rigt havde opnaaet, fremdeles omtalte, f. Ex. mellem hine mægtige Lendermands-Ætter i Sogn og paa Agder, der repræsenteredes af Jon Peterssøn og Kale Sæbjørnssøn; og Tronstridighederne mellem Kongerne gave, som man let kan forstaa, forøget Anledning dertil[1]. Det var ogsaa en ligefrem Følge af Familiernes solidariske Ansvarlighed for Drab, begaaede af et enkelt Medlem, at Hevnen ofte ikke rammede Drabsmanden selv, men en anden af hans Frænder, der var aldeles uskyldig i Drabet, men som man netop udsøgte, naar han formedelst sin anseede Stilling eller andre Fortjenester antoges at ville blive mere savnet end hiin. Disse Ulemper af et System, som egentlig havde overlevet sin Tid, maa i det mindste ved Periodens Slutning alle fornuftige og tænkende Medlemmer af Samfundet have været sig fuldkommen bevidste, og været ivrigt betænkte paa at forebygge. Der gaves vist allerede da ikke faa, der nærede den samme Mening, som nogle Tiaar senere udtrykkeligt blev udtalt, „at de fleste Ætter i Landet lede stor og mangfoldig Skade af Mandslæt og de bedste Mænds Drab, hvilket her i Landet var mere sædvanligt end andensteds, isærdeleshed da den store og slemme Uskik herskede, at naar som helst nogen blev dræbt, vilde hans Frænder udsee sig som Offer for deres Hevn den bedste af Drabsmandens Æt, om han end hverken var vidende om eller raadende til Drabet, men de vilde derimod ikke hevne sig paa Drabsmanden selv, om de end havde Lejlighed dertil, hvorved den slette netop nyder godt af sin Slethed og Daarlighed, men den Uskyldige undgjelder for sin Bravhed og sit gode Forhold“[2]. Principet, at den, der dræbte sagesløs Mand, skulde være fredløs og have forbrudt alt sit Løsøre til Kongen, var vistnok udtalt, men Spørgsmaalet, hvorvidt fuldkommen Sagesløshed var forhaanden, maatte i de fleste Tilfælde være yderst vanskeligt at afgjøre, og man kunde derfor løskjøbe sig fra Freldøshedsstraffen, naar Drabet ikke henhørte til de saakaldte Ubodemaals eller Nidingsverk Klasse[3]. De egentlige Boder for et Drab, der ydedes til den Dræbtes Frænder paa Mandssiden, og hvori ligeledes Drabsmandens Frænder paa Mandssiden deeltoge, om de vare til, regnedes efter Bauger, en Levning fra den Tid, da man ej havde myntede Penge, men brugte Bauger, d. e. tynde spiralformigt oprullede Guld- eller Sølv-Stænger, hvoraf man hug saa meget, som man hver Gang behøvede, og vejede det til Modtageren. Ifølge Gulathingsloven skulde en Haulds
