Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/975

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
957
Tilſtanden paa Island.

retten; man ſloges med Vaaben og Stene ſaa ſtore at man ſiden efter neppe kunde begribe, hvorledes Folk i deres. Raſeri havde kunnet løfte dem; Sommeren ſelv fik deraf Navnet „Steenkaſt-Sommeren“[1]. Og denne ſtedſe tiltagende Fejde-lyſt og Urolighed er ſaa meget mere paafaldende, ſom vi erfare, at en Mængde af Høvdingerne, deels før Ærens Skyld, deels ogſaa før at nyde godt af de dermed forbundne Fordele, iſær ſom Kirke-Ejere, ſelv vare indtraadte i den gejſtlige Stand, og havde modtaget Indvielſe, enten til den preſtelige Værdighed, eller til Diakonatet. Men de vedbleve i Regelen, med kun faa glædelige Undtagelſer, at leve, færdes og ſtride ſom verdslige Høvdinger, uden at lægge Chriſtendommens blidgjørende Virkninger, der ſkulde ytre ſig ſterkeſt hos dens beſkikkede Forkyndere, for Dagen i deres Levnet. Det var tydeligt nok at ſee, at Religionen eller rettere Kirkevæſenet her ſaa godt ſom ganſke var traadt i den verdslige Politiks Tjeneſte. Og da Religionen ſaaledes ikke længer, gjennem ſine Repræſentanter, Biſkopperne, kunde lægge det Baand paa Høvdingernes Selvraadighed, ſom disſe hidtil inden Øens egne Grændſer formaaede, er det klart, at Anarchiet ſnart maatte viſe ſig i ſin værſte Skikkelſe og ſine ſørgelige Følger, der tilſidſt bragte det udmattede Folk til at tilkjøbe ſig den Ro, efter hvilken det ſaa længe ſtundede, med Opgivelſen af ſin Selvſtændighed.

Blandt de Høvdinger, der ved Midten af det 12te Aarhundrede, og den nærmeſt følgende Tid maa anſees for Magthaverne paa Island, foruden Biſkoperne Kløng og Bjørn, og efter dennes Død Brand, maa man førſt og fremſt nævne den oftere omtalte Jon Loftsſøn[2] i Odde paa Sønderlandet, der omtrent paa den Tid havde tiltraadt ſin Fædrenegaard, og i enhver Henſeende udmerkede ſig fremfor de øvrige, ſaa vel ved ſin høje Byrd, ſin Rigdom, ſin Magt, og ſin Lærdom, ſom ved ſin Kjærlighed til Orden og Fred. Ogſaa han var Gejſtlig, for ſaa vidt han havde modtaget Diakonat-Indvielſen. I den veſtlige Egn af Landet var den gamle Thorgils Oddesſøn paa Stadarhool fremdeles en af de mægtigſte Høvdinger eller maaſkee den mægtigſte. Næſt ham var der neppe nogen mægtigere og højbyrdigere Høvding paa Veſtkanten, end Thord Thorvaldsſøn i Vatnsfjorden, en Datterſøn af Halldor Snorresſøn, og ſelv paa fædrene Side ſandſynligviis en Ætling af den gamle mægtige Anund Træfot. Thord var ſelv gift med Havlide Maarsſøns Datter. Han ſynes at være død omtrent ved Hoff, og efterfulgtes i Beſiddelſen af Godſet og Høvdingſkabet af ſine tvende Sønner Paal og

  1. Sturlunga Saga II. 40; jvfr. de islandſke Annaler ved 1163. Ved denne Kamp faldt en Preſt, Halldor Snorresſøn.
  2. Se ovenfor S. 933.