Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/958

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
940
Magnus Erlingsſøn.
100. Syderøiſke og Orknøiſke Begivenheder. Ragnvald Jarls Fald.


Paa Norges Forhold til Skatlandene ſynes Tronſtridighederne nu, ſom ellers, at have haft den Følge, at Afhængighedsbaandet ſlappedes, og Fyrſterne raadede ſig ſom de vilde, deels fordi Kongerne i Norge havde for fuldt op at beſtille hjemme til at kunne ofre Skatlandene-s Anliggender nogen ſynderlig Opmærkſomhed, deels fordi Skatlandenes Fyrſter ſelv ved at holde ſnart med den ene ſnart med den anden af de ſtridende Parter altid kunde ſikre ſig en i det væſentlige uafhængig Stilling. Saaledes have vi allerede ſeet, hvorledes Kong Gudrød paa Syderøerne gik over fra Inge til Haakon, og det midt under Slaget ved Oslo. For ham gjaldt det egentlig kun at faa Underſtøttelſe mod ſin Svoger, den mægtige Sumarlide af Argyll, der ſpillede Meſter i hine Egne. Det maa bare været denne, der i Aaret 1154 udruſtede hiin før omtalte ſtore men uheldige Expedition til Irland, for at ſtaa Muirkertach O’Lochlan bi mod Overkongen Tirdelvagh, thi Krigsmændene paa dette Tog ſiges udtrykkeligt at have været fra det ſydveſtlige Skotland, Syderøerne og Man, altſaa Lande, hvor Sumarlide havde Beſiddelſe-r eller Tilhængere. I Forbindelſe hermed ſtaar det øjenſynligt, at Gudrød enten i 1154 eller 1155 indkaldtes af Indbyggerne i Dublin, hyldedes ſom Konge, og vandt en glimrende Sejr over Muirkertachs Broder, ſytti denne med en Hær ſendte mod Dublin. Efter denne Sejr, heder det, vendte han tilbage til Man, ſendte ſine Stridsmænd fra ſig, og betragtede ſig nu ganſke ſikker paa Tronen[1]. Ved hiin Sejr maa han altſaa have tilføjet Sumarlide et føleligt Knæk. Men i Følelſen af ſin Sikkerhed blev han ſaa tyranniſk, at mange af de mægtigere Mænd i Syderøerne ej længer kunde finde ſig deri, og den meeſt anſeede af dem, Thorfinn Ottarsſøn, begav ſig til Sumarlide, for i deres Navn at bede om at de maatte faa hans Søn Duggall, Kong Olafs Datterſøn, til Konge. Sumarlide føjede dem med Glæde heri, og ſendte Duggall med Thorfinn, ſom førte ham om paa Øerne, og fik ham deels med det Gode, deels med Magt, tagen til Konge. Ved Efterretningen herom udruſtede Gudrød en Flaade, og holdt et blodigt Slag med Sumarlide (6 Jan. 1158), hvor ingen af Parterne ſejrede, men ſom endtes med at de næſte Dag ſluttede Fred paa den Betingelſe, at Riget deeltes, idet nemlig Duggal rimeligviis fik de Øer, der laa Argyll nærmeſt. Denne Deling vedblev ſiden efter, ſaalænge Kongedømmet beſtod

  1. Den Manſke Krønike. De irſke Annaler tale ei herom. Krøniken henfører Begivenheden til hans Regjerings 3die Diar, altſaa 1156 eller 1157, men da den ſiden efter udtrykkelig omtaler Begivenheder for 1156, der indtreffe efter at Gudrød ſiden ſin Hjemkomſt var begyndt at blive tyranniſk, er det tydeligt nok, at hans Dublinstog maa have fundet Sted endnu i 1154 eller 1155, førend han ret havde befaſtet ſig pa Tronen, og at Angivelſen „tertio anno“ er fejlagtig.