med god Føje, stor Forskjel paa, om Manden var gift, eller ej. Saalænge Trællevæsenet herskede, gav dette, som man let kan forstaa, Anledning til hyppige Krænkelser af Egteskabets Hellighed, og deraf følgende Afbrydelser i Egtefolkenes gode Forstaaelse. Fra denne Tid af hidrører ogsaa de mange forskjellige Benævnelser paa uegte Børn, efter som Moderen var fribaaren eller ej. Man kaldte saaledes en Søn af en fribaaren Mand og en fribaaren Kvinde, der ej lagde Dølgsmaal paa deres Forbindelse, „Hørnung;“ var Forbindelsen hemmelig, kaldes han „Risung;“[1]. „Thybaaren Søn“ kaldte man den, som var fød af en Trælkvinde. Ingen af disse uegte Børn vare arveberettigede efter Faderen, saa snart der tillige fandtes egtefødde Børn, uden for saa vidt de vare ætledede, d. e. lyste i Kuld og Kjøn, hvilket dog ej kunde skee uden nærmeste Arvingers Samtykke. Ætledningen foregik med flere Højtideligheder. Der skulde gjøres et Gilde; ved dette skulde der slagtes en treaars Oxe, og en Sko gjøres af Huden paa dens højre Forbeen: i denne Sko skulde først den ætledende stige, dernæst den, som ætlededes, og siden efter de, der samtykkede i Ætledningen, medens den første erklærede, at han ætledede Manden til alt det Gods, han gav ham, til Gjeld og Gave, til Sess og Sæde, til Bod og Bauger, og til al Ret som øm hans Moder var kjøbt med Mund. Skoen, om den opbevaredes, skulde siden tjene til Beviis paa at Akten havde fundet Sted[2].
Arvegangen var ikke eens i alle Thingforeninger; i det mindste afvige Gulathingslovens og Frostathingslovens Arvetavler, de eneste vi kjende, noget fra hinanden, skjønt de i Hovedprinciperne ere lige. Fælles saavel for Norge, som Sverige, var den Hovedregel, at Søn udelukkede Datter, som først fik Arv, om Søn ej var til. Imidlertid torde det vel kunne ansees som det første Skridt til en Forandring i det ældre System, at vore Love satte Datter og Sønnesøn i anden Arveklasse næst Søn, og lode dem arve ligt med hinanden, samt derefter, i tredie Klasse, Broder og Syster, medens derimod saavel den ældre islandske Lov, som den ældre Vestgøta-Lov, der aabenbart følge ældre Arvegangs-Regler, lød Datter, næst Søn, udelukke alle andre fjernere Beslægtede, og næst Datter satte Fader. Men Gulathingsloven lader i tredje Arveklasse alle Syskende arve hinanden indbyrdes, medens Frostathingsloven kun stedet Syster til Arv, hvis Broder ikke findes. I de tre følgende Klasser afvige de ligeledes: Gulathingsloven sætter Moder i fjerde, Farbroder og Brodersøn i femte, og fædrene Fættere tilligemed sammødre
