Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/954

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
936
Magnus Erlingsſøn.

ſenere ſtøde vi paa en af Magnus ti Aar ſenere, til Erkebiſkoppen udſtedt Erklæring, hvorved han formelig gjentager eller vedtager Underkaſtelſen Under St. Olaf, og derhos ſaavel ſtadfæſter, ſom vel og i mange Henſeender udvider Erkebiſkoppens ſærſkilte Rettigheder; men for ſaa vidt dette Dokument er egte — hvorom der herſker megen Tvivl — ſynes det i alle Fald kun at være udſtedt underhaanden, og ikke ſtrax at have været offentliggjort eller at være blevet almindelig bekjendt, ligeſom ogſaa Erkjendelſen af St. Olafs Overhøjhed der kun er en Biſag[1].

Saaledes havde da Norges ſtatsretlige Forfatning faaet en fuldkommen ariſtokratiſk Grundvold, hvorpaa det allerede mægtige Ariſtokrati med Lethed kunde opføre en Bygning, der tilſidſt aldeles overſkyggede Kongedømmet. At det iſær blev Gejſtligheden, ſom nød godt heraf og erhvervedede den ſtørſte Magt, ligger i Sagens Natur. For det førſte maatte den Fiktion, at St. Olaf fra nu af ſkulde være Landets egentlige Konge, give Erkebiſkoppen betydelig Overvegt. For det andet var Erkebiſkoppens og Biſkoppernes Embedsſtilling i hine Tider allerede i og for ſig ſelv ſaa anſeelig, at de ſaa godt ſom vare ſelvſkrevne til Magten: de vare de eneſte ſaakaldte tignir menn (fyrſtelige Perſoner), medens alle de øvrige vare útignir; og denne fremragende Stilling og høje Rang maatte

    og den hellige Kirke har haft fra ældre og nyere Tider, dog mit Kongedømme og al kongelig Værdighed uſkadt; efterſom Kardinal Nikolas faſtſatte, og de tre Konger, Eyſtein, Sigurd og Inge ſamtykkede og ſvore, og Kong Eyſteins Brev bevidner, og Kong Magnus ſtadfæſtede, og min Fader ſelv med ſit Brev, og de Eder vidne der bleve ſvorne for Legaten, da Jarlen yppede Trætte med Erkebiſkop Eyſtein om den hellige Kirkes Frihed. Norges gamle Love, I. S. 445). En enkelt Afſkrift har her „for Legaten Fidentius“; men da Ftdentius ej ſendtes ſom Legat førend i Aaret 1197, da baade Kong Magnus, Erkebiſkop Eyſtein og Erling Jarl forlængſt vare døde, er det tydeligt nok, at Navnet Fidentius maa være bleven vilkaarlig tilſat af en ukyndig Afſkriver; en Vidisſe fra 1321, afſkrevet efter Originalbrevet har ogſaa kun „for Legaten“.

  1. Dette er det meget omtviſtede Brev, aftrykt paa flere Steder, navnlig i „Norges gamle Love“ l. S. 442, efter den eneſte, heel daarlige Afſkrift deraf, ſom er os levnet, og hvor navnlig Dateringen, 23 Marts 1276, ved førſte Øjekaſt viſer ſig urigtig. Om Brevets Egthed vil der i det følgende blive Tale; at det ej har varet produceret og paaberaabt af Erkebiſkopperne efter Eyſteins Tid indtil Jon, 1273, ſees nokſom ſaavel af det oven omhandlede Brev af Haakon Sverresſøn, ſom af Ytringen i ſelve Tunsberg-Forliget at de deri indeholdte Privilegier, fornemmelig hvad Underkaſtelſen angaar, vare ſvækkede ved ej at bruges. Kong Sverres Fremtræden ſom det ſigurdſke Partis og det arvelige Kongedømmes Repræſentant, og det af ham opſtillede Syſtems Sejr, maatte under alle Omſtændigheder betage alle Magnus’s Indrømmelſer deres Betydning, og dette er vel Aarſagen, hvorfor der hviler ſaadan Dunkelhed over dem.