den græske Hær maatte rumme det aabne Land og indeslutte sig i de faste Stæder[1].
Imidlertid havde en farlig Opstand af de macedoniske Bulgarer sat Hoffet i Forfærdelse. De havde erobret Durazzo, oversvømmet Grækenland, og truede Thessalonika, hvor Kejseren i den senere Tid plejede at opholde sig ved St. Demetrius’s Grav for at anraabe denne Helgen om at skaffe ham Helbredelse. Nei flygtede han over Hals og Hoved til Constantinopel; alle hans Kostbarheder og Bagage, som han havde ladet efter sig, faldt ved Forræderi i Bulgarernes Hænder, og med 40000 Mand belejrede de Thesialonike[2]. Da Byen efter sex Dages Forløb ej kunde indtages ved Storm, besluttede de at udhungre den. Byens Indbyggere toge i denne Nød deres Tilflugt til deres Skytshelgen, Martyren St. Demetrius. En heel Nat forrettede de Bønner ved hans Gravsted, salvede sig med det deraf fremveldende Jordbeg, aabnede Portene og gjorde, understøttede af de saakaldte Megathymers Legion, et saa pludseligt Udfald mod de derpaa aldeles uforberedte Fiender, at de fuldkommen overvandt dem.
- ↑ Grækerne, siger Kedrenos, S. 726, havde kun Brindisi, Otranto, Tarent og Bari tilbage, medens Nordmannerne deelte Italien mellem sig som deres Krigsbytte. Bari var dog allerede i Virkeligheden uafhængigt under Ægyros, se nedenfor.
- ↑ Kedrenos, S. 745—748.
man, som oven antydet, hos ham ej ret blive klog paa Dokianos’s Bevægelser: det seer næsten ud, som om han ej længer skulde have haft noget med Sicilien at bestille, ligesom og Messinas Forsvar under Katakalon allerede omtales strax efter Maniakes’s Bortkaldelse i 1040, medens det dog siden (S. 751) urigtigt heder, at Katakalon nys var hjemkommen efter sit heltemodige Forsvar af Messina, da Folkeopløbet mod Michael Kalafates skede i April 1042. Kedrenos lader Dokianos lide sine Nederlag først ved Cannæ, siden ved et Sted, kaldet Horæ, og Bojohannes ved Monopolis; Guil. Appulus, der synes at være vel underrettet, taler og om Dokianos’s to Nederlag, først ved Floden Lebento (Lupus Pr. har flumen Beneventi), siden ved Aufidus (der gaar forbi Cannæ; Lupus nævner og kun Aufidus) derpaa om hans Afløsning ved Exaugustus og Tilbagevenden til Sicilien, og endelig om Exaugustus’s Nederlag „paa Sletten“. (Pertz, Mon. XI. S. 247). Galfred, der endnu fremdeles fortæller i Sagastiil, taler kun om to Slag, ved Olivetum-Floden (I. 9) og ved Montepiloso (Slaget ved Cannæ, hvorfra Dokian flygtede til Montepiloso) hvor han lader Dokianos blive dræbt (I. 10); han veed intet om Exaugustus. Leo Mars. (Pertz IX. 675) nævner Dokianos’s to Slag, ved Olivento og Aufidus, og Exaugustus’s ved Montepiloso. Bari-Annalerne (Pertz Mon. V.) taler og om Dokianos’s Ankomst og Tilbagegang til Sicilien, om Nederlaget ved „Dulibentis“, og Exaugustus’s ved Montepiloso. — Galfred, saa vel som Aimé, har en underholdende men neppe paalidelig Fortælling om hvorledes Nordmannen Hugo Tudeboeuf skræmmede den Græker, Dokian for Slaget ved Melfi havde sendt for at underhandle, ved med et eneste Næveslag at slaa hans Hest død til Jorden. Se Schiern i Annaler for nord. Oldk. og Hist. 1844, S. 239.
