Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/117

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
99
1179. Sverre bereder sig til at overfalde Jarlen.


tilbage til Gudlaug, som igjen overbragte Sverre Jarlens Svar. Da flokkede Birkebeinerne sig sammen og forlode Stedet. Sverre stevnede op ad Klæbo-Vejen paa Østsiden af Elven, idet hans Mænd gik een for een, saa at deres Række syntes meget lang. De fulgte Elven indtil en Gaard, der hed Kot[1], og maa have ligget noget ovenfor Leren. Der reve de ned et Huus og gjorde en Flaade af Tømmeret. Paa denne Flaade satte de over Nidelven, og droge derpaa, ved Midaftens Tid, ud over Thjodmyrene (nu Sjetne- og Ust- Myrene) ned til Stav paa Leinstranden, hvor de satte over Gaul-Elven paa Eker. Da de nu vare komne over, bad Sverre dem at hvile sig; han selv lagde sig til at sove. Ved Nattetid kom en Bonde forbi med en Kløvhest belæsset med Malt, som han vilde sælge i Byen. Birkebeinerne stimlede om ham og bøde for Løjers Skyld paa Maltet. Herved vaagnede Sverre og spurte hvad der var paa Ferde. Da han hørte at det kun var en Bonde med Malt, lod han ham bringe for sig, og sagde: „vi ville ikke gjøre dig nogen Fortræd, men sig kun, naar du kommer til Byen, som sandt er, at du traf Birkebeinerne, og at de vare komne over Gaulelven, men vilde tilbringe Natten paa Medalhuus.“ Bonden drog videre, og Sverre tilbragte ikke alene den Nat, men tre eller fire Nætter til der i Egnen, inden han atter søgte til Byen. Dog vidste man her ikke nøje Besked om hans Bevægelser.

En Aften (den 18de Juni), da Jarlen havde spiist, kom hans Svigersøn Jon Thorbergssøn af Randeberg[2], og Sigurd Nikolassøn til ham. Sigurd spurte om der var udstilte Udposter, thi, sagde han, „efter hvad vi bore, kunne vi med det første vente os et Besøg af Birkebeinerne, og jeg vilde derfor raade til at der blev blæst til Samling, og at Mandskabet beordredes fuldt væbnet ud til Borgen, thi da vilde vi være beredte til at tage imod dem. Det er aldeles vist, at Birkebeinerne holde til i Gauldalen; nogle tro rigtignok, at de ville søge op til Fjelds, men det er os berettet som fuldkommen paalideligt, at det lige saa gjerne kan hænde at de komme hid.“ „Gid det var saa vel, at det var sandt,“ sagde Jarlen; „da skulde de nok faa sin Bekomst, men for den Sags Skyld kunne I nok sove trygt i Nat, thi mig har man fortalt, at de allerede have taget Vejen ad Fjeldet til, og Sverre vover vist ikke at angribe os her, naar vi passe saa godt paa som nu.“ „Det vilde visselig,“ sagde Jon, „være en herlig Sag, om det forholdt sig saaledes som Jarlen forsikrer, nemlig at vi ikke behøvede, at vogte os for Birkebeinerne; men der er dem, Herre, som sige, at

  1. Gaarden nævnes ogsaa i Aslak Bolts Jordebog S. 43, men forekommer nu ikke længer i Matriklen.
  2. Jon var gift med Ragnhild, Kong Magnus’s Heelsyster. Randeberg ligger, som bekjendt strax nordvestenfor Stavanger. Jon har vel altsaa været en af de fornemste Lendermænd i Ryfylke.