Om Odelsvæsenet i dets ældste Skikkelse er der allerede ovenfor talt[1]. Odelsgodset betragtedes egentlig som fælles for den hele Familie (Odalsnauterne) men under Bestyrelse af een eller flere Medlemmer af Hovedgrenen; og dette var den egentlige Grund til Indløsningsretten, der ikke i og for sig var charakteristisk for Odelsbesiddelsen, men kun var en nødvendig Følge deraf. Salget af Odel betragtedes mere som Pantsættelse. Til Løsningsrettens Vedligeholdelse ved solgt Odelsgods udkrævedes dog, at man i Løbet af 20 Aar lyste til Thinge, og at saa vel Sælger som Kjøbet; eller deres Arvinger vedgik, at det omspurgte Gods virkelig var Odelsgods. Ellers betragtedes det som Besidderens Odel[2]. Vilde Besidderen ikke selv erkjende Sagens rette Sammenhæng ved Lysningen, havde Odelsmanden Ret til at føre andre Vidner derpaa. Sædvanligt, eller i det mindste meget hyppigt synes det at have været, at den, der solgte sit Odelsgods, betingede sig selv Ret til at indløse det om 15 Aar; undlod han det, uden tillige at holde Lysning derpaa, og lod 20 Aar gaa hen, blev Godset Besidderens Odel[3]. Forresten synes det rimeligt, eller at ligget Sagens Natur, at man ved at erhverve alle Odalsnauternes udtrykkelige Samtykke til at et Jordesalg skulde staa uryggeligt, strax kunde sikre sig mod al Indløsning: saa meget er vist, at man i Gulathingslagen opnaaede dette ved at lade sig Jorden formeligt til l skøde, og betinge dette i Kjøbekontrakten. I dette Tilfælde maatte Odalsnauterne, om de vilde indløse Jorden, have gjort dette inden et Aar efter Salget, ellers tabte de Retten dertil[4]. Det Jordegods, hvorpaa Odel ej var erhvervet, betragtedes, paa Grund af den usikre Besiddelse, i alt Arveskifte kun som Løsøre[5]. Uagtet det Jordegods, som Kongen skjenkede en Mand, strax blev dennes Odel, kunde man dog indløse Odelsgods ligesaa fuldt fra Kongen, som fra enhver Privatmand. Man henvendte sig i dette Tilfælde til den Aarmand, han holdt paa Gaarden.
- ↑ Se ovenfor I. 1. S. 118.
- ↑ Gulathingslov 272.
- ↑ Gulathingslov Cap. 276. En saadan Jord, solgt med Forbehold af Løsnings-Ret, kaldtes „Stevnejord“. For øvrigt er det kun i Gulathingsloven, at Bestemmelserne om Odel og Odelsløsning findes udtømmende. Frostathingsloven (XII Part) er mindre fuldstændig, og forudsætter mere som givet end den egentlig udtaler. Det er endog et Spørgsmaal, om Løsningsvæsenet var saa gjennemført i Frostathingslagen, som i Gulathingslagen.
- ↑ Gulathingslov Cap. 278. Naar Kjøbet var sluttet med den Aftale at Skødning skulde finde Sted, men Sælgeren siden vægrede sig derved, kunde Kjøberen endog lade sig Jorden tilskøde til Thinge af den forsamlede Mængde.
- ↑ Gulathingslov Cap. 270.
