fra først af kun har haft dette i Sinde, og at han aldrig for Alvor har tænkt paa at tage ham til Fange og sende ham til Norge, uagtet han nok kunde vide, at dette maatte være Kongen kjærest. Hvad der for Resten kan have bevæget Gissur til en saadan Grumhed mod sin forhenværende Svigerfader, er ej saa let at sige, thi hidtil havde der ej været saa heftige Trætter imellem dem, at de kunde opfordre, end sige berettige dertil. Nærmest ligger den Formodning, at Gissur er bleven enig med sig selv om at Vejen til det Maal, han havde foresat sig, kun gik over Sturlungernes Lig, og at saaledes først og fremst Snorre, den mægtigste af dem alle, maatte ryddes af Vejen. Dog mæglede han ikke selv at gaa ned til ham. Eller han frygtede maaskee for at blive stemt til Mildhed ved Synet af Oldingen, der engang havde staaet i et saa nært Forhold til ham selv, og med hvem han i bedre Dage vist havde tilbragt mange glade Timer. Da Simon Knut med sine Ledsagere kom ned i Kjelderen, bød han strax en af dem, Morderen og Rømningsmanden Arne Beisk, at give Snorre Banehugg. „Du skal ikke hugge( sagde Snorre, vant til at befale, og selv ikke i denne Farens Stund opgivende sin Værdighed. „Hugg du“, sagde Simon. „Du skal ikke hugge( sagde Snorre endnu engang. Men forgjæves, thi i det samme gav Arne ham det dræbende hugg„ medens en anden af Følget, Thorstein Gudnessøn, ligeledes saarede ham. Ud paa Dagen kom Kløing og de øvrige med Hovedflokken, og i Spidsen for denne fortsatte Gissur Toget længer mod vest, for at møde Kolbein, der imidlertid var dragen vestover fra Skagafjorden med 480 Mand, sandsynligviis for at angribe Snorre her, om det lykkedes .ham at undgaa Gissurs Overfald. Det synes at have været Gissurs og Kolbeins Hensigt, i Forening at overfalde saavel Tume Sighvatssøn, som Urøkja, Sturla Thordssøn og de øvrige Sturlunger der vester, for med eet Slag at knuse dem og derved tillige sikre sig for deres Hevn. Men de fik i Tide Nys om hvad der var skeet, og hvad Fare der truede dem, saa at de kunde flygte til Steder, hvor de vare i Sikkerhed. Gissur og Kolbein traf saaledes ingen af dem, uden Bødvar Thordssøn paa Stad, der ej havde kunnet komme bort, og nu blev tvungen til at tage sin Bolig paa Saudafell for Vintren, i det Øjemed at give Gissur og Kolbein Nys om Urøkjas og dennes Venners Bevægelser, samt at stille sin Søn Thorgils Skarde og sin Halvbroder Guthorm til Gisler paa sin Troskab. Derpaa vendte han tilbage, tilegnende sig selv Arven efter Snorre, og overladende Reykjaholt til Kløing[1].
Saadant Endeligt fik Snorre Sturlassøn, en Tidlang Øens rigeste og mægtigste Mand, og endnu, skjønt hans Lykkesstjerne betydeligt var dalet, en af Landets meest anseede og formaaende Høvdinger. Det har
- ↑ Sturlunga Saga VI. 31.
