Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/974

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
956
Magnus Erlingsſøn.

derkaſtede ſig ham, til Dublin, hvis Indbyggere ligeledes modtoge ham med Glæde, haabende, ſom det ſynes, at han vilde beſkytte dem mod ſine Vaſallers Undertrykkelſer. Hvorledes ſiden efter ogſaa Kong Ruaidhri underkaſtede ſig, og de engelſke Kongers Herredømme i Irland befæſtedes, ſkjønt under idelig Kamp og kun med langſom Fremgang, hører ikke hid. Med Øſtmands-Stædernes Undertvingelſe ophører Irlands Hiſtorie at gribe ind i Nordens. Imidlertid ophørte ikke derfor Øſtmændene ſelv at danne en ſæregen Korporation, fornemmelig i Dublin, hvor de endnu lang Tid efter omtales ſærſkilt, endog ſaaledes, ſom om de fremdeles havde bibeholdt meget af deres Selvſtændighed. Endog den Dag i Dag benævnes en Afdeling i Dublin efter dem med Navnet Oxmantown, egentlig Oſtmanntown eller Øſtmænds-Byen[1].

102. Begivenheder paa Island.


Paa Island begyndte nu atter en urolig Tid. De gamle Slægter ſmeltede mere og mere ſammen til faa, hvis Medlemmer derved bleve overhaands rige og mægtige, og tillige i ſamme Mon overmodige og trættekjære, ſom de følte ſig i Beſiddelſe af overlegen Rigdom og Magt. Fejder bleve atter hyppige, og de førtes ikke længer, ſom i gamle Dage, kun mellem enkelte Høvdinger perſonligt, eller i det højeſte med ubetydelige Følger af Tilhængere og Huusfolk. De ſtore Høvdinger kunde nu langt heller kaldes lige ſaa mange uafhængige Fyrſter, der førte Hundreder af Krigere mod hinanden, gjorde formelige Felttog, og voldte Forſtyrrelſe og Blodsudgydelſe over det hele Land. Godordene, hvis Beſiddelſe var arvelig, men ſom ogſaa kunde kjøbes, kom paa denne Viis, ligeſom Jordegodſet, deels ved Arv, deels ved Kjøb, til at tilhøre nogle faa mægtige Ætter, hvis Medlemmer ſaaledes forenede flere Godord, og derved ej alene fik en Mængde afhængige Thingmænd rundt om i Landet, men ogſaa Godernes Net til at udnævne Lagrettens Medlemmer, erhvervede fuldkomment Herredømme paa Althinget, og der ganſke kunde beſtemme Tingenes Gang. Denne Høvdingernes ſtore Magt betog ogſaa Biſkopperne meget af den Indflydelſe, de i ſaa lang Tid til Landets Held havde udøvet. Ja ſtundom toge de endog ſelv Deel i Fejderne, om ikke perſonligt, ſaa dog ved at underſtøtte en af de ſtridende Parter. Der tales iſær om en forfærdelig Kamp, der fandt Sted paa Althinget i 1163, i og omkring Lag-

  1. Se herom iſær Giraldus Cambrenſis, de expugn. Hiberniæ, Camdens Samling, S. 755—811; Thomas Moores History of Ireland S. 199 flg. Jvfr. Worsaa, Minder om de Danſke og Nordmændene, S. 430—437, jvfr. S. 400—402.