Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/978

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
960
Magnus Erlingsſøn.

kedes ham, men han forſinkedes derved nogle Dage. Da han ſejlede ud af Eyjafjorden, blev der paa et aftalt Sted ſendt en Baad i Land fra Skibet: delt kom tilbage, medbringende Yngvild, forklædt i Mandsdragt. Hun fulgte Hu med over til Norge, hvor de ankom til Bergen ikke mere end tre Dage ſenere end Jon. Thorvard var ſaa opbragt paa denne, at han, ſtrax han mødte ham, gav ham et Slag med ſin Øre, ſaa at Skaftet gik af, og Jon ſelv fik en Stade, hvoraf han aldrig tom ſig, men døde den følgende Vinter. Thorvard tyede til den anſeede Ketil Kalfsſøn[1] om Biſtand, medens Gregorius Dagsſøn, ſom altid viſte Islændingerne ſtor Yndeſt, tog Yngvild i ſin Beſkyttelſe[2]. Det lykkedes Thorvards mægtige Beſkyttere ej alene at ſkaffe ham Kong Inges Tilgivelſe, men ogſaa, ſom det tidligere er omtalt, Anſættelſe ſom hans Hirdmand. Der lagdes nu ikke længer Dølgsmaal paa, at Barnet Sigrid har Yngvilds og Thorvards Datter, og det blev almindeligt antaget paa Island, at Sturla og hans Huſtru Ingebjørg havde været indviede i den hele Plan, og at Jernbyrdsprøven var aflagt med Falſkhed. Einar Thorgilsſøn ſagſøgte Sturla til næſte Althing for Chriſtendomsſpilde, ſom den der havde raadet Thorvard til at gjøre en falſk Angivelſe ved Jernbyrden. Sturla tilbød Tylfter-Ed paa, at han ej havde givet noget ſaadant Raad. Einar erklærede ſig dermed tilfreds. Men da Sturla aflagde Eden paa „intet Raad“, fordrede Einar ogſaa tilføjet „og intet Medviderſkab“. Herpaa vilde Sturla ikke indlade ſig, men ſagde ligefrem, at han ikke havde troet at ſkulle komme i Ulykke, fordi han ej uadſpurgt aabenbarede ſine Nærmeſtes Brøſt. Derimod ſagſøgte han igjen Einar, fordi han ikke havde udredet den oven nævnte Pengebod og fattedes ſad en Althingsdom overhørig. Begge Søgsmaal bleve indladte til Doms, underſtøttede ved betydelig Folkeſtyrke paa begge Sider, og ſaavel Einar, ſom Sturla dømtes Fjorbaugsmænd, d. e. idømtes den mindre Fredløshedsſtraf. Efter Thinget ſamlede hver af dem Folk om ſig for at bringe Dommen i Udøvelſe, eller bolde den ſaakaldte Feransdom. Einar red med 480 Mand til Hvamm, og beſatte Gaarden, medens Sturla derimod ad Fjeldveje red med 60 Mand til Stadarhool, og afholdt Forretningen. Ved hans Hjemkomſt til Hvamm var det nær kommet til Katten mellem begge Flokke, hvis ikke en velſindet Mand i Einars enige havde overtalt denne, ſom den mandſterkeſte, til at forebygge Blodsudgydelſe. Men den folgende Sommer, da Sturla allerede var dragen til Althinget, og Einar var paa Vejen derhen, gjorde denne, ledſaget af en ſtor Skare, en uventet

  1. Ketil Kalfsſøn havde tidligere været paa Grønland, og deltaget i Tviſten med Biſkop Arnald og Einar Sokkesſøn, ſe ovenfor S. 758.
  2. Sturlunga Saga II. jvfr. 39.