Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/967

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
949
Harald Maddadhsſøn Enejarl. Svein Asleivsſøns Fald.

for mig, at ſine min Mening herom“. Svein erkjendte i fuldeſte Maade hans gode Mening, lovede at han fra næſte Aar ſkulde høre op med Vikingelivet, iſær da han følte Alderens Tryk og Kræfternes Aftagen; men fra Høſtvikingen i dette Aar vilde han dog ikke afſtaa. Jarlen meente at Udfaldet kunde være uſikkert nok, men der blev ikke talt mere om den Sag, og Svein drog i Viking, førſt til Syderøerne, ſiden til Dublin, hvor han kom ſaa uventet, at Magthaverne der, rimeligviis den engelſke Beſætning under Milo Cogans Anførſel, ej vidſte Ord af, førend han allerede, ſom det heder, var indenfor Portene med ſine Mænd. Den ſkal derfor have tilbudt at overgive ſig, og udrede ſaa ſtor en Afgift, ſom han vilde paalægge, hvis han nu ſtrax vilde ophøre med Fiendtlighederne. Svein antog Tilbudet, Beſætningen aflagde Ed paa at opfylde det troligt, og han vendte tilbage til Skibene, for næſte Dag at modtage Giſler og tage Staden i Beſiddelſe. Men om Natten grove Forſvarerne forræderſk dybe Grave, ſom de løſeligen dækkede til, udenfor Portene og andenſteds, hvor hans Vej vilde falde, og lagde Bevæbnede i Baghold i de nærmeſte Huſe. Svein kom uden at ane nogen Fare, men faldt med ſine Mænd i Gravene; Bagholdet ſtyrtede frem, og nedſablede ham med en ſtor Mængde af hans Folk. De øvrige undkom til Orknøerne. Hans ſidſte Ord ſkulle have været disſe: „hvad enten jeg frelſer mig eller lader mit Liv, glæder jeg mig ved at jeg er den hellige Ragnvald Jarls Hirdmand, og haaber nu at nyde godt af hans Forbønner hos Gud“. Saaledes faldt den Mand, hvem man med Rette kan kalde Nordens ſidſte Viking, og ſom i fuldeſte Maal forenede de gamle Vikingers baade gode og ſlette Egenſkaber. Der ſiges og om ham, at han var den ypperſte og vældigſte Mand, der nogenſinde enten i ældre eller nyere Tider var fremſtaaet i Veſterlandene, og ikke har fyrſteligt Navn. Hans Sønner Olaf og Andres deelte hans Beſiddelſer og Efterladenſkaber mellem ſig[1].

Det angives ikke nøjagtigt, naar Svein faldt, og flere have derfor henført hans Fald til de dublinſke Øſtmænds ſidſte Kamp mod de engelſke Erobrere, ſom paa denne Tid havde begyndt at faa faſt Fod“paa Irland. Men denne Kamp beſkrives indtil de mindſte Enkeltheder ſaa aldeles forſkjelligt fra Sveins, at man ikke uden at ſnøre Vold paa authentiſke Efterretningers udtrykkelige Ord kan henføre begge Fortællinger til een og ſamme Begivenhed. Rimeligere derimod er det, ſom det nedenfor vil viſes, at Sveins Angreb paa Dublin forefaldt efter Stadens Erobring, og juſt i den Mellemtid, i Aaret 1171, da Milo Cogan var efterladt ſom

  1. Orknøyinga Saga, S. 396—404. Sveins Søn Andres egtede Frida, en Datter ak Kolbein Ruga, Broder til Biſkop Bjarne. En Sønneſøn af Andres, ved Navn Andres Gunnesſøn, omtales omkring 1233 i Sturlunga ſaga, V. 11.