Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/962

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
944
Magnus Erlingsſøn

tage ind hos en i Nærheden boende Islænding.[1] Erlends Mænd kom paa Gaarden for at ſuge efter ham, og han frelſtes alene ved ſin Verts Aandsnærværelſe. Erlend ſatte ſig imidlertid i Beſiddelſe af alle Skibene, hvor han fik et meget rigt Bytte af Penge og andre Koſtbarheder (24de Oktb. 1151). Ragnvald ſkyndte ſig til Orfyri, hvor han traf Harald, ſom allerede var kommen der. De rejſte ſtrax paa ſmaa Baade over til Katanes. Imidlertid deelte Sejrherrerne det let erhvervede rige Bytte mellem ſig, og det er betegnende nok, at Svein magede det ſaa, at alle de Koſtbarheder, der havde tilhørt Ragnvald Jarl, faldt paa hans Parti, hvorefter han ſtrax ſendte dem over til Ragnvald. Trods Sveins Raad tog Erlend til Jule-Ophold ved Daminsø, hvor han og hans Mænd førte et ſorgløſt og lyſtigt Liv, uden tilbørligt at være paa deres Poſt. En Aften kort før Juul (20de Decbr.), da Svein var rejſt bort i et Erende, kom begge Jarler ganſke uventet over ham. Han ſov ombord paa ſit Skib, men var ſaa drukken at man ej engang kunde faa ham vækket. Førſt tre Dage efter fandt man hans Lig, gjennemboret af et Spyd. Svein Asleivsſøn hevnede ſiden hans Død ved at overfalde og med egen Haand at dræbe en Mand, der roſte ſig af at have givet ham Baneſaar, men laante dog Ragnvalds Mæglingsforſlag et villigt Øre, ja tilbragte endog Julen hos denne, ſom indbøde ham til ſig og foreſlog ham at forlige ſig med Harald. Dette Forlig mellem Svein og Jarlerne kom ogſaa virkelig iſtand, men paa Vilkaar, ſom Svein fandt alt for haarde, nemlig at han ſkulde udrede en Mark Guld til hver af Jarlerne, afſtaa Halvparten af ſit Jarlegods, og kun beholde den anden Halvpart tilligemed et godt Langſkib. Ragnvald erklærede ſtrax, at han intet vilde have af Svein, og gav Slip paa ſin Andeel. Ikke ſaa Harald, ſom drog over til Sveins Gaard paa Gaareksø, og der ſelv tog uden Skaanſel for flg af hans Korn og Forraad. Forbitret ilede Svein derhen, og vilde endog ſætte Ild paa ſin egen Gaard for at brænde Jarlen inde, uden Henſyn til at hans egen Huſtru og Datter ogſaa maaſkee derved vilde blive indebrændte; men han fik i rette Tid vide, at Jarlen juſt var dragen paa Jagt, og afſtod da fra ſit fortvivlede Forſæt.[2] Svein førte endnu i nogle Maaneders Tid Fejde med Harald, og tilſyneladende med Ragnvald, indtil denne omſider fik mæglet Fred, og Fiendtlighederne ophørte (1ſte Juni 1157), ja Svein, Thorbjørn Klerk og Erik Slagbrelle gjorde endog i Forening et lidet Søtog, omtrent paa de gamle Vikingers Viis, da de, efter at have anløbet Syder-

  1. Hans Navn var Botolf Beyla, og han var en god Skald.
  2. Svein, fortælles der, vilde opſøge Harald, og ſpurgte ſin Huſtru Ingebjørg, hvor han var, men da hun og par i Slægt med Harald, var hun ikke paa nogen Maade at formaa til at røbe hans Opholdsſted.