinger, Asser, med Tilnavnet Prest, og Helge Thorfinnssøn fra Snas, nær hen til Jarlen;
- ↑ Fustan (engelsk fustian) er et Slags tyndt Bomuldstøj.
