Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/990

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
972
Magnus Erlingsſøn.

lingen i Bauggilde og Nevgilde her er opgiven[1]. Det følger ligeledes af Forholdene paa Island, at der kun forudſættes en eneſte Klasſe af Borgere, ſaa at her ingen forſkjellig Retsklasſer opføres. Og endelig var det maaſkee en Følge af det republikanſke Forhold, og den ſtørre Skinſyge, hvormed Indbyggerne der gjenſidigt vaagede over deres Ære og Rettigheder, at perſonlige Fornærmelſer, ſom Slag, Haargreb, og anden Mishandling, ſtraffedes eller bødedes langt haardere end i Norge. Fjørbaugsgard eller Skoggang anvendtes ſaaledes hvert Øjeblik, endog ved Fornærmelſer, der nu til Dags vilde anſees lidet betydelige[2].

Egteſkaber ſtiftedes endnu kun paa den ſædvanlige borgerlige Maade, da Vielſen, ſom overhoved førſt i det 12te Aarhundrede blev regnet blandt Sakramenterne, ej formeligen paabødes her i Landet, førend i Midten af det 13de, og før den Tid neppe hyppigt fandt Sted. Der er Spor til, at man i Hedendommens Tid virkelig havde en Art af Vielſe[3], men med Hedendommens Ophør maatte denne bortfalde, uden, ſom det ſynes, at nogen anden Højtidelighed for det førſte traadte i Stedet. Egteſkabet var endnu kun en Kjøbekontrakt, idet Bejleren ved at ſlutte Feſtemaalet, til Giftingsmanden, det er Brudens Fader eller rette Værge, vidnesfaſt udredede eller forbandt ſig til at udrede den ſaakaldte mundr[4], ſom, i det mindſte i Gulathingslagen, ikke maatte være under 1 Mk., hvorimod Giftingsmanden vedtog at udſtyre Bruden med en beſtemt Medgift (heimanfylgja), ſaavel ſom at lade Brylluppet finde Sted til en aftalt Tid, ſeneſt inden et Aar. En Huſtru, man ſaaledes havde faaet, ſagdes at være „kjøbt med Mund“, og Børnene af et ſaadant Egteſkab, bleve fuldkommen arveberettigede[5]. Det var i ſaa Fald ikke engang nødvendigt at holde formeligt Bryllupsgilde, uagtet dette var det ſædvanlige, og gav Forbindelſen ſtørre Højtidelighed. Førſt da blev „Munden“ Konens lovlige Ejendom. Om forbudne Led er der ovenfor talt. Fællesſkab i Ejendom mellem

  1. Vigſlode, Cap 114. Her optages ſaaledes allerede Morfader og Datterſøn i anden Baug. Baugerne komme følgelig her til at ſvare til Gulathingslagens Upnam.
  2. F. Ex. i Vigſlode Cap. 92, hvor en Bod af 3 Mk. faſtſættes for at rive Hatten af en Mand, naar den ej er fæſtet om Halſen, men, hvis dette er Tilfældet, Fjørbaugsgard for at rykke Hatten fremover, Skogargang for at rykke den bagover; ligeſaa Cap. 93, hvor Fjørbaugsgard ſættes for at bide, rive eller klype en Anden, ſaaat det bliver rødt efter.
  3. Se Thrymskvida, i den ældre Edda, hvor Thrym, der ſkal egte Freyja,ſiger: „Vier os ſammen ved Vaars (Edsgudindens) Haand“.
  4. Se ovenfor I. 1. S. 145.
  5. Gulathingsloven Cap. 50, 124. Graagaas, Festaþáttr Cap. 7. Jvfr. Veſtgøtalovens Arvebolk Cap. 7, 8.