Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/956

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
938
Magnus Erlingsſøn.

lade ſig leje for Penge til at dræbe Mænd, med hvem de intet have udeſtaaende, undtagen naar Kongen lader refſe til Landrenſelſe og Fred; ſaa og de, der tage Kvinder med Ran, eller andre Mænds Koner, Fæſtemøer, eller Datum uden deres lovlige Verrgers Samtykke, og endelig de, der hevne ſlige Ubodemænd eller fordre Bøder efter dem: de ere alle Ubodemænd, have forvendt Fæ og Fred, Land og Løsøre; og de, ſom værge ſit Gods eller fine Frændkoner for dem ere fredhellige, men alle hine derimod ugilde, hvad enten de faa Saar eller Bane“. De her opregnede og ſom Ubodemaal ſtemplede Forbrydelſer vare netop de, der tillagdes det ſigurdſke Parti, og iſær de vilde, lovløſe Grædſeboer og Elvegrimer.

Sandſynligviis have ved denne Lejlighed ogſaa de allerede ovenfor omtalte Beſtemmelſer, ſom ſigtede til at omgive Erkeſtolen med den tilbørlige Glands, enten været vedtagne, eller for ſaa vidt de alle, eller enkelte, hidrørte fra Kardinal Nikolas’s Tid, bekræftede og maaſkee udvidede, f. Ex., at medens de øvrige Biſkopper maatte nøje ſig med 30 Skydsheſte, naar de rejſte for at indvie Hovedkirken kunde Erkebiſkoppen rekvirere enhver Heſt, ſom nogenſinde havde været Sadel eller Sele[1]. Voldsgjerninger, begaade inden Chriſtkirkens eller Mariekirkens Enemerker, ſtraffedes ſtrengere end om de vare forøvede ved andre Kirker[2]. At Biſkoppernes Eneret til at beſætte de gejſtlige Embeder, og Domkapitlernes til at vælge Biſkopper, uden Indblanding fra Kongens Side, erkjendtes eller bekræftedes, falder af ſig ſelv. Paa dette maa tillige, ſom det ſynes, de Forandringer i Gulathings-Loven, fornemmelig Kirkeretten, der udtrykkeligt tillægges Magnus, være vedtagne; de gaa i det Hele taget ud paa at ſkjærpe Straffene og ſaaledes udvides Gejſtlighedens Magt, medens dog tillige enkelte forældede Skikke afſkaffes[3]. Merkeligt er det, at Beſtemmelſen om Tiende da førſt ſynes at have været optagen i Gulathings-Loven[4]. Formodentlig var det vel ogſaa nu, gjennem Legaten Stephan, at Pave Alexander, ſom det udtrykkeligt ſiges, tillod at fiſke Sild, naar den kom til Landet, ogſaa paa Søn- og Hellig-Dage, med Undtagelſe af de aller fornemſte, der ſærſkilt opregnes[5].

Da alt dette nu var afgjort og vedtaget, aflagde Kongen, Erling og 12 Lendermænd med dem paa de øvriges Vegne Ed paa, at de vedtagne Beſtemmelſer ſkulde overholdes. Derpaa ſtred man til Kroningen,

  1. Ældre Froſtathingslov II. Cap. 44. jvfr. ældre Gulathingslov Cap. 33.
  2. Ældre Froſtathingslov II. 10. De tvende her omtalte Beſtemmelſer nævnes udtrykkeligt i Brevet af 1174.
  3. Ældre Gulathingslov Cap. 21, 22.
  4. Ældre Gulathingslov Cap. 8.
  5. Ældre Froſtathingslov II. 26.