Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/966

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
948
Magnus Erlingsſøn.

Sorgen over hans Drab ſaa levende, at der endog opkom Tale om at han var hellig, og at der ſkede Jertegn ved hans Grav. Hans Hellighed blev ſenere endog anerkjendt af Pave Coeleſtin III og hans Levninger højtideligt optagne og ſkrinlagte ved Biſkop Bjarne Kolbeinsſøns Beſtræbelſer (1192)[1]. Ragnvald efterlod ingen Sønner, kun Datteren Ingegerd, der var gift med Erik Slagbrelle og med ham havde flere Børn, af hvilke Sønnerne Harald unge og Magnus i det følgende komme til at nævnes.

Harald Maddadhsſøn var nu Eneherre ſaavel over Orknøerne og Hjaltland, ſom over Katanes, og blev en mægtig Høvding. Der tales ikke om at han aflagde Magnus Erlingsſøn nogen Hylding, men man kan dog neppe antage andet, iſær da det ſenere erfares, at Magnus Erlingsſøn forlenede Harald, Ragnvalds Datterſøn, med den halve Deel af Øerne, hvilket viſer, at den anden halve Deel ogſaa af Magnus ſelv betragtedes ſom Haralds retmæsſige Beſiddelſe[2]. Harald levede nu i den bedſte Forſtaaelſe med den mægtige Svein Asleivsſøn, der endog opfoſtrede hans Søn af førſte Egteſkab, bed Navn Haakon, og indviede ham i Krigerlivet, idet hun, ſaa ſnart hans Alder tillod det, tog ham med paa de Vikingstog, han endnu regelmæsſigt foretog to Gange om Aaret, førſt om Vaaren, naar Kornet var faaet, tildeels under hans egen Opſigt, ſiden om Høſten, naar Agrene vare ſkaarne og Kornet bragt i Huus. Paa et af disſe Tog, hvilke iſær ſynes at have gjeldt Syderøerne og det veſtlige Skotland var det vel, at han var med at fælde Sumarlide ved Renfrew (1164). Da flere Aar ſaaledes vare gangne hen, og Svein en Sommer var kommen tilbage med et overordentligt rigt Bytte af Klædesvarer og Viin, ſom han havde taget fra nogle engelſke Skibe, der ſkulde til Dublin, og i den Anledning gjorde et prægtigt Gilde paa ſin Gaard, hvor ogſaa Harald Jarl var en af Gjeſterne, fraraadede denne ham i al Venſkabelighed at fortſætte det urolige Vikingeliv, der dog ſeent eller tidligt vilde bringe ham i Ulykke. „Du har“, ſagde Jarlen, „længe ernæret dig og dine Folk ved Hærferd, men Voldsmænd gaar det gjerne ſaa, at de ligge paa ſine Gjerninger, naar de ikke holde op i Tide-“. Svein takkede Jarlen for hans venſkabelige og velmeente Raad, men tilſtod, at han ikke kunde bare ſig for at ſmile ved at høre disſe Ord af Jarlen, der ſelv juſt ikke havde Ord for at være nogen fredelig eller billigt tænkende Mand. „Jeg ſvarer for mig ſelv“, ſagde Jarlen, „men det var nu engang en Trang

    ſe Orknøyinga Saga S. 240, 242. Den er aftrykt i Egilsſøns Udgave af Snorra-Edda.

  1. De islandſke Annaler.
  2. Orknøyinga Saga S. 408.