Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/993

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
975
Arvegang.

Broder i 6te, medens Froſtathingsloven ſætter Farfader, Farbroder og Broderſøn i fjerde, ſammødre Broder og fædrene Fættere i femte, Moder og Faderſyſter i ſjette, dog ſaaledes at hvis Farfader, Farbroder og Broderſøn ej fandtes, rykkede Moderen op i fjerde, udelukkende dem af femte Klasſe, der ellers gik foran hende. Fra 6te Klasſe af ſtemme igjen begge Arvetavler; ſom Arving i 7de Klasſe opſtilles Hornung, Riſung og thybaaren Søn, der havde faaet Frihed førend han oplevede tredie Juul; i 8de Klasſe Tre- og Firmenninger, i 9de Morfader og Datterſøn, i 10de Morbroder og Syſterſøn, o. ſ. v[1]. Den islandſke Arvetavle, der ſom nys antydet, ſandſynligviis ogſaa en Tid var Norges, i det mindſte Gulathingslagens, opſtiller efter Fader følgende Klasſer: 4) Broder, 5) Moder, 6) Syſter, 7) ſammødre Broder, 8) Hornung og Riſung, 9) uegte Datter, 13) uegte Syſkende, 14) Farfader, Morfader, Sønneſøn og Datterdatter[2], Fandtes ingen lovlige Arvinger, da var det i Norge, ſom andenſteds, den ældgamle Regel, at Arven tilfaldt Kongen. Som yderſte Slægtled opſtilledes her, ved en egen Beſtemmelſe af Kongerne Sigurd, Eyſtein og Olaf, det femte Led fra den fælles Stamfader; forhen gik det ikke længer end til fjerde[3]. Paa Island tilfaldt ſlig Arv den nærmeſte Slægtning, og en ſaadan kunde vel der, hvor ſaa godt ſom alle Ætter paa Øen vare beſlægtede og beſvogrede, altid findes[4].

Værgemaalet for den Umyndige tilkom altid nærmeſte Arving, og der var udførlige Beſtemmelſer, ſom ſigtede til at forebygge Underſlæb i ſaa Henſeende. Men i ſamme Forhold ſom man havde Ret til Arv og til Værgemaal, i ſamme Forhold var man ogſaa forpligtet til at ſørge for ſine Forældre og Slægtninger, og opdrage disſe om de vare ubemidlede og hjelpeløſe Børn, indtil deres 15de Aar. Førſt og fremſt maatte man ſørge for ſine egne Forældre og Børn. Alle ſaadanne, der formedelſt Hjelpeløshed eller Umyndighed ſtode under andres Opſigt, kaldtes

  1. Gulathingslov Cap. 103, 104. Froſtathingslov VIII. 114. Ældre Veſtgøtalov, Arvebolk Cap. 1. Den yngre Veſtgøtalovs Arvebolk ſætter derimod Søn og Datter ſom Samarvinger, ſaaledes at Broder tager dobbelt Lod mod Syſter. Det ſamme er Tilfældet i Øſtgøtalovens Arvebolk og i de ældre danſke Love. Paa lignende Maade er Arvegangen forandret i Magnus Haakonsſøns norſke Landslov. Da denne ſkriver ſig fra 1274, ligeſaa og den yngre Veſtgøtalov fra anden Halvdeel af 13de Aarhundrede, viſer det ſig ſaaledes, at den her omtalte Forandring i Principerne for Arvegangen er bleven indført i det mindſte i Norge og Sverige førſt paa denne Tid.
  2. Graagaas, Arvethaatt, Cap. 1.
  3. Froſtathingslov VIII. 15.
  4. Graagaas, A. Th. Cap. 1, jvfr. 4, 13.