Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/965

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
947
Ragnvald Orknøjarls Fald.

ved Myren, hvor Thorbjørn havde taget Sæde bag en Dige og hvor han nu forſvarede lig længe og tappert mod Jarlsmændenes Angreb. Det førſte Øjeblik, da Kampen ſagtnedes, benyttede han til at bede Harald om Grid, erindrende ham om deres gamle Venſkab, og foreſtillende ham at han egentlig havde gjort ham den ſtørſte Tjeneſte ved at ſkille ham af med en Medherſker, der ſnarere maatte kaldes en Overherre. Harald laante disſe Ord et villigt Øre, da en af hans ypperſte Mænd, Magnus Haavardsſøn, foreſtillede ham det upasſende deri, og hvorledes det af alle vilde blive udlagt ſom om Drabet paa Ragnvald var ſkeet efter hans Foranſtaltning. Om end du, ſagde Magnus, giver ham Grid, ſkal han aldrig faa den af mig, ſaalænge der findes brave Mænd, ſom ville følge mig. Med disſe Ord ilede han, ledſaget af ſine Brødre og flere andre, omkring Diget for at anfalde Thorbjørn; og Harald, ſom ikke vovede andet end at holde gode Miner med ſine Mænd, ſatte med et vældigt Hop lige over. Ny adſpredte de fleſte af Thorbjørns Mænd ſig, efter hans eget Raad. Selv ilede han lige hen til Harald, faldt paa Knæ for ham og bad ham ſkjenke ſig Livet. Harald bad ham ſkynde ſig bort ſom han bedſt kunde, da han ej nennede at dræbe ham, men heller ikke for hans Skyld kunde ſtride med ſine egne Mænd. Da løb Thorbjørn, ſelv 9de, op i nogle tomme Selshuſe i Nærheden, og Forfølgerne efter; de ſatte Ild paa Huſene, ſaa at Flygtningerne efter et tappert Forſvar maatte gaa ud og alle bleve dræbte. Da ſaa man førſt, at Indvoldene den hele Tid havde hængt ud af det førſte Saar, Thorbjørn havde faaet. Jarlen tog nu Vejen ned ad Dalen, medens Magnus vendte tilbage til Ragnvalds Lig, for at ſyſle om det, og bragte det ſiden ned til Thorsaa, hvorfra Harald ſelv i et højtideligt Tog førte det over til Orknø, og lod det begrave ved St. Magnuskirken[1].

Ragnvald Jarls uventede Drab vakte almindelig Sorg, ej alene paa Øerne, men ogſaa hjemme i Norge og andenſteds, hvor han var kjendt, thi man behøvede kun at kjende ham for at holde af ham. Han var venlig, hjelpſom og gavmild mod alle, dertil beleven og aandfuld, og fremfor alt en ypperlig Skald, maaſkee en af de ypperſte og meeſt anſeede, ſom Norge og Island tilſammen have frembragt. Mange af hans Vers citeres ſom Mønſtre for Efterligning. Vi beſidde endnu en af ham i Forening med den islandſke Skald Hall Thorarinsſøn digtet ſaakaldet Háttalykill (Versartnøgel), en Draapa, hvis Vers ere Prøver paa alle brugelige Versarter, og ſom beſynger ſaavel de ældre heroiſke Sagn, ſom de norſke Kongers Hiſtorie[2]. Ragnvalds Yndeſt var ſaa ſtor, og

  1. Orknøyinga Saga S. 386—394.
  2. Denne Háttalykill digtedes omkring 1142; de nærmere Omſtændigher derved