Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/969

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
951
Englænderne paa Irland.

tale Øſtmændene deres Sold eller Skat. Underkaſtelſen var ſaaledes kun af Navn, og den egentlige Fordeel paa Øſtmændenes Side. De vedbleve lige fuldt at danne en Magt for ſig ſelv, under Anførſel af den tapre Aſkell Ragnvaldsſøn, ſom i Aaret 1159, 1160 eller 1161 havde fulgt Broder Thorkelsſøn, der ſynes at have været hans Farbroder[1], i Regjeringen. Imidlertid havde der længe herſket en heftig Strid mellem Underkongerne Tighearnan O’Ruarc i Breifru og den gruſomme Diarmid Moe Murchada i Leinſter. Underſtøttet ſaavel af Ruaidhri, ſom af Øſtmændene i Dublin, lykkedes det Tighearnan at bringe Diarmid ſaaledes i Knibe, at han maatte ſøge ſin Frelſe ved Flugten, og begav ſig over til England, for at bede Kong Henrik II om Hjelp. Maaſkee han vidſte at denne allerede længe havde næret Planer til Irlands Undertvingelſe, ja endog udvirket en Bulle af Pave Hadrian (Kardinal Nikolas), der tillod ham at tage Landet i Beſiddelſe, imod at dets Kirkeforhold ordnedes ſom i de øvrige romerſk-katholſke Lande og Rumaſkatten eller den aarlige Afgift af Peterspening indførtes. Paven havde endog ſendt Henrik en Ring ſom Tegn paa Inveſtituren med Herſker-Retten over Irland. Diarmid traf ikke Henrik i England, men maatte opſøge ham i Akvitanien. Idet han nei klagede ſin Nød for Henrik, og anraabte ham om hans Hjelp, tilbød han ſig, ſom det næſten faldt af ſig ſelv, at tage ſit Rige til Len af ham, hvis han ved hans Biſtand vandt det tilbage. Henrik greb med ſtørſte Glæde den uventede Lejlighed, der ſaaledes med Eet tilbød ſig for ham til at bringe den Plan, der ſaa længe havde beſkjeftiget ham, til Udførelſe. Selv kunde han viſtnok ikke for det førſte ledſage ham, da han havde fuldt op at beſtille, deels med at undertvinge nogle Baroner i Bretagne, deels med den Strid, hvori han for Øjeblikket laa med Erkebiſkoppen Thomas Becket; men han modtog Diarmids Hylding, og medgav ham et aabent Brev, hvori han tillod enhver af ſine Mænd, der havde Lyſt, at ſtaa ham bi (1168). Med dette Brev ilede Diarmid tilbage til England, hvor den tapre Richard Clare, kaldet Strongbow, Jarl af Pembroke, ſaa vel ſom et Par andre tapre Riddere, tilſagde ham deres Biſtand, og lovede den førſt kommende Vaar (1169) at komme over til Irland med endeel engelſke og væliſke Krigere. I Haabet herom vovede Diarmid endog at vende tilbage til Irland, og allerede foreløbigt at begynde Kampen med ſine Modſtandere, ved Hjelp af nogle faa væliſke Krigerſkarer, ſom tidligere end de øvrige kom over. Dette var imidlertid forhaſtet, og han kom i den ſtørſte Knibe, men ſnart

  1. Broder kaldes nemlig Mac Torcaill (Thorkellsſøn), Aſkell derimod Mac Ragnaill Mac Torcaill. Aſkells Navn ſkrives ogſaa Aſkuldh, Aſkulf, Haſkulf; det er ſaaledes ikke ganſke afgjort, om han ej ſnarere har hedet Høſkuld.