sig mægtig nok dertil, henviste ham til sin Broder Bjørn. Uagtet Bjørn selv troede sig berettiget til en Deel af stum Gods, ja endog nys forud havde været hos Sturla og halv om halv lovet at overdrage ham sin Ret, kom han dog nu ved Samtalen med Kol – maaskee og ved Løfter af ham – paa bedre Tanker, og tilsagde ham sin Beskyttelse. Han sendte et Bud til Sturla med en svær Guldring og andre rige Gaver, bedende ham at modtage dem som et Slags Godtgjørelse, men at lade Sagen selv fare, da den nu i Venskabelighed var bleven forligt. Sturla sendte forbitret Gaverne tilbage, og lod Kot hilse, at han kun havde gjort sin Sag meget værre ved at blande andre i den. Derpaa lod han Gissur tilmelde, at han om Vaaren (1238) agtede sig sydefter for at skifte Kols Gods med Orm, og opfordrede ham til at møde sig strax søndenfor Blaaskoge-Heiden. Gissur var uklog nok til at love det, uagtet det hele Foretagende maa have været ham meget imod. Sandsynligviis har han vel tænkt, at han paa den Maade bedst kunde kontrollere Sturlas Ferd, og, om det behøvedes, skride ind.
Da Paasken nærmede sig, lod Sturla de dygtigste og stridbareste af sine Thingmænd og Tilhængere“tilsige at møde bevæbnede for at følge ham sydover. Alter advarede Sighvat ham, og sagde at dette var at befatte sig med ulykkebringende Gods, men forgjeves. Sturla drog afsted, og blandt andre maatte hans Fættere, Bødvar og Sturla Thordssøn, ledsage ham. „Sig mig,“ sagde Sighvat til Maar, en af Sturlungernes gamle Venner, „hvor længe tror du at Sturlas ubegrændsede Overmod holder ved?“ „Længe nok,“ svarede Maar, „da han har dig og andre gjeve Frænder i Ryggen; men hvad tænker du herom?“ „Hovmod gaar for Fald,“ svarede Sighvat, „og dog kan det vare længe nok med ham, hvis han ikke styrter paa een Gang; thi falder han først, bliver hans Fald stort.“ Sighvat spaaede alt for sandt.
Gissur indsaa for sildigt det ukloge i sit Tilsagn. Da Sturla, 360 Mand sterk, drog sydover Blaaskogeheiden, kom der et Sendebud imod ham fra Gissur med den Hilsen, at baade Kot, Bjørn og Orm nu vare forligte, saa at han ikke behøvede at umage sig længer sydefter. Men Sturla sagde at Sønderlændingerne ikke skulde vise ham frem og tilbage som en Hjord i en Hage, og lod Gissur melde, at han skulde møde ham ved Apavatn lidt ovenfor Skaalholt. Gissur indfandt sig der, merkeligt nok, med ikke flere end 40 Mand, og forefandt Sturla med hele hans Styrke. Da merkede Gissur og hans Mænd Uraad. Medens Sturla, nu vistnok kun for et Syns Skyld, traadte til Side med Gissur og talte nogle Ord med ham, spurgte Kløing Bjørnssøn, Snorres Stifsøn, der var i Følge med Gissur, Sturla Thordssøn, der ledsagede sin Fætter, om denne ej agtede at svige dem. Sturla meente at det havde ingen Fare. Han vidste sand-
