paa den Tid, i det mindste i Gulathingslagen, endnu var enkelte Trælle tilbage. Det var heller ikke at vente, at Trællevæsenet fuldkommen skulde ophøre, saa længe der endnu fandtes Levninger af Vikinge-Væsenet, der kan siges at have været dets fornemste Rod. Og disse Levninger af Vikinge-Væsenet ophørte ikke førend med Undertvingelsen af de nordiske Riger paa Irland ved Englænderne, og ved det syderøiske Riges nøjere Underkastelse under Norges Herredømme; hvilke Begivenheder, som vi have seet, netop forefaldt i det 12te Aarhundredes anden Halvdeel, og i det de begrundede en strengere Orden og større Fred, afskare Lejligheden til at herje og vinde Bytte paa egen Haand for saadanne Mænd som Svein Asleivssøn og hans Lige. Trællevæsenets Ophør synes derfor med et rundt Tal at kunne sættes til 1170. At Trællene, skjemt de strengt taget vare retløse, dog efter Omstændighederne synes at have haft det ret taaleligt, og langt bedre end f. Ex. de ældre romerske Trælle, er allerede ovenfor viist, og det oplyses aller tydeligst ved Erling Skjalgssøns Exempel. En Mand kunde vel dræbe sin Træl ustraffet, men kun for saa vidt han samme Dag gjorde Drabet bekjendt; ellers betragtedes og straffedes han som Morder[1]: det forudsættes vel saaledes at det Drab, som strax oplystes, og for hvilket Drabsmanden blev straffri, bar været begaaet i Hidsighed, uden Overlæg, medens det overlagte Drab, endog paa en Træl, betragtes som Mord. Den fornemste Rettighed, en Træl erhvervede ved sin Frigivelse, var, som det synes, at han nu selv kunde raade for sine Kjøb og for sit Giftermaal[2]. Men for at opnaa denne Ret maatte den, som selv havde løskjøbt sig, først have gjort sit saakaldte Frelses-Øl, eller et Gjestebud, hvorved Herren skulle indbydes, og hvor den Frigivne i Gjesternes Paasyn skulde tilbyde ham de saakaldte Levsings-Ører, nemlig 6 Ører Sølv[3]. Det forstaar sig af sig selv, at Herren strax ved Frigivelsen kunde gjøre Afkald paa denne Afgift[4], men ikke desto mindre synes det, som om den Frigivne, naar han vilde bosætte sig eller erhverve fast Ejendom, maatte gjøre Frelses-Ølet[5], undtagen naar det var Kongen selv, der havde skjenket ham hans Frihed. Frelses-Ølet fritog imidlertid ikke den Frigivne fra mange Forpligtelser til og personlig Afhængighed af sin forrige Herre (skapdróttinn), hvis Vornede (varnaðarmaðr) han og hans Børn i flere Led fremdeles ansaaes at
