Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/984

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
966
Magnus Erlingsſøn.

ſonlige Stilling vare lidet anſeede[1]. At de virkelig, i det mindſte i ældre Tider, vare Trælle, ſees deels deraf, at de oftere ligefrem benævntes ſaaledes af de fribaarne, deels deraf at de kongelige Gaardsfogder i Danmark, hvis Beſtilling ganſke ſvarede til Aarmændenes i Norge, kaldtes Brytjer. Man ſeer ogſaa, at Aarmænd ej længer omtales fra den Tid, da Trællevæſenet ophører. Denne væſentlige Forandring i de private Forhold, ſaavel ſom den Udvidelſe, Kongemagten ſelv fik, medførte ogſaa, ſom det i det følgende Tidsrum vil viſes, tilſvarende Forandringer i det Adminiſtrative, og kongelige Ombudsmænd eller Sysſelmænd, højt betroede Mænd af de bedſte Ætter, traadte nu paa en vis Maade i Aarmændenes Sted. Men ſaa længe disſe exiſterede, kunne de ſiges at have dannet en egen Klasſe, der paa det nærmeſte ſvarede til de i Tydſkland ſaakaldte Miniſterialer. Hermed er det ikke ſagt, at Aarmændene i de ſeneſte Tider, de exiſterede, vare ufrie; man ſeer endog udtrykkeligt, at dette ej altid var Tilfældet[2]; men kun at Aarmandsforholdet oprindelig var ufrit, at det ſtedſe medførte et for de fribaarne foragteligt Begreb om perſonlig Afhængighed og Opvartning, og at det, ſom en Frugt af Trællevæſenet, ophørte med dette, iſær da der ikke i Norge blev noget andet ufrit eller Vorned-Forhold tilbage.

De Frigivne, der ikke erhvervede eller fæſtede Jord, maa have ernæret ſig deels ved at drive Handel, deels ved at thinge ſig Arbejde; og af dem beſtod derfor ſandſynligviis den temmelig talrige Klasſe af Verkmænd eller Arbejdsmænd, ſom vore ældre Love hyppigt omtale. Deres Kaar og Levemaade maa ogſaa paa det nærmeſte have ſvaret til de nuværende Huusmænds, og den overmodige Behandling, ſom mangeſteds i Landet endnu bliver disſe til Deel fra Grundejerens Side, tør maaſkee have ſin Rod ej alene i det blotte underordnede Forhold, hvori de ſtaa, men ogſaa i den tidligere Standsforſkjel mellem fribaarne og trællefødte. Med Henſyn til deres ſmaa og daarlige Boliger kaldtes de ogſaa Kotbønder eller Kotkarle[3], naar de boede i ſtørre Klynger, Thorpere[4].

  1. Se Beretningen om Thore Sel, ovenfor I. 2. S. 617 flgg. Jvfr. ældre Gulathingslov 170, jvfr. 198. Ældre Froſtathingslov IV. 57.
  2. Se f. Ex. ældre Froſtathingslov IV. 58.
  3. Disſe omtales oftere, ikke i Lovene, men deſto mere i Sagaerne. Benævnelſen er, ſom man ſeer, dannet af kot, d. e. Kot, Hytte, Aflukke, for at betegne Huſets Daarlighed. Anglerne havde ligeledes deres cotsetan, ligeſom Tydſkerne „Kotſasſen“, hvilket ſaaledes ej, ſom mange troer, udledes af „Koth“.
  4. Dette maa nærmeſt være Betydningen af Ordet, da „þorp“ i vore Oldſkrifter ſtedſe betegner en ſtørre Mængde (jvfr. Skráda 65), og þorpari derhos øjenſynlig bruges i en halv foragtelig Betydning, ſom om det betegnede no-