Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/975

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
957
Tilstanden paa Island.

retten; man sloges med Vaaben og Stene saa store at man siden efter neppe kunde begribe, hvorledes Folk i deres. Raseri havde kunnet løfte dem; Sommeren selv fik deraf Navnet „Steenkast-Sommeren“[1]. Og denne stedse tiltagende Fejde-lyst og Urolighed er saa meget mere paafaldende, som vi erfare, at en Mængde af Høvdingerne, deels før Ærens Skyld, deels ogsaa før at nyde godt af de dermed forbundne Fordele, især som Kirke-Ejere, selv vare indtraadte i den gejstlige Stand, og havde modtaget Indvielse, enten til den prestelige Værdighed, eller til Diakonatet. Men de vedbleve i Regelen, med kun faa glædelige Undtagelser, at leve, færdes og stride som verdslige Høvdinger, uden at lægge Christendommens blidgjørende Virkninger, der skulde ytre sig sterkest hos dens beskikkede Forkyndere, for Dagen i deres Levnet. Det var tydeligt nok at see, at Religionen eller rettere Kirkevæsenet her saa godt som ganske var traadt i den verdslige Politiks Tjeneste. Og da Religionen saaledes ikke længer, gjennem sine Repræsentanter, Biskopperne, kunde lægge det Baand paa Høvdingernes Selvraadighed, som disse hidtil inden Øens egne Grændser formaaede, er det klart, at Anarchiet snart maatte vise sig i sin værste Skikkelse og sine sørgelige Følger, der tilsidst bragte det udmattede Folk til at tilkjøbe sig den Ro, efter hvilken det saa længe stundede, med Opgivelsen af sin Selvstændighed.

Blandt de Høvdinger, der ved Midten af det 12te Aarhundrede, og den nærmest følgende Tid maa ansees for Magthaverne paa Island, foruden Biskoperne Kløng og Bjørn, og efter dennes Død Brand, maa man først og fremst nævne den oftere omtalte Jon Loftssøn[2] i Odde paa Sønderlandet, der omtrent paa den Tid havde tiltraadt sin Fædrenegaard, og i enhver Henseende udmerkede sig fremfor de øvrige, saa vel ved sin høje Byrd, sin Rigdom, sin Magt, og sin Lærdom, som ved sin Kjærlighed til Orden og Fred. Ogsaa han var Gejstlig, for saa vidt han havde modtaget Diakonat-Indvielsen. I den vestlige Egn af Landet var den gamle Thorgils Oddessøn paa Stadarhool fremdeles en af de mægtigste Høvdinger eller maaskee den mægtigste. Næst ham var der neppe nogen mægtigere og højbyrdigere Høvding paa Vestkanten, end Thord Thorvaldssøn i Vatnsfjorden, en Dattersøn af Halldor Snorressøn, og selv paa fædrene Side sandsynligviis en Ætling af den gamle mægtige Anund Træfot. Thord var selv gift med Havlide Maarssøns Datter. Han synes at være død omtrent ved Hoff, og efterfulgtes i Besiddelsen af Godset og Høvdingskabet af sine tvende Sønner Paal og

  1. Sturlunga Saga II. 40; jvfr. de islandske Annaler ved 1163. Ved denne Kamp faldt en Prest, Halldor Snorressøn.
  2. Se ovenfor S. 933.