Et Folk, der deels ved Rejser, deels ogsaa af skriftlige og mundtlige Fortællinger kjendte saa nøje til fremmede Lande, endog de fjernere, maa derfor nødvendigviis idet hele taget formodes omtrent at have staaet paa samme Standpunkt, som de øvrige mere dannede europæiske Folkeslag. I det mindste maa dette gjelde de højere Klasser, hvis Medlemmer hyppigst havde Anledning til at gjeste Udlandet. Alle Efterretninger, som give nogen Oplysning i saa Henseende, vise ogsaa, at Klædedragt, Omgangstone, Forlystelser o. s v. i de højere Kredse ikke i nogen væsentlig Grad adskillede sig fra Nabolandenes, fornemmelig Englands. Vi have allerede i det foregaaende af Uddragene fra „Kongespejlet“ seet, hvilken Fiinhed og Belevenhed, ja formelig Etikette, der herskede ved Hoffet og i Hofkredse paa Kong Sverres Tid; hvorledes Hirdmændene og de, der besøgte Hoffet eller ønskede at træde i Kongens Tjeneste, skulde være klædte og væbnede; paa hvilke ridderlige Øvelser de skulde beflitte sig, og hvorledes de skulde forholde sig i Krig[1]). Hvad her foreskrives, kunde i det hele taget ogsaa gjelde for hvilket som helst udenlandsk Hof paa den Tid, med de mindre væsentlige Afvigelser, som Nationens særegne Charakteer maatte medføre. Og som begrundet i denne Nationalcharakteer maa det upaatvivleligt ansees, at boglig Dannelse øjensynligt var langt mere almindeligt udbredt og boglige Sysler yndede blandt Nordmændene og Islændingerne, end andensteds i Norden, eller overhoved i veie det christne Europa paa den Tid. Den Lyst til at høre og fortælle Sagaer, til at forfatte, kvæde og lytte til Digte, som fra den fjerneste Oldtid udmerkede det norske Folk, gjorde sig ogsaa i en sildigere, af den almindelige europæiske Kultur mere berørt Periode gjeldende som Kjærlighed til literær Dannelse og Bogvæsen i Almindelighed. Vi have allerede af Kongespejlet seet, hvor udbredt Kundskaben til fremmede Sprog, især Latin .og Fransk, allerede ved Aarhundredets Begyndelse maa have været i Norge, siden det udtrykkeligt erklæres nødvendigt eller i det mindste heel nyttigt for den unge Handelsmand, det vil sige den højbyrdige Yngling, der begyndte sin Virksomhed, at lære i det mindste disse Sprog[2]. Det er tidligere nævnt, at baade Sverre, dennes Søn Kong Haakon, og Haakon
