Den norske Kirke[1] havde ved denne Periodes Slutning faaet sin fuldstændige Organisation, der i hele den følgende Tid, lige til Reformationen, ikke undergik nogen væsentlig Forandring, med mindre det skulde være den at Erkebiskoppens og Biskoppernes Udvælgelse af vedkommende Domkapitler, hvor disse fandtes, mere og mere blev en absolut, af Kongens eller den verdslige Magts Samtykke uafhængig Rettighed, eller at det pavelige Forbud mod enhver Indblanding af den verdslige Myndighed mere og mere blev bogstaveligt gjennemført. Endnu Kong Haakon Haakonssøn gav, som vi have seet, og fremdeles ville komme til at see, ikke Slip paa sin ved de ældre verdslige Love hjemlede Ret til at bekræfte og saaledes ogsaa kontrollere Valgene. For øvrigt gjaldt ved de norske som ved alle øvrige Kapitler de sædvanlige Valgregler. Forsømte de at vælge inden tre Maaneder efter at Biskopsstolen var bleven ledig, eller kunde de ikke blive enige, tilkom Besættelses- eller Provisions-Retten Erkebiskoppen, der desuden ogsaa, hvor Valget var skeet i rette Tid, havde at undersøge dets Lovmæssighed og bekræfte det. Opstod der lignende Knuder ved Valget til Erkestolen selv, skred Paven ind, som den norske Metropolitans umiddelbare Overordnede, og tillige i Kraft af den almindelige Provisionsret, han tilegnede sig til alle Biskopsstole i den romerske Kirke, naar Omstændighederne syntes at gjøre en Indskriden fra hans Side nødvendig. Det sees noksom af hvad der i det foregaaende er berettet, at den udvalgte Erkebiskop i Regelen maatte drage til Rom for at modtage Pallium og Indvielsen. Men Modtagelsen af Pallium medførte store Sportler til det pavelige Kancelli, og disse, tillagte Rejseomkostningerne, løb op til en betydelig Sum, som Erkebiskoppen sædvanligviis dækkede ved at lade Lydbiskopperne udrede den saakaldte Pallie-Hjelp. Der fandtes, som bekjendt, Domkapitler kun ved syv af de under Norges Erkestol hørende Kirker, nemlig ved de i Landet selv, Orknøernes og Syderøernes. Islands tvende Biskopsstole, Færøernes og Grønlands, havde ingen Kapitler, og vi have seet, hvorledes Valgretten til disse, og aller sidst til de islandske, overførtes til Kapitlet i Nidaros, der dog for Færøernes Vedkommende deelte denne Rettighed med Bergens Kapitel.
Det vigtige, tinder Sverre med saadan Heftighed omhandlede Spørgsmaal om Kirkens Patronatsret og frie Dommermyndighed i alle kirkelige
- ↑ Jeg kan nu fatte mig kortere med Hensyn til denne Materie, end jeg ellers havde fundet nødvendigt, da i Mellemtiden, under Trykningen af nærværende Bind, første Afdeling af R. Keysers indholdsrige og udtømmende norske Kirkehistorie er udkommen. Til dette Verk, især Slutnings-Oversigten S. 400, henviser jeg Læseren.
