Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/973

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
955
Øſtmændene betvinges.

Vilkaar at Jarlen, fornyende ſin Troſkabsed, overgav ham Dublin med tilliggende Diſtrikt og de øvrige allerede erobrede Søhavne, hvorimod han ſelv ſkulde beholde det øvrige ſom arveligt Len under den engelſke Konges Lenshøjhed. Han udruſtede derpaa en Flaade af 400 Skibe, med en Hær af 400 Riddere og 4000 Mand, og drog i Følge med Richard Jarl over til Irland, hvor han landede i Waterford (Oktober 1171). I Mellemtiden, under Richards Fraværelſe, omtale de irſke Beretninger kun et eneſte Forſøg paa at afkaſte det fremmede Aag, idet Tighearnan O’Ruarc med en i Haſt ſamlet Styrke gjorde et heftigt Angreb paa Dublin, men blev ſlagen tilbage med et ſtort Tab, da den tapre Milo af Cogan gjorde et uventet Udfald. Fra denne Forfatternes Taushed kart man dog neppe ſlutte, at der ikke ogſaa ſkede andre Forſøg mod Erobrerne i Dublin, aller mindſt, naar de udførtes af andre end Irlændere. Og til ingen Tid er det rimeligere at Svein Asleivsſøn paa Orknøerne gjorde hiint Tog mod Dublin, paa hvilket han faldt, end netop paa denne. At det ſkede efter at Englænderne havde ſat ſig i Beſiddelſe af Dublin, ſees ſaavel deraf, at han kort forhen havde angrebet og opbragt et engelſk Skib, der bragte en koſtbar Ladning til denne Stad, ſom af den fiendtlige Maade, paa hvilken han optraadte mod Stadens Magthavere, ſom Sagaen kalder dem[1]. At han ej deeltog i Aſkells ſidſte Kamp, ſees tydeligt nok af Beſkrivelſen over denne, der desuden forefaldt om Vaaren medens derimod Sveins Tog forefaldt ſeenhøſtes, og netop paa en Tid af Aaret, da Richard Jarl var borte. I ſig ſelv er det ogſaa højſt ſandſynligt, at Svein har ſøgt at hevne Aſkells Død, og at han dertil har villet benytte Lejligheden, medens Englændernes Magt, ſom man maa formode, var paa det ſvageſte; muligt endog, at Svein kan have været i Følge med O’Ruarc[2]; under alle Omſtændigheder ſynes hans Fald at maatte henføres til denne Mellemtid. Ikke længe efter kom Kong Henrik ſelv, hvis Tog ſnareſt lignede et Triumftog, idet Fyrſter og Stæder overalt un-

  1. Orknøyinga Saga S. 402. De kaldes her valdsmenn, og omtales aabenbart paa en noget fremmed Maade, ſom om de ikke oprindelig hørte hjemme i Staden.
  2. At Giraldus’s Beretning her ikke nævner noget om at Staden eller Befalingsmæendene allerede ſkulde have kapituleret, hvilket Orknøyinga Saga beretter, kan godt forklarer-“ deraf, at Staden ikke engang efter denne endnu formelig var overgiven, men at Angriberne førſt ſiden efter ſkulde tage den i Beſiddelſe. Det har ſaaledes maaſkee ikke engang nogenſinde været Beſætningens oprigtige Henſigt at overgive den, og det hele kunde være en Krigsliſt for at overraſke Vikingerne. Thi forøvrigt ſtemmer Beretningen om O’Ruarcs ſidſte Kamp temmelig godt med hvad Orknøyinga Saga fortæller om Svein.