Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/972

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
954
Magnus Erlingsſøn.

klares det herved aller bedſt, hvorfor Aſkell tog ſin Tilflugt til Orknøerne[1]. Aſkell angreb Dublin med ſtor Heftighed, og havde nær overvældet Milo, men et pludſeligt Udfald, ſom dennes Broder gjorde netop i rette Tid, ſkaffede Englænderne Overhaand, og Øſtmændene flygtede. Jon den ode faldt efter et tappert Forſvar; Aſkell blev fangen, og henrettet, da han reent ud erklærede, at han vilde fornye Forſøget med ſtørre Eftertryk, om man ſatte ham paa fri Fod igjen. Hermed var imidlertid ikke al Fare forbi. Erkebiſkop Laurentius, der indſaa at ingen Tid var belejligere end denne til at blive af med de ubudne Gjeſter, havde ved ſine Overtalelſesgaver bragt flere af Smaafyrſterne til at tilſideſætte deres private Fejder, for med forenede Kræfter at angribe Englænderne; der hendtes ogſaa Geſandter i hans og Kong Ruaidhris Navn til Gudrød paa Man og Syderøernes Høvdinger, for at opfordre dem til Biſtand mod den fælles Fiende. Der ankom og en Flaade fra Øerne af 30 Skibe, og lagde ſig udenfor Dublin, medens en irſk Hær paa henved 30000 Mand omringede den fra Landſiden. Men i Stedet for at vove et kjekt Angreb blev denne hele ſtore Styrke liggende uvirkſom omkring Staden, indſkrænkende ſig til en ſimpel Blokade. Den engelſke Beſætning, over hvilken Richard Jarl nu ſelv havde overtaget Befalingen, kom vel i den yderſte Nød, og Richard begyndte allerede at underhandle, tilbydende ſig at tage Leinſter til Len af Ruaidhri. Men da denne, eller rettere Erkebiſkop Laurentius, ikke vilde indlade ſig herpaa, men derimod fordrede at Richard ſkulde overgive alle de Steder og Slotte, han holdt beſat, og forlade Irland med alle ſine Folk, vi-ſluttede Richard heller at lade det komme an paa et driſtigt og fortvivlet Udfald. Og dette kronedes med et ſaadant Held, at hele den fiendtlige Armee i faa Timer aldeles adſplittedes, og at Englænderne vendte tilbage til Staden med et overmaade rigt Bytte, og Levnetsmidler til at kunne underholde Beſætningen for et heelt Aar.

Imidlertid havde en Afdeling af Richards Hær været ſaare uheldig ved Wexford, og da han tillige fik foruroligende Efterretninger om Kong Henriks Vrede over hiins egenmægtige Fremgangsmaade, vovede han ikke andet end at drage over til England for at formilde ham, og anraabe ham om Hjelp. Til Befalingsmand i Dublin under ſin Fraværelſe udnævnte han atter Milo af Cogan. Kongen, lod ſig formilde, paa det

  1. Askell kaldes nemlig i de fire Meſtres Annaler en Søn af Ragnvald, Søn af Thorkell; denne Ragnvald Thorkellsſøn nævnes ſom Høvding allerede i 1146, og da nu ei alene „Thorkellsſønnerne“ omtales ſom mægtige paa Man og Suderøerne omkring 1142, men Svein Asleivsſøns højbyrdige og rige Huſtru Ingerid (ſe ovenfor S. 817) var Datter af en Thorkell, bliver det, ſom allerede her bemerket, højſt ſandſynligt, at hun var Ragnvalds Syſter, Aſkells Faſter.