Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/994

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
976
Magnus Erlingsſøn.


Umager[1]. Børne-Udſættelſen var, ſom vi allerede have ſeet, ved Chriſtendommens Indførelſe bleven forbuden, og det var en Hovedbeſtemmelſe, at alle Børn, der fødtes, ogſaa ſkulde opfødes. Den eneſte Undtagelſe herfra var, foruden Vanſkabninger, ogſaa en Frigivens forældreløſe Børn, der ſelv ingen Formue havde. Skapdrottnen var ej forpligtet til at ſørge for mere end eet af dem; de bleve alle ſatte i en Grav paa Kirkegaarden, hvor man lod dem dø, indtil kun eet levede igjen; dette maatte Skapdrottnen tage til ſig og forſørge[2]. Man maa da haabe, at denne Beſtemmelſe kun yderſt ſjelden kom til Anvendelſe.

Arven tiltraadtes ved et ſaakaldet Erve eller Arve-Øl, der tillige ſædvanligviis var den Afdødes Gravøl. Under alle Omſtændigheder ſkulde Hovedarvingen ſtrax melde Arveladerens Død for alle dem, han ſkyldte Penge, og indkalde dem til den 7de Dag derefter for at modtage deres Tilgodehavende. Men derved blev det, ſom man kan ſee, Skik og Brug, at dette Syvendedagsmøde (Sjaund) tillige blev Grav- og Arve-Øl. Hvis Arveøllet ej kunde holdes den ſyvende Dag, holdtes det, ſom man maa formode, den 30te (Tretugt), hvilket, i det mindſte i Gulathingslagen, var den ſidſte Termin, inden hvilken en fuldbyrdig Mand kunde gjøre Fordring paa Arv[3]. Ved ſlige Arve- eller Grav-Øl gik det ſaa prægtigt til, ſom muligt, og meget ofte, ſom man maa formode, over Boets Evner, ſaa at der endog ſiden blev givet Forbud derimod, da, ſom det hed, Godſet ved denne ſtore Bekoſtning blev forødet, medens Gjelden ej engang blev betalt, og Slagsmaal og Manddrab opſtod af den overhaands Drik[4]. Ved Arveøl efter anſeede, iſær fyrſtelige Perſoner, blev der og, ſom vi have ſeet, aflagt højtidelige Løfter om en eller anden Stordaad. Men alle ſlige Gilder havde i de ældre Tider en ſtørre Betydning end ſenere; de tjente nemlig til at give visſe Akter Retskraft formedelſt den Offentlighed, de derved fik, omtrent ſom Thinglysning. Gjeſterne, ſaavel ved Feſter-Øl, ſom ved Bryllup, ved Ætlednings-Øl, ved Frelſes-Øl, og ved Grav-Øl, var tillige for Fremtiden Vidner paa, at den Handling, de overvare, havde fundet Sted.

  1. Den islandſke Lovbog har derfor herom en heel Bolk, kaldet Umage-Bolken. Beſtemmelſerne om denne Materie indeholdes i Gulathingsloven Cap. 127, 130, i Froſtathingsloven Cap, 22—28. Formen úmagi ſkrives i de ſvenſke Love ovormagi, hvorfor endnu Benævnelſen öfvermägar bruges i Sverige om umyndige.
  2. De kaldes derfor Gravgangsmænd, ſe Gulathingsloven Cap. 63, jvfr. 298.
  3. Ældre Gulathingslov 115, 119, 121. Kun paa dette ſidſte Sted omtales „Tretugt“; men at ogſaa dette var etſlags Arveøl, ligeſom Sjaund, ſees af Diplomer. „Sjaund“ bruges endnu i Betydning „Gravøl“.
  4. Yngre Landslov, Arvebolk Cap. 52.