Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/99

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
81
Kejſer Michael Kalafates afſat.

Man paaſtod, at Helgenen ſelv havde været i Spidſen for den græſke Hær, og nogle bulgariſke Fanger ſvor paa, fortæller Kedrenos, at de foran den romerſke Fylking havde livagtigt ſeet en Yngling til Heſt, fra hvilken der udgik Ild, ſom fortærede de modſtaaende Fiender. Femten tuſende Bulgarer faldt, de øvrige flygtede[1]; mellem de bulgariſke Anførere udbrød der Splid: den ene forraadte den anden og gik over til Kejſeren, og ſaaledes ophørte Opſtanden næſten af ſig ſelv (1041). Kejſeren rejſte ſiden over Thesſalonika til Bulgarien, fuldendte Undertvingelſen, og begav ſig derpaa tilbage til Conſtantinopel, hvor hans Sygdom nu fik ſaadan Overhaand, at han døde endnu ſamme Aar (10de Decbr. 1041)[2]. Kort før ſin Død havde han faaet Zoe til at udnævne hans Syſterſøn, der ligeledes hed Michael, til Cæſar; hun adopterede ham nu ſom ſin Søn, og ophøjede ham til Kejſerværdigheden ved ſin Side, dog efter at han havde ſvoret at han i alt ſkulde adlyde hende. Michael, der af Folket ſpotviis kaldtes Kalafates, fordi hans Fader, den forhen omtalte Flaade-Anfører Stephanos, havde været Skibskalfatrer, troede ſig aldrig ſaa ſnart i ſikker Beſiddelſe af Magten, førend han viſte den ſtørſte Utaknemmelighed mod ſin Velgjørerinde. Ophidſet af ſin Farbroder Johannes, hvilken hun havde relegeret, lod han Zoe en Nat bringe bort fra Paladſet, rage og ſætte i et Kloſter. Men da han den følgende Dag lod dette forkynde for Folket, angivende ſom Grund at hun lagde onde Raad op mod ham, blev der et frygteligt Opløb. Med høj Røſt fordrede Folket ſin Moder Sne, ſom de kaldte hende, tilbage, de raſende Sværme ilede, bevæbnede med Stene, Stokke og Bænke, førſt til Sophiakirken, hvor Patriarchen gjorde fælles Sag med dem, og hvor de hentede Zoes Syſter. Theodora, der beklædtes med Purpuret og udraabtes til Medkejſerinde; ſiden til Paladſet, hvor den forfærdede Michael i Haſt lod Sne hente tilbage og iføre den kejſerlige Dragt, i Haab om at dette ſkulde berolige Gemytterne. Men da han ſelv vilde tale til Folket og underrette det herom, blev han hilſet med en Regn af Stene og Pile. Forvirret og modløs vilde han førſt flygte til et Kloſter; men da hans Venner opfordrede ham til at forſvare ſig til det Yderſte, ſom det ſømmede ſig en Kejſer, tog han Mod til ſig, og gik med de Bevæbnede, han i Haſt kunde faa ſamlet, ud mod Folkemasſen, der fra Hippodromen, fra Excubita og Tzykaniſteriet angreb Paladſet[3]. Der blev

  1. Kedrenos, S. 748. Dette ſynes at have foregaaet lidt før Juni 1041, da der ſtrax efter omtales et Jordſkjelv, ſom fandt Sted den 10 Juni i dette Aar.
  2. Kedrenos, S. 749.
  3. Hippodromen eller Circus laa nær ved Paladſet; Excubita, hvorom der forhen er talt, Livvagtens Kaſerne, og Tzykaniſteriet eller Boldhuſet udgjorde begge forſkjellige Yderpartier af den vidtløftige Bygning.