Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/992

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
974
Magnus Erlingsſøn.

med god Føje, ſtor Forſkjel paa, om Manden var gift, eller ej. Saalænge Trællevæſenet herſkede, gav dette, ſom man let kan forſtaa, Anledning til hyppige Krænkelſer af Egteſkabets Hellighed, og deraf følgende Afbrydelſer i Egtefolkenes gode Forſtaaelſe. Fra denne Tid af hidrører ogſaa de mange forſkjellige Benævnelſer paa uegte Børn, efter ſom Moderen var fribaaren eller ej. Man kaldte ſaaledes en Søn af en fribaaren Mand og en fribaaren Kvinde, der ej lagde Dølgsmaal paa deres Forbindelſe, „Hørnung;“ var Forbindelſen hemmelig, kaldes han „Riſung;“[1]. „Thybaaren Søn“ kaldte man den, ſom var fød af en Trælkvinde. Ingen af disſe uegte Børn vare arveberettigede efter Faderen, ſaa ſnart der tillige fandtes egtefødde Børn, uden for ſaa vidt de vare ætledede, d. e. lyſte i Kuld og Kjøn, hvilket dog ej kunde ſkee uden nærmeſte Arvingers Samtykke. Ætledningen foregik med flere Højtideligheder. Der ſkulde gjøres et Gilde; ved dette ſkulde der ſlagtes en treaars Oxe, og en Sko gjøres af Huden paa dens højre Forbeen: i denne Sko ſkulde førſt den ætledende ſtige, dernæſt den, ſom ætlededes, og ſiden efter de, der ſamtykkede i Ætledningen, medens den førſte erklærede, at han ætledede Manden til alt det Gods, han gav ham, til Gjeld og Gave, til Seſs og Sæde, til Bod og Bauger, og til al Ret ſom øm hans Moder var kjøbt med Mund. Skoen, om den opbevaredes, ſkulde ſiden tjene til Beviis paa at Akten havde fundet Sted[2].

Arvegangen var ikke eens i alle Thingforeninger; i det mindſte afvige Gulathingslovens og Froſtathingslovens Arvetavler, de eneſte vi kjende, noget fra hinanden, ſkjønt de i Hovedprinciperne ere lige. Fælles ſaavel for Norge, ſom Sverige, var den Hovedregel, at Søn udelukkede Datter, ſom førſt fik Arv, om Søn ej var til. Imidlertid torde det vel kunne anſees ſom det førſte Skridt til en Forandring i det ældre Syſtem, at vore Love ſatte Datter og Sønneſøn i anden Arveklasſe næſt Søn, og lode dem arve ligt med hinanden, ſamt derefter, i tredie Klasſe, Broder og Syſter, medens derimod ſaavel den ældre islandſke Lov, ſom den ældre Veſtgøta-Lov, der aabenbart følge ældre Arvegangs-Regler, lød Datter, næſt Søn, udelukke alle andre fjernere Beſlægtede, og næſt Datter ſatte Fader. Men Gulathingsloven lader i tredje Arveklasſe alle Syſkende arve hinanden indbyrdes, medens Froſtathingsloven kun ſtedet Syſter til Arv, hvis Broder ikke findes. I de tre følgende Klasſer afvige de ligeledes: Gulathingsloven ſætter Moder i fjerde, Farbroder og Broderſøn i femte, og fædrene Fættere tilligemed ſammødre

  1. Gulathingslov Cap. 104. Paa Island havde Benævnelſerne hornungr og hrisungr en anden Betydning, ſe Graagaas, Arfaþáttr Cap. 4.
  2. Gulathingslov Cap 58, Froſtathingslov. IX. 1.