Snorre og hans Ledsagere landede ved Vestmannaøerne, hvorfra de siden begave sig hver til sit, Snorre til Breidabolstad i Fljotshlid, hvor Hallveig tog imod ham, Thorleif til Garde, og Urøkja vester til Stavaholt, som han strax tog i Besiddelse, og hvor der samlede sig mange Folk til ham. Snorre og Hallveig opsloge atter deres Bolig paa Reykjaholt, som Hallveigs Søn Kløing Bjørnssøn foreløbigt havde taget i Besiddelse paa deres Vegne. Og nu gik det ud over dem, der havde gjort fælles Sag med Sturla Sighvatssøn mod Thorleif. Denne anklagede alle dem, der havde været i Sturlas Flok ved Kampen paa Bø[1] for Herverk. Snorres og Urøkjas Forsæt, at optræde som Sighvats og Sturlas Hevnere, naar det var dem belejligt, hindrede dem ikke fra, først at søge Oprejsning for deres egne Ulemper, og tilsige Thorleif deres Bistand. De lode Bud gaa rundt om Vesterlandets Bygder til alle Sturla Sighvatssøns forrige Thingmænd og Hjelpere, at, for faa vidt de ønskede .at indgaa mindeligt Forlig, skulde de indfinde sig om Høsten i Dale. De fleste vovede ikke andet end at komme, og saaledes mødte en Mængde Folk frem paa Saudafell hos Sturlas Enke, Solveig, som gjerne havde villet hjelpe dem, om hun havde kunnet. Ogsaa Sturla Thordssøn indfandt sig, rimeligviis for at lægge et godt Ord ind for flere af sine Venner og Undergivne. Snorre kom, ledsaget af Urøkja, Thorleif, Kløing og en betydelig Skare[2], og de Sagsøgte maatte aldeles underkaste sig Snorres Dom, der skulde afsiges den
- ↑ Om denne, se ovenf. S. 925.
- ↑ Blandt dem, der indfandt sig, var ogsaa Sturla Thordssøn, visselig for at staa sine Naboer og Thingmænd bi, thi han havde ikke deeltaget i Kampen paa Bø, og var paa den Tid, da denne Kamp stod, ikke engang traadt i nærmere Forbindelse med Sturla Sighvatssøn.
Høsten 1238 vare Thords Omstændigheder heel mislige. Da kom det sørgelige Budskab om Sighvats og Sturlas Fald; nys før havde Thord været i hiint Slagsmaal med kongelige Hirdmænd, der især paadrog ham Kongens Vrede, saa at nu ligesom alle Ulykker samlede styrtede ind paa ham. Alle hans Mænd forlode ham, paa Skosvenden nær, og Thord maatte sælge eller pantsætte næsten alt det Løsøre, han havde. Da bad Baard sin Broder Aron at tage sig af ham, og Arons brave Kone Ragnhild talte ligeledes hans Sag. Aron havde ogsaa nok Lyst til at hjelpe Thord, men undslog sig i Begyndelsen af et Slags Delikatesse. Men en Dag fik Baard og Ragnhild see, at Thords Skosvend bar hans Skarlagenskappe, fodret med hvidt Skind, den eneste Kostbarhed, han endnu havde tilbage, til Torvet for at sætte den i Pant. Deraf kunde man skjønne, at det var kommet til det yderste med ham, og at der ej var et Øjeblik at tabe, hvis man vilde yde ham nogen ordentlig Hjelp. Aron gik hen til ham, indbød ham til at tage Bolig hos ham, lod hans Kappe indløse, og viste ham overhoved saa meget Venskab, at Thord blev ganske rørt af Taknemlighed. Aron søgte ogsaa at formilde Kongen imod ham, men dette lykkedes ham ikke strax, lige saa lidet som Kongen, da Thord bad derom, tillod ham at drage til Island.
