talte[1]. Den betydeligste af disse var vistnok Sag-Øren eller Sagefaldet tillige med de i Forbindelse dermed staaende Inddragningen Til at udtegne dens Størrelse er der dog ikke tilstrækkelige Data. Retten til Danefæ indbragte neppe synderligt. Ledingen, der, som det nærmere skal omhandles, endnu kun var en personlig Præstation, indbragte, som det vil sees, temmelig meget in natura, hvorimod de Distrikter, der ej laa under Skibrede-Inddelingen og ej svarede Leding, fremdeles maa have været pligtige at svare den ældgamle Nevgildes-Skat, enten under dette Navn eller under den senere Benævnelse „Vis-Øyre“. Kongens Forkjøbsret til Vinter, som bragtes til Landet, har maaskee kunnet skaffe ham enkelte Fordele, men ingen ligefrem paaregnelig Indtægt, da det endnu ikke synes at have været anvendt som Grundlag for Oppebørsel af Told. Derimod var Finneskatten med Finnehandelen, og Landslods-Afgiften ved de store Fiskerier neppe ubetydelig. At Bønderne vare pligtige til at beverte og skydse Kongerne med Følge paa deres Rejser rundt om i Landet, siges ingensteds udtrykkeligt i Lovene, men ikke desto mindre maa det antages som vist, og forudsættes øjensynligt i Sagaerne som en aldeles bekjendt Sag. Alene hertil kunne de Klager sigte, som stundom fremsattes, naar man fandt at Kongerne havde for stort Følge med sig, thi hvis det alene gik ud over hans egne Lejlændinger, vilde dette ej have vedkommet Bønderne i Almindelighed. Saa vidt man kan skjønne, maatte Bønderne efter Aarmandens Foranstaltning og Tilsigelse fremskaffe den nødvendige Kost til den Kongsgaard, hvor Kongen skulde tage Kvarteer; denne Præstation kaldtes Gegngerd, og blev i Tidens Løb, eller var maaskee allerede, en formelig Skat[2].
Forsvarsvæsenets Indretning kjender man ikke til fulde uden i Frostathings- og Gulathings-Lagen, hvis Lovbøger endnu haves, og hvor Ledings- og Skibrede-Indretningen fandtes. Men disse Distrikter indbefattede
- ↑ Se ovenfor I. 1. S. 715 jvfr. 572.
- ↑ Benævnelsen kommer af „at gera ígegn“ d. e. „udrede imod eller til“ (nemlig Kongens Ankomst). Hvorledes Gegngerden senere præsteredes, sees især af Brevene i Saml. til d. n. F. H. I S. 41, 328. At den blev en formelig Skat, og udgjorde en Post i de saakaldte Jordebogs-Rettigheder, er bekjendt nok. Ogsaa i Vestgøtalagen opførtes „Laga-Gegngerd“ som en af Kongens regelmæssige Indtægter (V. L) Disse opregnes saaledes; Al Upsala Aud, (gammelt Krongods); Kongens Eensak (d. e. Sagefald der tilkom Kongen). Dulgadrap (Bøder for Drab, der erlagdes af Bygden, naar Drabsmanden ej lod sig finde), Daana-Arv (forladt Arv), Trediedelen af al anden Sagøre, Laga-Gegngerd, Almenningsøre (svarende til Nevgilde hos os). Disse Indtægtsposter vare saaledes omtrent de samme, som i Norge.
at tro, at Norge under dets Blomstringstid i det 12te Aarhundrede var langt bedre opdyrket og befolket end i det 17de. Men paa den anden Side havde Skoven langt mindre Værdi.
