Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/966

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
948
Magnus Erlingssøn.

Sorgen over hans Drab saa levende, at der endog opkom Tale om at han var hellig, og at der skede Jertegn ved hans Grav. Hans Hellighed blev senere endog anerkjendt af Pave Coelestin III og hans Levninger højtideligt optagne og skrinlagte ved Biskop Bjarne Kolbeinssøns Bestræbelser (1192)[1]. Ragnvald efterlod ingen Sønner, kun Datteren Ingegerd, der var gift med Erik Slagbrelle og med ham havde flere Børn, af hvilke Sønnerne Harald unge og Magnus i det følgende komme til at nævnes.

Harald Maddadhssøn var nu Eneherre saavel over Orknøerne og Hjaltland, som over Katanes, og blev en mægtig Høvding. Der tales ikke om at han aflagde Magnus Erlingssøn nogen Hylding, men man kan dog neppe antage andet, især da det senere erfares, at Magnus Erlingssøn forlenede Harald, Ragnvalds Dattersøn, med den halve Deel af Øerne, hvilket viser, at den anden halve Deel ogsaa af Magnus selv betragtedes som Haralds retmæssige Besiddelse[2]. Harald levede nu i den bedste Forstaaelse med den mægtige Svein Asleivssøn, der endog opfostrede hans Søn af første Egteskab, bed Navn Haakon, og indviede ham i Krigerlivet, idet hun, saa snart hans Alder tillod det, tog ham med paa de Vikingstog, han endnu regelmæssigt foretog to Gange om Aaret, først om Vaaren, naar Kornet var faaet, tildeels under hans egen Opsigt, siden om Høsten, naar Agrene vare skaarne og Kornet bragt i Huus. Paa et af disse Tog, hvilke især synes at have gjeldt Syderøerne og det vestlige Skotland var det vel, at han var med at fælde Sumarlide ved Renfrew (1164). Da flere Aar saaledes vare gangne hen, og Svein en Sommer var kommen tilbage med et overordentligt rigt Bytte af Klædesvarer og Viin, som han havde taget fra nogle engelske Skibe, der skulde til Dublin, og i den Anledning gjorde et prægtigt Gilde paa sin Gaard, hvor ogsaa Harald Jarl var en af Gjesterne, fraraadede denne ham i al Venskabelighed at fortsætte det urolige Vikingeliv, der dog seent eller tidligt vilde bringe ham i Ulykke. „Du har“, sagde Jarlen, „længe ernæret dig og dine Folk ved Hærferd, men Voldsmænd gaar det gjerne saa, at de ligge paa sine Gjerninger, naar de ikke holde op i Tide-“. Svein takkede Jarlen for hans venskabelige og velmeente Raad, men tilstod, at han ikke kunde bare sig for at smile ved at høre disse Ord af Jarlen, der selv just ikke havde Ord for at være nogen fredelig eller billigt tænkende Mand. „Jeg svarer for mig selv“, sagde Jarlen, „men det var nu engang en Trang

    se Orknøyinga Saga S. 240, 242. Den er aftrykt i Egilssøns Udgave af Snorra-Edda.

  1. De islandske Annaler.
  2. Orknøyinga Saga S. 408.