Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/981

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
963
Trællevæſenets Ophør.


ſenets Ophør anſees ſom en af Chriſtendommens bedſte og vigtigſte Virkninger. At denne Forandring maa ſættes i umiddelbar Forbindelſe med Chriſtendommens Indførelſe, ſkjønnes tydeligt nok af det allerede forhen omtalte Bud, ſom de ældſte Chriſtenretter indeholde, om aarligt at frigive et viſt Antal Trælle[1]. Var dette Bud ikke udgaaet fra Religionslærerne, der anſaa Trældommen uforenelig med Chriſtendommens Aand, vilde det ej have faaet ſin Plads i Chriſtenretten, men derimod etſteds i den verdslige Lovgivning. Nøjagtigt at opgive, naar Trællevæſenet var ſaa aldeles ophørt, at der ikke fandtes en Træl tilbage i Landet, er viſtnok umuligt, men flere Omſtændigheder tyde dog hen paa, at dette Tidspunkt maa have været naaet henimod Slutningen af det 12te Aarhundrede. Thi i det hele Tidsrum fra Kong Harald Haardraades Tid omtales Trælle kun tvende Gange, nemlig, ſom vi have ſeet, førſt, hvor der berettes om Kong Magnus Blindes Mishandling, dernæſt ved Fortællingen om Slaget paa Ree og Sigurd Jarls Fald; i det følgende er der aldrig Tale om Trælle[2]. Og ved begge hine Lejligheder er det kun kongelige Kritik, hvorom der handles, og af den fuldſtændige Taushed om private Trælle, ſom dog, om de havde været til, viſtnok ved en eller anden Lejlighed vilde have været nævnte, maa man næſten formode, at det alene var Kongerne, og de aller fornemſte Mænd, ſom, maaſkee fordi det endnu anſaaes nødvendigt til en fuldſtændig Hofholdning, havde enkelte Smule i ſin Tjeneſte. I den af de ældre Chriſtenretter, af hvilken vi have den yngſte Bearbejdelſe, nemlig den ældre Froſtathings-Chriſtenret, der i den Skikkelſe, hvori vi kjende den, ſynes at ſkrive ſig fra den førſte Fjerdedeel af det 13de Aarhundrede, og ſom indeholder enkelte ſildigere Beſtemmelſer, der lade til at have været gjeldende for det hele Land, findes det allerede ovenfor omtalte Paabud, at alle arbejdsføre Mænd i hvert Fylke ſkulde fremmøde paa en beſtemt Dag for at udbedre Landevejene, hvilket Vejarbejde, tilføjes der, træder i Stedet for den Frigivelſe af Trælle, ſom findes foreſkreven i vore Love, og ſom alle Mænd havde vedtaget til Guds Tak. Det er altſaa klart nok, at da denne Beſtemmelſe om Vejarbejde blev vedtagen, — og den kan neppe ſættes ſildigere end 1200 — maa ingen Træl have været tilbage. Men man kan vel ogſaa ſlutte fra den Omſtændighed, at Beſtemmelſen om Trællefrigivelſen endnu findes uforandret i det bedſte Haandſkrift af Gulathings-Chriſtenret, ſom dog indeholder Vedtagelſen af 1164 om Thronfølgen og Kronens Ofring, at der

  1. Ældre Gulathingslov IV. 5, jvfr. ovenfor I. 2. S. 633.
  2. I hele den vidtløftige Sturlunga-Saga, der udførligt omhandler Begivenheder paa Island fra Begyndelſen af det 12te Aarhundrede, omtales heller ikke nogenſteds Trælle, uagtet der var Anledning nok dertil, hvis der havde været mange tilbage.