Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/955

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
937
Forbund mellem det gejſtlige og det verdslige Ariſtokrati.

endog uden Henſyn til deres aandelige Kald, alene i verdslig Henſeende forlene dem Auktoritet. Hertil kom, at Lendermands-Ariſtokratiet i det Hele taget intet Afbræk led ved den Magtudvidelſe, ſom nu blev Gejſtligheden til Deel, og ſom kun gik ud over Kongedømmet. Tvertimod kom den de verdslige Herrer ſelv middelbart til Gode, ej alene fordi Kongedømmet derved ſvækkedes, men fordi Gejſtlighedens fornemſte Medlemmer viſtnok alle, eller for den ſtørſte Deel, ſelv tilhørte Landets ypperſte Ætter, og ſaaledes deelte deres Interesſer. Man ſeer derfor ogſaa under den ſenere Kamp mellem Ariſtokratiets og den arvelige Kongemagts Partier hiint tillige optræde ſom Hierarkiets Parti, ſaa at det deraf endog fik Navnet „Bagler“ det bedſte Beviis paa, at Gejſtlighedens og det ældre Lendermands-Ariſtokratis Interesſer aldeles faldt ſammen lige over for Kongemagten.

For denne Forening af det gejſtlige og verdslige Ariſtokrati maatte det fra nu af være af den højeſte Vigtighed, at kvæle ethvert Forſøg paa at rejſe Hovedet igjen, af det nys knækkede, forhenværende ſigurdſke eller egentlig throndhjemſke, Parti, der nærmeſt holdt ſig til Sigurd Munds og Eyſteins Linjer, uden at erkjende anden Legitimitet end den, der beſtod i at være en Konges Søn, eller at nedſtamme fra Kongehuſet ilige nedſtigende Linje. Naar man har de ugunſtige Omſtændigheder for Øje, under hvilke dette Parti i de ſidſte Aar havde optraadt, hvorledes det havde maattet tilſideſætte enhver Betænkelighed, ſaavel med Henſyn til Valget af de Folk, det optog i ſine Krigeres Rækker, ſom til Maaden, hvorpaa det ſkaffede disſe Krigere Underholdning, og hvilken høj Grad af Upopularitet det derved havde paadraget ſig, ſaa at alt ondt paaſagdes det, ja endog at Anføreren havde taget ſin Tilflugt til Trolddoms-Kunſter for at erhverve Sejren: da vil man lettelig erkjende, at følgende Beſtemmelſer, der ligeledes vedtoges paa Mødet, og indførtes i alle Lovbøger, nærmeſt maa være formede med ſtadigt Henſyn til hiint Parti, for at tilintetgjøre dets Levninger, og forebygge dets Opkomſt[1]. „Alle Mænd“, heder det, „ſom krænke de Trygder, der ere indgaaede Mand imellem angaaende Drabsſager, ere Ubodemænd, have forbrudt Fæ og Fred, Land og Løsøre, Odelsjorder ſom andre. De, der lade ſit Liv for Tyveri eller Stimandsfærd, hvad enten det er til Skibs eller Lands, ſaa og for Snigmord, Troldſkab. Spaadoms-Ceremonier og Udeſidden, for at vække Trold op og dermed fremme Hedendom, ſaa og de, der

  1. Beſtemmelſerne anføres i den ældre Froſtathingslov V. 44, 45 udtrykkeligt ſom einkamál (ſæregne Beſtemmelſer), vedtagne efter Kong Magnus’s, Erkebiſkop Eyſteins, Biſkoppernes og de forſtandigſte Mænds Raad. I Gulathingsloven Cap. 32 er den optagen under Overſkriften: „Magnus gjorde denne nye Beſtemmelſe.“