Stadens Forsvarer, mens Erobreren selv, Richard Strongbow, var i Frankrige[1].
Østmændenes Undertvingelse paa Irland er en Begivenhed, som endog uden Hensyn til den mere eller mindre fremtrædende Rolle, Svein Asleivssøn spillede derved, i og for sig har Krav paa vor Opmerksomhed, da den, om den end ikke medførte et umiddelbart Tab for den norske Krone, dog forberedte den norske Nationalitets Forfald i en oprindelig norsk Koloni, og tillige kan kaldes det første i Rækken af de Tab, der svækkede Norges og Nordmændenes Indflydelse i hine vestlige Egne, og gave Englænderne Herredømmet i deres Sted. Det var heller ikke for Irerne selv, men for Englænderne, at Østmændene paa Irland, bukkede under. Hvis Englænderne ikke, netop paa denne Tid, havde søgt at underkaste sig Irland, og drevet dette Foretagende med megen Kraft, vilde Irerne neppe nogensinde have kunnet underkue Østmændene, og det var fornemmelig hos disse at Englænderne sandt den sterkeste Modstand. Vistnok erkjendte Østmændene, som vi have seet, stundom enkelte irske Kongers Overhøjhed, men kun ligesom i Forbigaaende, og naar de selv derved kunde opnaa en eller anden Fordeel. I Midten af det 12te Aarhundrede rasede Stridigheder værre end nogensinde mellem Kongerne paa Irland. Fyrst Tirdelvach af Connaught, der endelig drev det til at blive anerkjendt som Overkonge (1133) havde, som ovenfor (S 826) omtalt, mod Slutningen af sin Regjering at kæmpe mod den mægtige Muirkertach O’Lochlan, der nogle Aar efter Tirdelvachs Død ogsaa tiltvang sig Overkonge-Værdigheden (1161). Da han siden (1166) faldt i et Slag mod en af Smaafyrsterne, vendte Overherredømmet tilbage til den connaughtske Æt, idet Ruaidhri O’Conner, Tirdelvachs Søn, blev erkjendt som Overkonge. Et af hans første Foretagender var at drage mod Dublin, hvis Østmænd hyldede ham som deres Konge. Nogle Aar i Forvejen havde de, som oven nævnt, indkaldt og hyldet Gudrød fra Man (1157), der igjen havde forladt dem; der maa saaledes vel have hersket Uroligheder og indvortes Stridigheder iblandt dem, hvilke de have søgt at forebygge ved at hylde Fyrster udenfor deres egen Midte. Maaskee ogsaa Ruaidhri selv var opfordret til at komme og modtage deres Hylding: at denne ikke var fremtvungen ved Magt, synes man at kunne slutte deels deraf, at det udtrykkeligt fortælles „at Ruaidhri hyldedes med lige saa mange Hædersbeviisninger som nogen af Østmændenes Konger“, deels af at han endog paalagde hele Irland en Skat af 4000 Kvæg, for at kunne udbe-
- ↑ Se herom nedenfor S. 951.
