Naar vi betragte Snorres Verk i dets Heelhed, bliver det os klart at kun en Mand af overlegne Evner, dybe Indsigter, og med Adgang til omtrent den hele daværende norsk-islandske Literatur kan være dets Forfatter. Dets udmerkede Fortjenester erkjendtes ogsaa fuldstændigt, thi ej alene er hans Navn derved blevet udødeligt, men den af ham redigerede Text, især af de ældre Sagaer, der for ikke havdes ordentligt affattede, er ogsaa siden efter bleven benyttet ved de vidløftigere Bearbejdelser af enkelte særskilte Kongesagaer. Saaledes f. Ex., er den som sagt, benyttet ved Abbed Bergs store Olaf Tryggvessøns Saga. Snorres Text danner den faste Traad, hvortil alt det øvrige er knyttet, endog Haakon den godes Historie er næsten fuldstændigt optagen deri. Den historiske Olaf den helliges Saga, der maaskee, som ovenfor antydet, allerede af Snorre selv er indrettet til at kunne danne et særskilt Verk, stemmer i de sildigere Bearbejdelser endnu langt nøjere end Olaf Tryggvessøns Saga med Snorres oprindelige Text, paa Grund af at den ikke er bleven saa svækket med Tilsætninger og allehaande indskudte Episoder, som hiin. Snorre Sturlassøns Navn er blevet uadskilleligt fra Forestillingen om nordisk Historiografi.
Saavel i sit historiske Verk, som i Edda lægger Snorre ved Siden af sit fortrolige Kjendskab til sit Fædrelands Literatur ogsaa Belæsthed i den Tids kirkelig-verdenshistoriske Literatur for Dagen. Det er hans fra denne hentede Kundskaber, der satte ham i Stand til at give de gamle germaniske Mythesagn den historisk-ethnografiske Udtydning, for hvilken der ovenfor er gjort Rede. Man nu end dette fra Videnskabens nuværende Standpunkt betragtes som aldeles forfejlet, saa maa det paa den anden Side erkjendes, at uagtet slige Mytheforklaringer just paa den Tid vare gængse, har dog Snorre vidst at give sin Hypothese langt større Rimelighed, end historiske Forfattere i andre Lande, der paa lignende Maade vilde udlede f. Ex. Frankernes Herkomst fra Troja og Irernes fra Emnet.
hele den Omkreds, hvor den danske Tunge taltes: denne Benævnelse brugte vore Forfædre som oftest, hvor de vilde betegne de saa nær med hinanden beslægtede nordiske Sprog under eet, ifærd de Tider, som ligge forud for Norges Udvikling som selvstændig Stat, og det norsk-islandske Sprogs (Norrønasprogets) Bearbejdelse i en særegen Literatur. Se især Sighvats Vers om Haakon Erikssøn Jarl, Olaf d. hell. Saga Cap. 32. Benævnelsen opstod aabenbart under det gamle Danevælde, og passede navnlig i Knut den mægtiges Tidsalder. Det næste Afsnit af Fortalen gjelder Harald Haarfagres Saga og det øvrige indtil Olaf Tryggvessøns Historie. Derpaa kommer Stykket om Are frode, der deels giver Besked om Ares Virksomhed, deels om Kilderne til begge Olafernes Historie. Der er intet, som hentyder til den følgende Deel. Den hele Fortale er og, som oven nævnt, med nogle smaa Forandringer og Tilføjelser fuldstændigt optagen som Fortale til den særskilte Bearbejdelse af Olaf den helliges Saga.
