Island, og da alle disse Afskrifter tillige ere meget gamle, maa den oprindelige Forfattelsestid ligge meget langt tilbage.
Men de hidtil omtalte Grene af den norsk-islandske Literatur havde dog lidet eller intet at sige i Sammenligning med Saga-Literaturen, der paa denne Tid naaede sin højeste Glands, og fornemmeligt naaede den ved Snorre Sturlassøn. I den forrige Periode saa vi den kun i sin Begyndelse, tildeels grundlagt ved Are frodes og Sæmund frodes fortjenstfulde Virksomhed[1]. Sproget synes, som det allerede forhen er nævnt, da endnu at have forvoldt Vanskeligheder, der først henimod Slutningen af det 12te Aarhundrede bleve ganske overvundne. Den Lethed og Elegans, som da opnaaedes, og som ytrer sig baade i historiske, belletristiske og religiøse Skrifter, blev siden ikke overtruffen, og begyndte mod Slutningen af det 13de Aarhundrede allerede kjendeligt at dale. Hvad nu den egentlige historiske Sagaliteratur angaar, da bestaar den, som bekjendt, af tvende Hoveddele, den der angaar Begivenheder paa Island, og den der indeholder Beretninger om Tildragelser udenfor Island, fornemmelig i Norge. Af denne sidste Hovedafdeling udgjøre igjen de norske Kongesagaer den væsentligste Deel. Den først nævnte Hovedafdeling indeholder deels Sagaer om enkelte Personer eller Ætter, deels Beretninger om Begivenheder i et heelt Distrikt gjennem en ikke ubetydelig Række af Aar, dog ikke udenfor Hedendommens Periode eller den første Generation efter Christendommens Indførelse. Disse islandske Persons-, Slægts- eller Hereds-Sagaer vare oprindelig ikke bestemte til at læses eller foredrages udenfor Øen; man forudsatte vel at Udlændingerne ikke kunde have nogen Interesse af den. Derfor gjorde man sig, som det synes, heller ikke saa megen Umag med Foredraget, hvori de affattedes, og nedskrev dem i det hele taget med løbende Pen, aldeles som de fortaltes. Denne Omstændighed, der af Samtiden vistnok ansaaes som en Mangel, har netop givet de fleste af dem det forunderlige Liv og den friske nationale Duft, der gjør dem saa særdeles tiltrækkende og berettiger dem til en Plads blandt det Ypperste, nogen som helst Literatur kan fremvise. Bedre Prøver paa en egte National-Literatur kunne ikke tænkes. Der gives ikke en eneste af disse mange Sagaer, hvis Forfatter, eller endog hvis første Nedskriver kjendes. Enhver af dem viser sig at have saa at sige det hele Folk til Forfatter, at være nedskreven saaledes som Beretningen, ved at gaa fra Mund til Mund, og ved ideligen at fortælles af de Mange, der gjorde
- ↑ Vi have Snorres eget udtrykkelige Vidnesbyrd i Indledningen til hans Verk for, at Sagaer ikke optegnedes paa Island førend der var hengaaet 240 Man fra Islands Bebyggelse, eller efter 1120 (se ovenfor II. 635), altsaa med andre Ord, efter at Are frode, havde givet Stødet.
