Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/991

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
973
Feſtemaal og Egteſkab.

Egtefolkene opſtod ikke umiddelbart ved Giftermaalet, men ifølge Froſtathingsloven naar de havde været et Aar gifte, ifølge Gulathingsloven derimod førſt naar Giftermaalet havde varet i 20 Aar; imidlertid kunde Manden ogſaa før denne Tid fordre Fællig, naar enten Konens Arvinger intet havde derimod, eller der fødtes Børn i Egteſkabet[1]. Paa Island opſtod Hævds-Fælliget efter tre Aars Forløb[2]. For øvrigt var den Grundſætning ſtedſe gjeldende, at af hvad der var erhvervet i Fællesſkab efter Giftermaalet, anſaaes Manden at eje to Tredjedele, Konen een (den ſaakaldte Tredingsauke); denne, ſaavel ſom Munden og Heimanfylgjen, beholdt hun efter Mandens Død, ſaavel ſom i Skilsmisſetilfælde uden ſkjellig Grund[3]. Til Skilsmisſe udfordredes ellers kun, at Manden eller Konen i Vidners Overvær opſagde Egteſkabet, eller ſom det hed, ſagde ſig ſkilt fra den anden. Allerede i de ældſte Chriſtenretter paabydes det, ſom ovenfor nævnt, at enhver Mand kun ſkulde have een Kone[4], og formeligt Tvegifte, ſaaledes at en Mand paa een Gang og til ſamme Tid levede i Egteſkab med to eller flere Koner, har vel neppe nogenſinde efter Hedendommens Ophør fundet Sted. Derimod kan man tydeligt ſee, at man ikke regnede det ſaa nøje med at tage en anden Huſtru, medens den førſte levede, uden at have gjort lovlig Skilsmisſe med hende; paa en vis Maade kunde dette kaldes Tvegifte, og det var udtrykkeligt forbudt i Chriſtenretterne; men Straffen beſtod kun i en Bod af tre Mkr. til Biſkoppen; kun naar man derefter fremdeles beholdt den anden Kone, forbrød man alt ſit Løsøre og maatte gaa i Landflygtighed. Med fornemme og mægtige Folk har dog Beſtemmelſen neppe været ſtrengt overholdt; vi have ſaaledes ſeet at Kong Harald Haardraade egtede Thora Agmundsdatter medens hans førſte Dronning, Elliſiv, endnu levede, og ſiden efter atter tog denne tilbage[5]. Heller ikke ſynes man at have regnet det ſaa nøje med Frille-Liv, at dømme efter de mange Exempler, ſom derpaa haves, uagtet Chriſtenretterne forbøde det. Paa Island finde vi endog at Preſterne ſelv, ikke at tale om de andre Høvdinger, ſtundom levede i aabenbart Konkubinat, uden at dette ſynes at have vakt mindſte Forargelſe[6]. Man gjorde her, og

  1. Froſtathingslov XI. 8.
  2. Graagaas, Festaþáttr Cap. 22.
  3. Gulathingslov 53. Froſtathingslov X. 1. 8. Graagaas, Festaþáttr Cap. 22.
  4. Gulathingslov Cap. 25. Froſtathingslov III. 10. Vikens Chr. Cap. 17. Eidſivalov Chr. R. Cap. 22. 23, jvfr. ovenfor S. 706.
  5. Se ovenfor S. 180.
  6. Hvert Øjeblik heder det i Sturlungaſaga, baade hvor Preſter og Lægmænd omtales: da fulgte ham en Kvinde, der hed N. N. o. ſ. v.