og i Flugt dermed, faa at man ikke i mindste Maade kan merke, at man her kommer ind i en anden Forfatters Arbejder, medens derimod Sproget i de oven nævnte Sagaer udenfor disse Episoder er kjendelig forskjelligt, især i Færeyingasaga. Sandsynligheden er derfor snarest for, at Snorre virkelig er Forfatter af disse Stykker, men at de siden ere blevne anvendte ved Redaktionen af hine Sagaer. Derhos kunde man af den Omstændighed, at Snorre selv henviser til Jarlesagaerne, være tilbøjelig til at tro, at han selv havde samlet disse, eller ladet dem redigere under sin Opsigt. Orknøjarlerne dannede Norges anden Fyrste-Æt; de norske Fyrste-Ætters Historie var ej fuldstændig, naar ikke ogsaa Jarlernes Historie var behandlet. Snorre kunde derfor nok føle sig opfordret til at bearbejde den. Men da man tydeligt kan see, at den saakaldte Orkneyingasaga kun er en temmelig løs Sammenkjedning af flere, oprindelig uafhængige, Smaastumper, kan Snorre her i alle Fald ikke have paataget sig en gjennemgribende Bearbejdelse, som ved Kongesagaerne, men kun samlet, eller rettere tinder sin Opsigt ladet samle og chronologisk ordne, deels hvad han selv havde leveret i St. Olafs Saga, deels hvad han besad af ældre Sagastykker, hvoraf flere maaskee kunne skyldes den literære Biskop Bjarne, der stod i venskabelig Forbindelse med flere islandske Høvdinger, og navnlig kan have sendt sine egne eller andres historiske Arbejder til Jon Loftssøn eller Sæmund Jonssøn, der var hans særdeles Ven[1]. Orkneyingasaga slutter med Beretningen om Biskop Adams Drab 1222[2], netop ved det Tidspunkt, da Snorre maa antages at have lagt Haand paa sit historiske Verk. Middelbart eller umiddelbart synes han derfor at maatte have givet Stødet til Orkneyingasagas Tilbliven. Hvad Færeyingasaga angaar, da er ogsaa den øjensynligen bleven redigeret paa Snorres Tid, siden der i Slutningen tales om „Einar, der for kort Tid siden havde været Sysselmand paa Færøerne“, den samme Einar, med hvis Skib Erling, Sverres foregivne Broder, kom over til Norge omkring 1210[3]. Men da Snorre i sine Kongesagaer intet taler om de færøiske Begivenheder førend under St. Olaf, og ikke engang nævner den merkelige Sigmund Brestessøn, lige saa lidet som han henviser til nogen „Færeyingasaga“, skulde det synes, som om han, i det mindste da han skrev sit Hovedverk, ikke har kjendt nogen saadan. Thi ellers, er det vanskeligt at forstaa, hvorfor han ikke lige saavel skulde tale om Færøernes, som om Sigurd Orknøjarls Omvendelse til Christendommen, og ikke lige saavel om Sigmunds og Thronds, som om Leif Assurssøns og Thronds
