synligviis ikke bedre. Det samme Spørgsmaal havde saa godt Kom enhver af de øvrige i Gissurs Flok forelagt dem, de talte med af Sturlas Hær. Sturla Sighvatssøn forlangte at Gissur skulde ledsage ham sydover, da han ikke ret troede Sønderlændingerne. Gissur sagde, at det aldeles ikke behøvedes, og at Sønderlændingerne ikke engang havde samlet sig i Flok. Sturla meente derimod, at dette ikke var saa vist, og for, som han sagde, at i det mindste Gissur ikke skulde svige ham og falde ham i Ryggen, naar han kom videre, erklærede han at ville tage ham fangen og afvæbne hans Mænd. Med høj Røst bød han disse at lægge Vaabnene fra sig, hvis de havde deres Liv kjært. J Førstningen vægrede de sig derved, og begyndte at larme, men Gissur selv bad dem give efter for Overmagten, og de adløde Befalingen. Paa Gissurs Spørgsmaal, hvad alt dette skulde betyde, svarede Sturla ligefrem, at det ganske vist var hans Agt at opkaste sig til Herre over alle sine Landsmænd, og at han derfor først og fremst maatte see til at faa Gissur under sig; thi da var hiint Maal allerede saa godt som opnaaet. Han fordrede, at Gissur skulde aflægge Ed paa at ville forlade Landet og aldrig søge at hevne sig paa ham. Gissur spurgte om han skulde sværge norsk eller islandsk Ed. Sturla sagde at det kunde komme an paa ham selv. „Siden jeg skal til Norge“, sagde Gissur, „vil jeg helst sværge norsk Ed, og love dig, aldrig at tale noget fiendtligt Ord til dig, saa sandt jeg ikke er drukken“. Hermed erklærede Sturla sig tilfreds, og Gissur aflagde Eden[1]. Da derpaa alle vare komne til Hest, sad Sturla en Stund ganske taus, i dybe Tanker, indtil han ligesom vaagnede op og sagde: „lad os ride videre“! Gissur ytrede senere, at han var overbeviist om at Sturla da grundede paa, om han ikke handlede klogest i at gjøre det af med dem alle sammen. Saa vidt gik dog ej hans Troløshed. Gissur maatte nu som Fange gjøre Følge med Sturla. Det faldt af sig selv, at han ved sin Underkastelse tillige havde stillet alle sine Godord og hele sin politiske Indflydelse til Sturlas Disposition. Desuagtet lod han sig ikke merke med nogen Uvilje, men viste sig nok saa lystig, langt lystigere end Sturla selv, der vistnok følte at han spillede et højt Spil og derfor ikke kunde andet end være mørk og urolig. Gissur havde sandsynligviis ogsaa allerede lagt sin Plan, og maatte være glad ved at have faaet beholde Livet. Med
- ↑ Her maa der nok vistnok sigtes til Edsformularen. Den norske Edsformular lod saaledes: „saa sandt lægger jeg Haanden paa den hellige Bog, og saa sandt hjelpe mig Gud, som o. s. v.“; den islandske Formular derimod lød, med enkelte mindre Afvigelser: „jeg siger i Guds Nærværelse at“ o. s. v. Alt Gissur har anseet sig mindre bunden ved den norske end ved den islandske Formular, er klart, uden at det dog er ret indlysende, hvori hans Reservation bestod. Maaskee han bogstaveligt holdt sig til Løftet „ikke at tale noget fiendtligt Ord“ (men vel at handle fiendtligt); dog sees ikke rettere, end at den islandske Formular ligesaa godt kunde have aabnet denne Udflugt.
