Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/971

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
953
Dublin erobret af Englænderne.

han ydede Faderen, og rykkede nu, ledſaget af denne, tvers igjennem Landet lige til Dublins Mure, uden at komme i Berørelſe med Ruaidhri. Indbyggerne, ſom ej havde ventet at ſee Fienden ſaa pludſeligt for ſine Porte, bleve aldeles overraſkede, og aabnede Underhandlinger med Diarmid gjennem Erkebiſkoppen, den højſt agtede Lorcan eller Laurentius O’Toole. Men førend Underhandlingerne vare ſluttede, og Indbyggerne derfor endnu ikke ventede noget Angreb, ſtormede den tapre Milo af Cogan, en af Høvdingerne i den engelſke Hær, ind over et ſvagt eller ubevogtet Sted paa Muren, og fik i en Haandevending Staden i ſin Vold (21 Septbr. 1170). Det lykkedes dog Aſkell tilligemed endeel af de fornemſte Øſtmand at undkomme til Skibene, og paa dem at ſlippe bort til Syderøerne og Orknøerne, maaſkee i Følge med den orknøiſke Flaade, der juſt ved denne Tid herjede paa Irlands Kyſter, og neppe har tilhørt nogen anden end Svein Asleivsſøn[1]. Men en ſtor Mængde blev dræbt, og Byen plyndret af Sejrherrerne. Milo af Cogan udnævntes til Stadens Befalingsmand, og forblev der med en betydelig Styrke, medens Jarlen af Pembroke drog imod Kong Ruaidhri, der havde begivet ſig til Meath for at underſtøtte Tighearnan O’Ruarc. Imidlertid havde Kong Henrik II, ſkinſyg over Richard Jarls Fremgang, udſtedt et Forbud mod at underſtøtte ham, og befalet alle de engelſke Riddere, der allerede havde taget Tjeneſte hos intet, at vende tilbage, uagtet ikke alle rettede ſig herefter, forvoldte det dog betydelig Afgang i Richards Krigsmagt; og denne Afgang blev end ſtørre, da Kong Diarmid paa ſamme Tid døde, thi uagtet Richard, ſom Diarmids Svigerſøn, tilegnede ſig Arveretten efter ham, blev han dog forladt af alle dem, der kun af perſonlig Hengivenhed havde ſluttet ſig til Diarmid. Medens han befandt ſig i disſe mislige Omſtændigheder, kom Aſkell tilbage (ved Pindſetid 1171) med en Flaade af ikke færre end 60 Skibe, og en ſtor Mængde Krigere, ſom han iſær ſkal have faaet ſamlet paa Orknøerne, og bevæbnede, ſom det fortælles med Ringbrynjer og runde, røde Skjolde[2]; deres egentlige Anfører, en Høvding fra Orknøerne, kaldes Jon den ode eller raſende. Hvis Aſkell, ſom man maa formode, var en Slægtning ſaavel af Svein Asleivsſøns Huſtru Ingerid, ſom af Harald Jarl ſelv, er det højſt ſandſynligt, at disſe Hjelpetropper og Skibe under Jons Anførſel vare udruſtede af Jarlen og Svein i Fællesſkab: i det mindſte for-

  1. De fire Meſtres Annaler, ved 1170: Diarmid O’Hainfeth, Herre til Ui-Meith, og Anfører for Fyrſten af Oileaehs Rytteri, blev dræbt paa Inislachain (i Antrim) ved en Flaade fra Orknøerne.
  2. Giraldus, Pag. 772.