dede, og, da de laa hans egen Tid saa nær, ogsaa upaaklagelige fra Paalidelighedens Side. Her betænkte han sig derfor heller ikke paa, virkelig at optage flere Stykker in Meened, og navnlig er dette Tilfældet med Erik Oddssøns Verk[1]. Kun om denne Deel kan derfor den oven nævnte Dom, at han mere excerperede end virkelig konciperede, nogenledes siges at gjelde. Han slutter sit Verk med Eystein Meylas Fald i Slaget paa Ree, hvor ogsaa det før omtalte Ættartal standser, begge upaatvivleligt fordi den allerede udkomne Sverres Saga gjorde det unødvendigt at gaa videre.
At Snorre maa have fuldført sit Verk, eller i det mindste betydelige Stykker deraf, før 1230, sees af Sturlungasagaens for omtalte Udsagn, at Sturla Sighvatssøn da begyndte med megen Iver „at lade de Sagabøger, Snorre forfattede, afskrive“. Denne Ytring synes at antyde, hvad der og i sig selv er sandsynligst, at Snorres Verk udkom stykkeviis, og at endog enkelte Dele deraf særskilt afskreves. Han synes endog selv at have forltanftaet saadanne partielle Afskrifter, tildeels endog med de Modifikationer, som vare nødvendige for at de kunde benyttes som særegne afsluttede Verker. Den historiske saakaldte St. Olafs Saga lader f. Ex., netop til at være en saadan af Snorre selv besørget Afskrift, med enkelte Forandringer. Dette antyder umiskjendeligt Fortalen, der i det hele taget stemmer med den, som er forudskikket det hele Hovedverk, men som dog tillige har enkelte, til Specialsagaer passende, Modifikationer, der umuligt kunne hidrøre fra andre end Snorre selv[2]. Det er ikke engang hin, om Fortalen, der nu forudskikkes Hovedverket, oprindelig har gjeldt hele dette. Højst rimeligt er det, at den fra først af kun har ledsaget Verkets første Deel, der omfatter den egetlige Hedenold, og som tillige fornemmelig er grundet paa Kvad og mundtlige Fortællinger, medens derimod den senere Deel, til hvis Udarbejdelse der vare flere skriftlige Forarbejder at benytte, og hvis Udarbejdelse derfor maa have kostet forholdsviis mindre Tid og Anstrengelse, siden er tilføjet[3].
- ↑ Dette vil noksom sees ved at sammenligne Morkinskinna med Snorres Verk.
- ↑ Se Christiania-Udgaven af Olafs Saga, S. 2, samt Udgivernes Fortale S. XXXIV.
- ↑ Man vil nemlig ved Gjennemlæsningen af denne Fortale kun finde Regnskab aflagt for Kilderne til den Deel af Norges Kongehistorie, der ligger forud for St. Olafs Fald. Først kommer, hvad man kunde kalde Fortalen til Ynglingasaga og Halfdan svartes Saga, nemlig fra Begyndelsen til „Brændeolden holdt sig længe hos Svear og Nordmænd“, her handles om de gamle Ættekvad, og Frasagnene, hvorom der er Tale, kaldes, charakteristisk nok, „Frasagn om Høvdinger, der have haft Rige i de nordlige Lande og i den danske Tunge“, da de fleste Begivenheder, som Ynglingasaga omtaler, spille udenfor Norge, altsaa ikke i det egentlige Norrønamaals Omraade, men i
