Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/99

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
81
Kejser Michael Kalafates afsat.

Man paastod, at Helgenen selv havde været i Spidsen for den græske Hær, og nogle bulgariske Fanger svor paa, fortæller Kedrenos, at de foran den romerske Fylking havde livagtigt seet en Yngling til Hest, fra hvilken der udgik Ild, som fortærede de modstaaende Fiender. Femten tusende Bulgarer faldt, de øvrige flygtede[1]; mellem de bulgariske Anførere udbrød der Splid: den ene forraadte den anden og gik over til Kejseren, og saaledes ophørte Opstanden næsten af sig selv (1041). Kejseren rejste siden over Thessalonika til Bulgarien, fuldendte Undertvingelsen, og begav sig derpaa tilbage til Constantinopel, hvor hans Sygdom nu fik saadan Overhaand, at han døde endnu samme Aar (10de Decbr. 1041)[2]. Kort før sin Død havde han faaet Zoe til at udnævne hans Systersøn, der ligeledes hed Michael, til Cæsar; hun adopterede ham nu som sin Søn, og ophøjede ham til Kejserværdigheden ved sin Side, dog efter at han havde svoret at han i alt skulde adlyde hende. Michael, der af Folket spotviis kaldtes Kalafates, fordi hans Fader, den forhen omtalte Flaade-Anfører Stephanos, havde været Skibskalfatrer, troede sig aldrig saa snart i sikker Besiddelse af Magten, førend han viste den største Utaknemmelighed mod sin Velgjørerinde. Ophidset af sin Farbroder Johannes, hvilken hun havde relegeret, lod han Zoe en Nat bringe bort fra Paladset, rage og sætte i et Kloster. Men da han den følgende Dag lod dette forkynde for Folket, angivende som Grund at hun lagde onde Raad op mod ham, blev der et frygteligt Opløb. Med høj Røst fordrede Folket sin Moder Sne, som de kaldte hende, tilbage, de rasende Sværme ilede, bevæbnede med Stene, Stokke og Bænke, først til Sophiakirken, hvor Patriarchen gjorde fælles Sag med dem, og hvor de hentede Zoes Syster. Theodora, der beklædtes med Purpuret og udraabtes til Medkejserinde; siden til Paladset, hvor den forfærdede Michael i Hast lod Sne hente tilbage og iføre den kejserlige Dragt, i Haab om at dette skulde berolige Gemytterne. Men da han selv vilde tale til Folket og underrette det herom, blev han hilset med en Regn af Stene og Pile. Forvirret og modløs vilde han først flygte til et Kloster; men da hans Venner opfordrede ham til at forsvare sig til det Yderste, som det sømmede sig en Kejser, tog han Mod til sig, og gik med de Bevæbnede, han i Hast kunde faa samlet, ud mod Folkemassen, der fra Hippodromen, fra Excubita og Tzykanisteriet angreb Paladset[3]. Der blev

  1. Kedrenos, S. 748. Dette synes at have foregaaet lidt før Juni 1041, da der strax efter omtales et Jordskjelv, som fandt Sted den 10 Juni i dette Aar.
  2. Kedrenos, S. 749.
  3. Hippodromen eller Circus laa nær ved Paladset; Excubita, hvorom der forhen er talt, Livvagtens Kaserne, og Tzykanisteriet eller Boldhuset udgjorde begge forskjellige Yderpartier af den vidtløftige Bygning.