Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/995

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
977
Odelsvæſen.


Om Odelsvæſenet i dets ældſte Skikkelſe er der allerede ovenfor talt[1]. Odelsgodſet betragtedes egentlig ſom fælles for den hele Familie (Odalsnauterne) men under Beſtyrelſe af een eller flere Medlemmer af Hovedgrenen; og dette var den egentlige Grund til Indløsningsretten, der ikke i og for ſig var charakteriſtiſk for Odelsbeſiddelſen, men kun var en nødvendig Følge deraf. Salget af Odel betragtedes mere ſom Pantſættelſe. Til Løsningsrettens Vedligeholdelſe ved ſolgt Odelsgods udkrævedes dog, at man i Løbet af 20 Aar lyſte til Thinge, og at ſaa vel Sælger ſom Kjøbet; eller deres Arvinger vedgik, at det omſpurgte Gods virkelig var Odelsgods. Ellers betragtedes det ſom Beſidderens Odel[2]. Vilde Beſidderen ikke ſelv erkjende Sagens rette Sammenhæng ved Lysningen, havde Odelsmanden Ret til at føre andre Vidner derpaa. Sædvanligt, eller i det mindſte meget hyppigt ſynes det at have været, at den, der ſolgte ſit Odelsgods, betingede ſig ſelv Ret til at indløſe det om 15 Aar; undlod han det, uden tillige at holde Lysning derpaa, og lod 20 Aar gaa hen, blev Godſet Beſidderens Odel[3]. Forreſten ſynes det rimeligt, eller at ligget Sagens Natur, at man ved at erhverve alle Odalsnauternes udtrykkelige Samtykke til at et Jordeſalg ſkulde ſtaa uryggeligt, ſtrax kunde ſikre ſig mod al Indløsning: ſaa meget er viſt, at man i Gulathingslagen opnaaede dette ved at lade ſig Jorden formeligt til l ſkøde, og betinge dette i Kjøbekontrakten. I dette Tilfælde maatte Odalsnauterne, om de vilde indløſe Jorden, have gjort dette inden et Aar efter Salget, ellers tabte de Retten dertil[4]. Det Jordegods, hvorpaa Odel ej var erhvervet, betragtedes, paa Grund af den uſikre Beſiddelſe, i alt Arveſkifte kun ſom Løsøre[5]. Uagtet det Jordegods, ſom Kongen ſkjenkede en Mand, ſtrax blev dennes Odel, kunde man dog indløſe Odelsgods ligeſaa fuldt fra Kongen, ſom fra enhver Privatmand. Man henvendte ſig i dette Tilfælde til den Aarmand, han holdt paa Gaarden.

  1. Se ovenfor I. 1. S. 118.
  2. Gulathingslov 272.
  3. Gulathingslov Cap. 276. En ſaadan Jord, ſolgt med Forbehold af Løsnings-Ret, kaldtes „Stevnejord“. For øvrigt er det kun i Gulathingsloven, at Beſtemmelſerne om Odel og Odelsløsning findes udtømmende. Froſtathingsloven (XII Part) er mindre fuldſtændig, og forudſætter mere ſom givet end den egentlig udtaler. Det er endog et Spørgsmaal, om Løsningsvæſenet var ſaa gjennemført i Froſtathingslagen, ſom i Gulathingslagen.
  4. Gulathingslov Cap. 278. Naar Kjøbet var ſluttet med den Aftale at Skødning ſkulde finde Sted, men Sælgeren ſiden vægrede ſig derved, kunde Kjøberen endog lade ſig Jorden tilſkøde til Thinge af den forſamlede Mængde.
  5. Gulathingslov Cap. 270.