Først, naar alle af Frigivneforholdet udsprungen Afhængighed var ophørt, regnedes man i de saakaldte arbaarne[1] Mænds eller de egentlige Bønders Tal; men dette indtraf i Frostathingslagen først med den fjerde, i Gulathingslagen allerede med den anden Generation. Imidlertid var enhver Bonde eller arbaaren Mand ikke derfor Hauld eller Odelsmand, selv om han havde erhvervet Jord. Dertil var det nødvendigt, at den Jord, han besad, var hans Odel, eller at han hørte til en Familie, hvis Hoved allerede havde erhvervet Odel. Haulde-Ætterne dannede .den egentlige Kjerne af Folket, hvem Grunden eller Jordegodset tilhørte med fuldkommen og uindskrænket Ejendoms-Ret. Blandt dem udnævnte Kongerne sine Lendermænd, der indtoge det nærmest højere Trin paa Rangstigen. Lendermandsværdigheden var egentlig ikke arvelig, men man seer dog at i Regelen en Lendermands Søn efterfulgte sin Fader, ja han beholdt endog, om han ikke selv endnu var ophøjet til samme Værdighed som Faderen, dog sin Rang eller Ret i Lendermandsklassen indtil sit 40de Aar; var han da endnu ikke bleven Lendermand, traadte han tilbage i Hauldernes Klasse[2]. Lendermands-Ætterne dannede saaledes et højere
- ↑ Ordet arborinn, der stundom ogsaa skrives árborinn, — men neppe rigtigt, da det egentlig synes at være forkortet af arfborinn — lader til at have været meest brugeligt i Frostathingslagen, medens det neppe engang findes i den ældre Gulathingslov, som paa de tilsvarende Steder, hvor Frostathingsloven har arborinn maðr, sætter bóndi. Ordet „arfborinn“ d. e. „baaren eller fød til Arv“, udtømmer netop Begrebet, da en Frigivens Ætlinger ikke i ethvert Tilfælde vare berettigede til at tage Men som andre fribaarne, førend i den Generation, hvor Thyrmslerne ophørte. Derfor opstiller ogsaa Frostathingsloven, som udstrækker Thyrmslerne indtil tredie Generation, flere Rets- eller Rang-Klasser, end Gulathingsloven, der ej lader Thyrmslerne naa længer end til anden; Gulathingsloven springer nemlig, som vi have seet, umiddelbart fra „Leysinge-Søn“ til Bonde, medens Frostathingsloven mellem Leysingssøn og arbaaren, der svarer til Gulathingslovens „Bonde“, opstiller „Reks-Thegn“, hvilket øjensynligt betegner en, der hører til de to følgende Led (d. e. enten en Sønnesøn, eller Sønnesøns Søn af en Frigiven), og hvilket enten maa udledes, saaledes som det ovenfor er antydet, af det mindre stadige Liv, disse Folk rimeligvis have ført, eller deraf, at Armod, naar Skapdrotnen var nødt til at tage sig af dem, kunde sætte dem tilbage i den forrige Afhængighedstilstand, eller, som det heder: „þrot rekr þá aftr í kyn sitt“. Jfr. 1 S. 137, 143.
- ↑ Den ældre Gulathingslov Cap. 200, 206. Disse to Steder udfylde hinanden. Der staar nemlig først, at en Lendermands Søn tager Haulds Ret, hvis han ej faar Land, men siden, at en Lendermand, om endog Vejtslelandet er ham frataget, dog vedbliver at tage Lendermands-Ret, ligesaa hans
get mindre end Bønder (f. Ex. ovenfor I. 2 S. 307, hvor Olaf Tryggvessøn taler om „Bønder og Thorpere“ i Throndhjem). Den Betydning af „enkelt, afsidesliggende Gaard“, som Ordet havde i Sverige, synes det hos os ej at have haft.
