senets Ophør ansees som en af Christendommens bedste og vigtigste Virkninger. At denne Forandring maa sættes i umiddelbar Forbindelse med Christendommens Indførelse, skjønnes tydeligt nok af det allerede forhen omtalte Bud, som de ældste Christenretter indeholde, om aarligt at frigive et vist Antal Trælle[1]. Var dette Bud ikke udgaaet fra Religionslærerne, der ansaa Trældommen uforenelig med Christendommens Aand, vilde det ej have faaet sin Plads i Christenretten, men derimod etsteds i den verdslige Lovgivning. Nøjagtigt at opgive, naar Trællevæsenet var saa aldeles ophørt, at der ikke fandtes en Træl tilbage i Landet, er vistnok umuligt, men flere Omstændigheder tyde dog hen paa, at dette Tidspunkt maa have været naaet henimod Slutningen af det 12te Aarhundrede. Thi i det hele Tidsrum fra Kong Harald Haardraades Tid omtales Trælle kun tvende Gange, nemlig, som vi have seet, først, hvor der berettes om Kong Magnus Blindes Mishandling, dernæst ved Fortællingen om Slaget paa Ree og Sigurd Jarls Fald; i det følgende er der aldrig Tale om Trælle[2]. Og ved begge hine Lejligheder er det kun kongelige Kritik, hvorom der handles, og af den fuldstændige Taushed om private Trælle, som dog, om de havde været til, vistnok ved en eller anden Lejlighed vilde have været nævnte, maa man næsten formode, at det alene var Kongerne, og de aller fornemste Mænd, som, maaskee fordi det endnu ansaaes nødvendigt til en fuldstændig Hofholdning, havde enkelte Smule i sin Tjeneste. I den af de ældre Christenretter, af hvilken vi have den yngste Bearbejdelse, nemlig den ældre Frostathings-Christenret, der i den Skikkelse, hvori vi kjende den, synes at skrive sig fra den første Fjerdedeel af det 13de Aarhundrede, og som indeholder enkelte sildigere Bestemmelser, der lade til at have været gjeldende for det hele Land, findes det allerede ovenfor omtalte Paabud, at alle arbejdsføre Mænd i hvert Fylke skulde fremmøde paa en bestemt Dag for at udbedre Landevejene, hvilket Vejarbejde, tilføjes der, træder i Stedet for den Frigivelse af Trælle, som findes foreskreven i vore Love, og som alle Mænd havde vedtaget til Guds Tak. Det er altsaa klart nok, at da denne Bestemmelse om Vejarbejde blev vedtagen, — og den kan neppe sættes sildigere end 1200 — maa ingen Træl have været tilbage. Men man kan vel ogsaa slutte fra den Omstændighed, at Bestemmelsen om Trællefrigivelsen endnu findes uforandret i det bedste Haandskrift af Gulathings-Christenret, som dog indeholder Vedtagelsen af 1164 om Thronfølgen og Kronens Ofring, at der
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/981
Denne siden er korrekturlest
963
Trællevæsenets Ophør.
