Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/985

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
967
Arbaarne Mænd. Haulderne.

Førſt, naar alle af Frigivneforholdet udſprungen Afhængighed var ophørt, regnedes man i de ſaakaldte arbaarne[1] Mænds eller de egentlige Bønders Tal; men dette indtraf i Froſtathingslagen førſt med den fjerde, i Gulathingslagen allerede med den anden Generation. Imidlertid var enhver Bonde eller arbaaren Mand ikke derfor Hauld eller Odelsmand, ſelv om han havde erhvervet Jord. Dertil var det nødvendigt, at den Jord, han beſad, var hans Odel, eller at han hørte til en Familie, hvis Hoved allerede havde erhvervet Odel. Haulde-Ætterne dannede .den egentlige Kjerne af Folket, hvem Grunden eller Jordegodſet tilhørte med fuldkommen og uindſkrænket Ejendoms-Ret. Blandt dem udnævnte Kongerne ſine Lendermænd, der indtoge det nærmeſt højere Trin paa Rangſtigen. Lendermandsværdigheden var egentlig ikke arvelig, men man ſeer dog at i Regelen en Lendermands Søn efterfulgte ſin Fader, ja han beholdt endog, om han ikke ſelv endnu var ophøjet til ſamme Værdighed ſom Faderen, dog ſin Rang eller Ret i Lendermandsklasſen indtil ſit 40de Aar; var han da endnu ikke bleven Lendermand, traadte han tilbage i Hauldernes Klasſe[2]. Lendermands-Ætterne dannede ſaaledes et højere

    get mindre end Bønder (f. Ex. ovenfor I. 2 S. 307, hvor Olaf Tryggvesſøn taler om „Bønder og Thorpere“ i Throndhjem). Den Betydning af „enkelt, afſidesliggende Gaard“, ſom Ordet havde i Sverige, ſynes det hos os ej at have haft.

  1. Ordet arborinn, der ſtundom ogſaa ſkrives árborinn, — men neppe rigtigt, da det egentlig ſynes at være forkortet af arfborinn — lader til at have været meeſt brugeligt i Froſtathingslagen, medens det neppe engang findes i den ældre Gulathingslov, ſom paa de tilſvarende Steder, hvor Froſtathingsloven har arborinn maðr, ſætter bóndi. Ordet „arfborinn“ d. e. „baaren eller fød til Arv“, udtømmer netop Begrebet, da en Frigivens Ætlinger ikke i ethvert Tilfælde vare berettigede til at tage Men ſom andre fribaarne, førend i den Generation, hvor Thyrmſlerne ophørte. Derfor opſtiller ogſaa Froſtathingsloven, ſom udſtrækker Thyrmſlerne indtil tredie Generation, flere Rets- eller Rang-Klasſer, end Gulathingsloven, der ej lader Thyrmſlerne naa længer end til anden; Gulathingsloven ſpringer nemlig, ſom vi have ſeet, umiddelbart fra „Leyſinge-Søn“ til Bonde, medens Froſtathingsloven mellem Leyſingsſøn og arbaaren, der ſvarer til Gulathingslovens „Bonde“, opſtiller „Reks-Thegn“, hvilket øjenſynligt betegner en, der hører til de to følgende Led (d. e. enten en Sønneſøn, eller Sønneſøns Søn af en Frigiven), og hvilket enten maa udledes, ſaaledes ſom det ovenfor er antydet, af det mindre ſtadige Liv, disſe Folk rimeligvis have ført, eller deraf, at Armod, naar Skapdrotnen var nødt til at tage ſig af dem, kunde ſætte dem tilbage i den forrige Afhængighedstilſtand, eller, ſom det heder: „þrot rekr þá aftr í kyn sitt“. Jfr. 1 S. 137, 143.
  2. Den ældre Gulathingslov Cap. 200, 206. Disſe to Steder udfylde hinanden. Der ſtaar nemlig førſt, at en Lendermands Søn tager Haulds Ret, hvis han ej faar Land, men ſiden, at en Lendermand, om endog Vejtſlelandet er ham frataget, dog vedbliver at tage Lendermands-Ret, ligeſaa hans