Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/987

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
969
Blodhevn og Familiefejder.

rigt havde opnaaet, fremdeles omtalte, f. Ex. mellem hine mægtige Lendermands-Ætter i Sogn og paa Agder, der repræſenteredes af Jon Petersſøn og Kale Sæbjørnsſøn; og Tronſtridighederne mellem Kongerne gave, ſom man let kan forſtaa, forøget Anledning dertil[1]. Det var ogſaa en ligefrem Følge af Familiernes ſolidariſke Anſvarlighed for Drab, begaaede af et enkelt Medlem, at Hevnen ofte ikke rammede Drabsmanden ſelv, men en anden af hans Frænder, der var aldeles uſkyldig i Drabet, men ſom man netop udſøgte, naar han formedelſt ſin anſeede Stilling eller andre Fortjeneſter antoges at ville blive mere ſavnet end hiin. Disſe Ulemper af et Syſtem, ſom egentlig havde overlevet ſin Tid, maa i det mindſte ved Periodens Slutning alle fornuftige og tænkende Medlemmer af Samfundet have været ſig fuldkommen bevidſte, og været ivrigt betænkte paa at forebygge. Der gaves viſt allerede da ikke faa, der nærede den ſamme Mening, ſom nogle Tiaar ſenere udtrykkeligt blev udtalt, „at de fleſte Ætter i Landet lede ſtor og mangfoldig Skade af Mandſlæt og de bedſte Mænds Drab, hvilket her i Landet var mere ſædvanligt end andenſteds, iſærdeleshed da den ſtore og ſlemme Uſkik herſkede, at naar ſom helſt nogen blev dræbt, vilde hans Frænder udſee ſig ſom Offer for deres Hevn den bedſte af Drabsmandens Æt, om han end hverken var vidende om eller raadende til Drabet, men de vilde derimod ikke hevne ſig paa Drabsmanden ſelv, om de end havde Lejlighed dertil, hvorved den ſlette netop nyder godt af ſin Slethed og Daarlighed, men den Uſkyldige undgjelder for ſin Bravhed og ſit gode Forhold“[2]. Principet, at den, der dræbte ſagesløs Mand, ſkulde være fredløs og have forbrudt alt ſit Løsøre til Kongen, var viſtnok udtalt, men Spørgsmaalet, hvorvidt fuldkommen Sagesløshed var forhaanden, maatte i de fleſte Tilfælde være yderſt vanſkeligt at afgjøre, og man kunde derfor løskjøbe ſig fra Freldøshedsſtraffen, naar Drabet ikke henhørte til de ſaakaldte Ubodemaals eller Nidingsverk Klasſe[3]. De egentlige Boder for et Drab, der ydedes til den Dræbtes Frænder paa Mandsſiden, og hvori ligeledes Drabsmandens Frænder paa Mandsſiden deeltoge, om de vare til, regnedes efter Bauger, en Levning fra den Tid, da man ej havde myntede Penge, men brugte Bauger, d. e. tynde ſpiralformigt oprullede Guld- eller Sølv-Stænger, hvoraf man hug ſaa meget, ſom man hver Gang behøvede, og vejede det til Modtageren. Ifølge Gulathingsloven ſkulde en Haulds

  1. Se f. Ex. ovenfor S. 899.
  2. Kong Haakon Haakonsſøns Intimation til den ældre Froſtathingslov Cap. 1, Cap. 8.
  3. Froſtathingsloven IV. 1, jvfr. Intimationen, Cap. 1, 2.