Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/968

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
950
Magnus Erlingsſøn.

Stadens Forſvarer, mens Erobreren ſelv, Richard Strongbow, var i Frankrige[1].

101. Irlands og Øſtmændenes Undertvingelſe ved Englænderne.


Øſtmændenes Undertvingelſe paa Irland er en Begivenhed, ſom endog uden Henſyn til den mere eller mindre fremtrædende Rolle, Svein Asleivsſøn ſpillede derved, i og for ſig har Krav paa vor Opmerkſomhed, da den, om den end ikke medførte et umiddelbart Tab for den norſke Krone, dog forberedte den norſke Nationalitets Forfald i en oprindelig norſk Koloni, og tillige kan kaldes det førſte i Rækken af de Tab, der ſvækkede Norges og Nordmændenes Indflydelſe i hine veſtlige Egne, og gave Englænderne Herredømmet i deres Sted. Det var heller ikke for Irerne ſelv, men for Englænderne, at Øſtmændene paa Irland, bukkede under. Hvis Englænderne ikke, netop paa denne Tid, havde ſøgt at underkaſte ſig Irland, og drevet dette Foretagende med megen Kraft, vilde Irerne neppe nogenſinde have kunnet underkue Øſtmændene, og det var fornemmelig hos disſe at Englænderne ſandt den ſterkeſte Modſtand. Viſtnok erkjendte Øſtmændene, ſom vi have ſeet, ſtundom enkelte irſke Kongers Overhøjhed, men kun ligeſom i Forbigaaende, og naar de ſelv derved kunde opnaa en eller anden Fordeel. I Midten af det 12te Aarhundrede raſede Stridigheder værre end nogenſinde mellem Kongerne paa Irland. Fyrſt Tirdelvach af Connaught, der endelig drev det til at blive anerkjendt ſom Overkonge (1133) havde, ſom ovenfor (S 826) omtalt, mod Slutningen af ſin Regjering at kæmpe mod den mægtige Muirkertach O’Lochlan, der nogle Aar efter Tirdelvachs Død ogſaa tiltvang ſig Overkonge-Værdigheden (1161). Da han ſiden (1166) faldt i et Slag mod en af Smaafyrſterne, vendte Overherredømmet tilbage til den connaughtſke Æt, idet Ruaidhri O’Conner, Tirdelvachs Søn, blev erkjendt ſom Overkonge. Et af hans førſte Foretagender var at drage mod Dublin, hvis Øſtmænd hyldede ham ſom deres Konge. Nogle Aar i Forvejen havde de, ſom oven nævnt, indkaldt og hyldet Gudrød fra Man (1157), der igjen havde forladt dem; der maa ſaaledes vel have herſket Uroligheder og indvortes Stridigheder iblandt dem, hvilke de have ſøgt at forebygge ved at hylde Fyrſter udenfor deres egen Midte. Maaſkee ogſaa Ruaidhri ſelv var opfordret til at komme og modtage deres Hylding: at denne ikke var fremtvungen ved Magt, ſynes man at kunne ſlutte deels deraf, at det udtrykkeligt fortælles „at Ruaidhri hyldedes med lige ſaa mange Hædersbeviisninger ſom nogen af Øſtmændenes Konger“, deels af at han endog paalagde hele Irland en Skat af 4000 Kvæg, for at kunne udbe-

  1. Se herom nedenfor S. 951.