Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/996

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
978
Magnus Erlingsſøn.

Haulderne eller de Odelsbaarne udgjorde Kjernen af Folket, og vare, tilligemed Kongen, de egentlige Grundbeſiddere. Men derfor udgjorde de ikke den egentlige, eller talrigſte Deel af Land-Befolkningen. Denne beſtod, ſom alt tyder hen paa, af Lejlændinger eller andre Opſiddere af endnu ringere Kaar (de forhen nævnte Kotbønder e. a. d.), medens Odelsgodſet ſelv var ſamlet i ſtore Masſer. Derfor indtager ogſaa Landslejebolken, eller de Beſtemmelſer, der handle om Forholdene mellem Grundejeren og Lejlændingerne, ſamt mellem disſe indbyrdes, en ſtor, næſten uforholdsmæsſig, Deel af vor ældre Lovgivning Denne forudſætter øjenſynligt, at Masſen af Landbønderne vare Lejlændinger. Men ved disſe nøjagtige Beſtemmelſer bar ogſaa Lejlændingernes Stilling ſaaledes ſikret mod altfor ſtor Vilkaarlighed, at deres Afhængighed ikke havde det mindſte af Vornedſkabets eller Livegenſkabets Charakteer, men Lejlændingen var fuldkommen Frimand ſom før, og ſtod ikke i andet Forhold til Grundejeren end et ſimpelt Kontraktsforhold. Lejekontrakten eller Bygſelen ſluttedes i Regelen kun paa et Aar[1], og vilde Landdrottnen ej holde den, kunde den anden ved Søgsmaal tvinge ham dertil. Lejlændingen havde temmlig fri Benyttelſe af Jorden og dens Herligheder. Landſkylden var, dog, ſom det ſynes, temmelig høj. En Gaard, af hvilken der ſvaredes 1 Mark i aarlig Landſkyld, eller et ſaakaldet Merkrbol, var omtrent af ſamme Størrelſe ſom nu til Dags en Gaard paa 6 Skylddalere, eller, efter nuværende Beregninger, af omtrent 240000 Spdlrs. Værdi; da nu en Mark i virkelig Værdi paa hine Tider næſten ſvarer til 100 Spdlr. i vor Tid, bliver Renten af Gaardens egentlige Værdi temmelig høj, iſær da denne visſelig endog maa ſættes meget lavere end den nuværende. Vift er det, at en Gaard paa Follo i Begyndelſen af det 14de Aarhundrede, da dette frugtbare Landſkab rimeligviis var ſterkere bebygget, og Jordegodſets Værdi følgelig maa have været højere end i det 12te, ſolgtes efter Beregningen af 12 Merker for 7 Øresbol[2], eller ikke fuldt 14 for l Marks Bol, hvilket altſaa efter vore Forhold ſvarer til omtrent 100 Spdlr. aarlig Landſkyld af en Gaard, der kunde ſælges for 1400 Spdlr. Kommer hertil, at Lejlændingen ikke havde uindſkrænket Beſiddelſe af Skoven, og ligeledes i andre Henſeender var forhindret fra at gjøre ſig Ejendommen ſaa frugtbringende ſom en Ejer, kan man ikke ſige andet, end at de ſtore Godsejere eller Haulderne vare ſærdeles vel farne, og efter de Tiders Forhold maa have haft betydelige Indtægter. Af Jordegodſet tilhørte, ſom vi have ſeet, en

  1. Gulathingslov Cap. 72. Man ſeer, at endog Odelsmanden til Jorden ſtundom lejede et Stykke af den Jord, hvortil han var odelsbaaren, og ak han endog dertil var fortrinligviis berettiget i Gulathingsloven Cap. 88.
  2. Dipl. Norv. II. 98. Med Løsningsret ſolgtes Gaarde endnu tidligere, ſe Langes Kloſterhiſtorie S. 254.