derkastede sig ham, til Dublin, hvis Indbyggere ligeledes modtoge ham med Glæde, haabende, som det synes, at han vilde beskytte dem mod sine Vasallers Undertrykkelser. Hvorledes siden efter ogsaa Kong Ruaidhri underkastede sig, og de engelske Kongers Herredømme i Irland befæstedes, skjønt under idelig Kamp og kun med langsom Fremgang, hører ikke hid. Med Østmands-Stædernes Undertvingelse ophører Irlands Historie at gribe ind i Nordens. Imidlertid ophørte ikke derfor Østmændene selv at danne en særegen Korporation, fornemmelig i Dublin, hvor de endnu lang Tid efter omtales særskilt, endog saaledes, som om de fremdeles havde bibeholdt meget af deres Selvstændighed. Endog den Dag i Dag benævnes en Afdeling i Dublin efter dem med Navnet Oxmantown, egentlig Ostmanntown eller Østmænds-Byen[1].
Paa Island begyndte nu atter en urolig Tid. De gamle Slægter smeltede mere og mere sammen til faa, hvis Medlemmer derved bleve overhaands rige og mægtige, og tillige i samme Mon overmodige og trættekjære, som de følte sig i Besiddelse af overlegen Rigdom og Magt. Fejder bleve atter hyppige, og de førtes ikke længer, som i gamle Dage, kun mellem enkelte Høvdinger personligt, eller i det højeste med ubetydelige Følger af Tilhængere og Huusfolk. De store Høvdinger kunde nu langt heller kaldes lige saa mange uafhængige Fyrster, der førte Hundreder af Krigere mod hinanden, gjorde formelige Felttog, og voldte Forstyrrelse og Blodsudgydelse over det hele Land. Godordene, hvis Besiddelse var arvelig, men som ogsaa kunde kjøbes, kom paa denne Viis, ligesom Jordegodset, deels ved Arv, deels ved Kjøb, til at tilhøre nogle faa mægtige Ætter, hvis Medlemmer saaledes forenede flere Godord, og derved ej alene fik en Mængde afhængige Thingmænd rundt om i Landet, men ogsaa Godernes Net til at udnævne Lagrettens Medlemmer, erhvervede fuldkomment Herredømme paa Althinget, og der ganske kunde bestemme Tingenes Gang. Denne Høvdingernes store Magt betog ogsaa Biskopperne meget af den Indflydelse, de i saa lang Tid til Landets Held havde udøvet. Ja stundom toge de endog selv Deel i Fejderne, om ikke personligt, saa dog ved at understøtte en af de stridende Parter. Der tales især om en forfærdelig Kamp, der fandt Sted paa Althinget i 1163, i og omkring Lag-
- ↑ Se herom især Giraldus Cambrensis, de expugn. Hiberniæ, Camdens Samling, S. 755—811; Thomas Moores History of Ireland S. 199 flg. Jvfr. Worsaa, Minder om de Danske og Nordmændene, S. 430—437, jvfr. S. 400—402.
