Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/998

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
980
Magnus Erlingsſøn.

talte[1]. Den betydeligſte af disſe var viſtnok Sag-Øren eller Sagefaldet tillige med de i Forbindelſe dermed ſtaaende Inddragningen Til at udtegne dens Størrelſe er der dog ikke tilſtrækkelige Data. Retten til Danefæ indbragte neppe ſynderligt. Ledingen, der, ſom det nærmere ſkal omhandles, endnu kun var en perſonlig Præſtation, indbragte, ſom det vil ſees, temmelig meget in natura, hvorimod de Diſtrikter, der ej laa under Skibrede-Inddelingen og ej ſvarede Leding, fremdeles maa have været pligtige at ſvare den ældgamle Nevgildes-Skat, enten under dette Navn eller under den ſenere Benævnelſe „Vis-Øyre“. Kongens Forkjøbsret til Vinter, ſom bragtes til Landet, har maaſkee kunnet ſkaffe ham enkelte Fordele, men ingen ligefrem paaregnelig Indtægt, da det endnu ikke ſynes at have været anvendt ſom Grundlag for Oppebørſel af Told. Derimod var Finneſkatten med Finnehandelen, og Landslods-Afgiften ved de ſtore Fiſkerier neppe ubetydelig. At Bønderne vare pligtige til at beverte og ſkydſe Kongerne med Følge paa deres Rejſer rundt om i Landet, ſiges ingenſteds udtrykkeligt i Lovene, men ikke deſto mindre maa det antages ſom viſt, og forudſættes øjenſynligt i Sagaerne ſom en aldeles bekjendt Sag. Alene hertil kunne de Klager ſigte, ſom ſtundom fremſattes, naar man fandt at Kongerne havde for ſtort Følge med ſig, thi hvis det alene gik ud over hans egne Lejlændinger, vilde dette ej have vedkommet Bønderne i Almindelighed. Saa vidt man kan ſkjønne, maatte Bønderne efter Aarmandens Foranſtaltning og Tilſigelſe fremſkaffe den nødvendige Koſt til den Kongsgaard, hvor Kongen ſkulde tage Kvarteer; denne Præſtation kaldtes Gegngerd, og blev i Tidens Løb, eller var maaſkee allerede, en formelig Skat[2].

Forſvarsvæſenets Indretning kjender man ikke til fulde uden i Froſtathings- og Gulathings-Lagen, hvis Lovbøger endnu haves, og hvor Ledings- og Skibrede-Indretningen fandtes. Men disſe Diſtrikter indbefattede

    at tro, at Norge under dets Blomſtringstid i det 12te Aarhundrede var langt bedre opdyrket og befolket end i det 17de. Men paa den anden Side havde Skoven langt mindre Værdi.

  1. Se ovenfor I. 1. S. 715 jvfr. 572.
  2. Benævnelſen kommer af „at gera ígegn“ d. e. „udrede imod eller til“ (nemlig Kongens Ankomſt). Hvorledes Gegngerden ſenere præſteredes, ſees iſær af Brevene i Saml. til d. n. F. H. I S. 41, 328. At den blev en formelig Skat, og udgjorde en Poſt i de ſaakaldte Jordebogs-Rettigheder, er bekjendt nok. Ogſaa i Veſtgøtalagen opførtes „Laga-Gegngerd“ ſom en af Kongens regelmæsſige Indtægter (V. L) Disſe opregnes ſaaledes; Al Upſala Aud, (gammelt Krongods); Kongens Eenſak (d. e. Sagefald der tilkom Kongen). Dulgadrap (Bøder for Drab, der erlagdes af Bygden, naar Drabsmanden ej lod ſig finde), Daana-Arv (forladt Arv), Trediedelen af al anden Sagøre, Laga-Gegngerd, Almenningsøre (ſvarende til Nevgilde hos os). Disſe Indtægtspoſter vare ſaaledes omtrent de ſamme, ſom i Norge.