ved Myren, hvor Thorbjørn havde taget Sæde bag en Dige og hvor han nu forsvarede lig længe og tappert mod Jarlsmændenes Angreb. Det første Øjeblik, da Kampen sagtnedes, benyttede han til at bede Harald om Grid, erindrende ham om deres gamle Venskab, og forestillende ham at han egentlig havde gjort ham den største Tjeneste ved at skille ham af med en Medhersker, der snarere maatte kaldes en Overherre. Harald laante disse Ord et villigt Øre, da en af hans ypperste Mænd, Magnus Haavardssøn, forestillede ham det upassende deri, og hvorledes det af alle vilde blive udlagt som om Drabet paa Ragnvald var skeet efter hans Foranstaltning. Om end du, sagde Magnus, giver ham Grid, skal han aldrig faa den af mig, saalænge der findes brave Mænd, som ville følge mig. Med disse Ord ilede han, ledsaget af sine Brødre og flere andre, omkring Diget for at anfalde Thorbjørn; og Harald, som ikke vovede andet end at holde gode Miner med sine Mænd, satte med et vældigt Hop lige over. Ny adspredte de fleste af Thorbjørns Mænd sig, efter hans eget Raad. Selv ilede han lige hen til Harald, faldt paa Knæ for ham og bad ham skjenke sig Livet. Harald bad ham skynde sig bort som han bedst kunde, da han ej nennede at dræbe ham, men heller ikke for hans Skyld kunde stride med sine egne Mænd. Da løb Thorbjørn, selv 9de, op i nogle tomme Selshuse i Nærheden, og Forfølgerne efter; de satte Ild paa Husene, saa at Flygtningerne efter et tappert Forsvar maatte gaa ud og alle bleve dræbte. Da saa man først, at Indvoldene den hele Tid havde hængt ud af det første Saar, Thorbjørn havde faaet. Jarlen tog nu Vejen ned ad Dalen, medens Magnus vendte tilbage til Ragnvalds Lig, for at sysle om det, og bragte det siden ned til Thorsaa, hvorfra Harald selv i et højtideligt Tog førte det over til Orknø, og lod det begrave ved St. Magnuskirken[1].
Ragnvald Jarls uventede Drab vakte almindelig Sorg, ej alene paa Øerne, men ogsaa hjemme i Norge og andensteds, hvor han var kjendt, thi man behøvede kun at kjende ham for at holde af ham. Han var venlig, hjelpsom og gavmild mod alle, dertil beleven og aandfuld, og fremfor alt en ypperlig Skald, maaskee en af de ypperste og meest anseede, som Norge og Island tilsammen have frembragt. Mange af hans Vers citeres som Mønstre for Efterligning. Vi besidde endnu en af ham i Forening med den islandske Skald Hall Thorarinssøn digtet saakaldet Háttalykill (Versartnøgel), en Draapa, hvis Vers ere Prøver paa alle brugelige Versarter, og som besynger saavel de ældre heroiske Sagn, som de norske Kongers Historie[2]. Ragnvalds Yndest var saa stor, og
