Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/964

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
946
Magnus Erlingsſøn.

Høſten[1] droge Jarlerne, ſom de ofte plejede, over til Katanes paa Hjortejagt. Der gik det Rygte, at Thorbjørn Klerk juſt paa den Tid ſkulde holde ſig der, og det temmelig mandſterk, for, om Lejlighed gaves, at kunne vove et eller andet driſtigt Overfald. Dette bevægede Jarlerne til at forſtærke deres Følge, faa at de i Alt havde 120 Mand, hvoraf de 20 til Heſt. Om Aftenen, den 20 Auguſt, rede de op ad Thorsdalen (langs Thurſowater), og tilbragte Natten paa en der liggende Gaard, den følgende Dag fortſatte de Rejſen, og bøjede mod Veſt op ad Sidedalen Kalvedal (Caldale). Ragnvald red ſelv femte et godt Stykke i Forvejen; Harald var noget bagefter. Vejen faldt igjennem en Gaard, hvis Ejer, Høſkuld, juſt ſtod ude og læsſede Hø. Han hilſede Jarlen ved Navn, meget højt, ſaa at det endog kunde høres langt borte. Og da Jarlen nu gjennem nogle trange Indhegninger og op ad en ſtejl Bakke, nærmede ſig Enden af Stuebygningen, hvor der ej ſaa ud til at være nogen Dør, ſaa man pludſelig Væggen aabne nu, idet endeel ganſke løſe Stene ramlede ned, og ud ſtyrtede Thorbjørn Klerk, ſom havde lignet paa Luur derinde, og kun ventet paa hiint Tegn, med flere Ve-væbnede, ſtevnede lige mod Jarlen, og hug til ham. En af dennes Følgeſvende, den 18aarige Aasulf, holdt ſin Arm op mod Hugget, der tog den af, og rammede Jarlen i Hagen. Ragnvald vilde ſpringe af Heſten, men hans Fod hang faſt i Stigbøjlen, og i det ſamme gjennemborede en af Thorbjørns Mænd ham med ſit Spyd. Thorbjørn, ſom ogſaa havde faaet et Spydſtik i Underlivet, ſkyndte ſig nu bort med ſine Hjelpere, førſt bag om Huſene, og ſiden trods ſit Saar ned ad Bakken vel hentil en Blødmyr. De mødte Harald, hvis Mænd anede Uraad og vilde gribe ham, men Harald forbød dem det, ſigende at han førſt ønſkede at høre Ragnvalds Beſtemmelſe. Da Harald kom op paa Gaarden, var her ſaa ſtor Tummel og Forvirring, at det varede en Stund, inden han fik vide, hvad der egentlig var paa Ferde. Da maatte han, ſaa gjerne han end ønſkede at kunne frelſe Thorbjørn, holde gode Miner, og følge ſine efter Hevn tørſtende Mænd, der fatte efter Morderne, for om muligt at gribe dem. De traf dem

  1. I Orknøyinga Saga omtales dette, ſom det ſkulde have varet et andet Diar; der ſiges ikke engang at det var det næſt følgende. Overhoved omtales alle disſe Begivenheder, ſom om de ſkulde have optaget langt flere Aar end det virkelig var Tilfældet. Men at Ragnvald virkelig døde 1158, ſees ej alene af Annalerne, men ogſaa af Orknøyinga Saga S. 418, hvilket Sted allerede ovenfor (S. 833) er anført og gjennemgaaet. Begivenhederne maa ſaaledes trænges mere ſammen, end det i Sagaen er ſkeet. Det er et ſtort Spørgsmaal, om Svein virkelig, ſom Sagaen fortæller, var kommen hjem fra ſit Vikingetog, og havde fortalt Reſultatet deraf, førend denne tiltraadte Rejſen til Katanes.