Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/982

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
964
Magnus Erlingsſøn.

paa den Tid, i det mindſte i Gulathingslagen, endnu var enkelte Trælle tilbage. Det var heller ikke at vente, at Trællevæſenet fuldkommen ſkulde ophøre, ſaa længe der endnu fandtes Levninger af Vikinge-Væſenet, der kan ſiges at have været dets fornemſte Rod. Og disſe Levninger af Vikinge-Væſenet ophørte ikke førend med Undertvingelſen af de nordiſke Riger paa Irland ved Englænderne, og ved det ſyderøiſke Riges nøjere Underkaſtelſe under Norges Herredømme; hvilke Begivenheder, ſom vi have ſeet, netop forefaldt i det 12te Aarhundredes anden Halvdeel, og i det de begrundede en ſtrengere Orden og ſtørre Fred, afſkare Lejligheden til at herje og vinde Bytte paa egen Haand for ſaadanne Mænd ſom Svein Asleivsſøn og hans Lige. Trællevæſenets Ophør ſynes derfor med et rundt Tal at kunne ſættes til 1170. At Trællene, ſkjemt de ſtrengt taget vare retløſe, dog efter Omſtændighederne ſynes at have haft det ret taaleligt, og langt bedre end f. Ex. de ældre romerſke Trælle, er allerede ovenfor viiſt, og det oplyſes aller tydeligſt ved Erling Skjalgsſøns Exempel. En Mand kunde vel dræbe ſin Træl uſtraffet, men kun for ſaa vidt han ſamme Dag gjorde Drabet bekjendt; ellers betragtedes og ſtraffedes han ſom Morder[1]: det forudſættes vel ſaaledes at det Drab, ſom ſtrax oplyſtes, og for hvilket Drabsmanden blev ſtraffri, bar været begaaet i Hidſighed, uden Overlæg, medens det overlagte Drab, endog paa en Træl, betragtes ſom Mord. Den fornemſte Rettighed, en Træl erhvervede ved ſin Frigivelſe, var, ſom det ſynes, at han nu ſelv kunde raade for ſine Kjøb og for ſit Giftermaal[2]. Men for at opnaa denne Ret maatte den, ſom ſelv havde løskjøbt ſig, førſt have gjort ſit ſaakaldte Frelſes-Øl, eller et Gjeſtebud, hvorved Herren ſkulle indbydes, og hvor den Frigivne i Gjeſternes Paaſyn ſkulde tilbyde ham de ſaakaldte Levſings-Ører, nemlig 6 Ører Sølv[3]. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Herren ſtrax ved Frigivelſen kunde gjøre Afkald paa denne Afgift[4], men ikke deſto mindre ſynes det, ſom om den Frigivne, naar han vilde boſætte ſig eller erhverve faſt Ejendom, maatte gjøre Frelſes-Ølet[5], undtagen naar det var Kongen ſelv, der havde ſkjenket ham hans Frihed. Frelſes-Ølet fritog imidlertid ikke den Frigivne fra mange Forpligtelſer til og perſonlig Afhængighed af ſin forrige Herre (skapdróttinn), hvis Vornede (varnaðarmaðr) han og hans Børn i flere Led fremdeles anſaaes at

  1. Ældre Froſtathingslov II. 20. Gulathingslov 182.
  2. Ældre Gulathingslov 61.
  3. Ældre Gulathingslov 62; ældre Froſtathingslov IX. 12.
  4. Ældre Gulathingslov 61.
  5. Ældre Froſtathingslov IX. 12. „Hvis en Træl“, heder det, „kommer til Jord eller vor (d. e. bliver Bonde), ſkal han gjøre ſit Frelſes-Øl“.