Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/980

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
962
Magnus Erlingsſøn.

intet. Derved kom det til at gaa ud over en af de Mænd, der havde gaaet i Borgen for ham, nemlig hans Svigerſøn Ingjald, fra hvem Einar Thorgilsſøn røvede det meſte af hans Kvæg. Sturla ſatte tilligemed Ingjald ſelv 19de efter Ransmændene, der kun vare 14 Mand ſterke, og indhentede dem paa Sælingsdals-Heiden, hvor han førſt opfordrede Einar til at tilbagegive det ranede Kvæg i Mindelighed. Da Einar vægrede ſig herved, begyndte en heftig Kamp. Ingjald blev allerede i Førſtningen dødeligt ſaaret, men forreſten fik Sturla ſaa fuldſtændig Overhaand, at Einar, ſelv truffen af et Spyd i Siden, maatte bekvemme ſig til at bede om Grid, ſom han ogſaa fik, men kun efter at have lagt Vaabnene ned og givet alt det røvede Kvæg tilbage. Paa Althinget den følgende Sommer ſluttedes der omſider et ordentligt Forlig ved Jon Loftsſøns og Gisſur Hallsſøns Megling. Men fra denne Kamp paa Sælingdals-Heiden regnede man ſædvanligviis, at Sturla havde erhvervet ſtørre Magt og Anſeelſe end Einar[1]. Og med denne Sturlas, eller hans Æts, den ſaakaldte Sturlunga-Æts Overhaand begynder et nyt Tids-Afſnit i Islands Hiſtorie.

Om Begivenhederne paa Færøerne og Grønland i denne Tid vides ſaa godt ſom intet, uden at nu og da et eller andet Skib forliſte paa Grønlands Kyſt, at Jon Knut, ſaaledes ſom oven anført, efter Arnalds Fratrædelſe blev indviet til Biſkop paa Grønland, og at den før omtalte Biſkop Matthæus paa Færøerne, efter i flere Aar at have været ſyg og ſengeliggende, efterfulgtes (1157) af Roe, ſom i længere Tid havde været hans Kapellan[2]. Ligeledes er det ved denne Tid, at Kong Sverres Ungdoms-Ophold paa Færøerne falder, men alt hvad der vedkommer ham, henhører førſt til det følgende Afſnit.

102. Kultur-Udvikling. De enkelte Perſoners og Klasſers indbyrdes Forhold Familieret. Egteſkab, Arv, Værgemaal.


Vi have Skridt for Skridt fulgt Norges Rige og Folk gjennem nærværende Tids-Afſnit i dets ydre Fremtræden, dets Stilling til andre Nationer, og det egne politiſke Forhold. Det ſtaar nu tilbage at kaſte yderligere Blik paa dets indvortes Retsforfatning, Stats- og Kirke-Organiſation, Kultur-Udvikling og Folkeliv, hvori den nu allerede i flere Generationer befæſtede Chriſtendom, og det deraf følgende hyppigere, fredelige Samkvem med fremmede, oplyſte Nationer uundgaaeligt maatte fremvirke ſtore Forandringer, af hvilke vi allerede have iagttaget flere. Førſt og fremſt maa Trællevæ-

  1. Sturlunga Saga, II. 16—27.
  2. Annalerne, jvfr. Antiqvariſk Tidsſkrift for 1849—51, S. 153, 154.