Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1022

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
1004
Haakon Haakonssøn.

været sædvanligt at bryde Staven over ham som en lumsk, egennyttig, vinde- og herskesyg Mand, der ikke skyede noget Middel til at opnaa sine Ønsker, og hvis Død derfor endog var vel fortjent. Vi have i den foregaaende Fremstilling heller ikke i mindste Maade lagt Dølgsmaal paa hans daarlige Sider, men ladet ham fremtræde i det Lys, hvori han er skildret af Sturlunga-Sagaens Forfatter, maaskee hans egen Brodersøn. Sturla Thordssøn, og som er langtfra at være fordeelagtigt[1]. Det kan ikke negtes, at Beskyldningerne mod ham i det Hele taget, og fra et almindeligt moralsk Standpunkt betragtede, ere sande. Men desuagtet ere de forsaavidt mindre billige, som de, sædvanligviis fremsatte med Hensyn til ham alene, fordi han alene blandt mange andre Landsmænd har erhvervet en Navnkundighed, der gjør ham og hans Liv til Gjenstand for nærmere Omtale i Skrifter, ellers ikke vedkommende Islands særskilte Historie, derved ogsaa vække Forestillingen om at han alene blandt alle sine Landsmænd var en trædsk og samvittighedsløs Politiker. En mere end almindeligt ugunstig Lod kan saaledes siges at være bleven ham til Deel. Thi uagtet hans Charakteer og Vandel ikke i mindste Maade vare slettere end de øvrige islandske Høvdingers paa den Tid, men snarere bedre, medens hans literære Fortjenester ere saa store, at de endog, om muligt, kunde berettige ham til en skaansommere Bedømmelse, end Fleerheden af hans Landsmænd, der alene tragtede efter verdslig Magt, uden at udmerke sig ved nogen højere aandelig Interesse: saa er det dog netop Snorres literære Fortjenester, der ved at gjøre ham navnkundig fremfor sin Samtid ogsaa have gjort hans slette Sider mere navnkundige end de ellers vilde være blevne, saa at man tillægger ham som personlige og særegne Fejl, hvad der var sædvanligt og charakteristisk for Mængden af de islandske Høvdinger paa den Tid. Det sande Forhold turde være dette, at uagtet Snorre vistnok deeltog i sine Landsmænds Utilbørligheder, og ved sine overlegne Evner endog, som det lader, forstod at anvende den Tids samvittighedsløse Politik paa en langt mere genial og fordeelagtig Maade end de fleste Andre, har dog hans høje Dannelse, Smag, literære Iver og videnskabelige Interesser upaatvivleligt givet hans hele Liv og Fremtræden et større Humanitetens og Liberalitetens Præg, der maa have haft en forædlende Indflydelse paa hans Omgivelser, og gjort hans Overherredømme lettere at bære, end de fleste øvrige Høvdingers. En saadan Humanitet aabenbarer sig ej alene i de faa umiddelbare Udtryk af hans Følelser, der ere os levnede fra hans Pen, og af flere, hist og her indstrøede, Bemerkninger i hans

  1. Man antager nemlig, som det i det Følgende skal vises, ikke uden Grund, at Sturla Thordssøn om han ikke er den egentlige Forfatter af Sturlungasaga, dog har haft nogen Deel i dens Affattelse.