Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/953

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
935
Kongedømmet underkaſtet St. Olaf.

retmæsſige Tronarving efter den anden, ja endog med Tilſideſættelſe af dem alle at vælge en Konge af en anden Familie. Paa denne Magnatforſamling, indrettet ganſke, eller i det væſentlige ſom den, paa hvilken disſe Artikler bleve vedtagne, og beſtaaende af Biſkopperne, Lendermændene, Hirden og 60 af Biſkopperne opnævnte Mænd, havde Biſkopperne ei alene Overhaand ved .denne dem tildeelte Nævningsret, men ogſaa derved, at deres Skemme i Tilfælde af Meningsforſkjel ſkulde gjøre Udſlaget. Man faar af alt dette det beſtemte Indtryk, at Lendermands-Ariſtokratiet, der nu ved Erlings, eller Kong Inges forrige Partis Sejr havde faaet Overhaand, var kommet overeens med Preſterne om at dele Sejrens Fordele mellem dem og ſig, og at befæſte deres fælles Magt paa Kongemagtens Bekoſtning. At Erling, hvem det kun gjaldt førſt og fremſt at ſikre Magnus Kongenavnet, har gaaet ind paa hine Beſtemmelſer, der efter Bogſtaven ikke ſaa meget indſkrænkede Kongens Magt, naar han førſt havde erhvervet Kronen, ſom den gjorde Sukcesſionen afhængig af Ariſtokratiet, er let at forſtaa. Deels hørte han ſelv til Ariſtokratiet og deelte ſaaledes dets Interesſer, deels haabede han vel at han eller Sønnen ſenere, naar denne førſt havde befæſtet ſig paa Tronen, nok ogſaa ſkulde kunne tilvejebringe de Forandringer, der ubetinget ſikrede hans Æt Tronfølgen. Han regnede det vel vel heller ikke nøjere med de Løfter, han gav hine Herrer, for at ſikre ſig Magten, end med dem, han tidligere havde givet Kong Valdemar. Nogen ſæregen Haandfæſtning til Erkebiſkoppen, indeholdende den formelige Underkaſtelſe af Riget og Kongedømmet under St. Olaf ſynes Magnus ſaa meget mindre ved denne Lejlighed at have udſtedt, ſom det endog ſnarere lader til, at man har undgaaet en ligefrem Udtalelſe deraf. Efter Vedtagelſen paa Rigsmødet var den ogſaa ſtrengt taget overflødig, og kunde alene tjene til at vække de verdslige Magnaters Skinſyge mod Gejſtligheden, hvis Magt allerede var bleven ſtor nok. Vi erfare vel, ſom det nedenfor vil ſees, at enkelte Beſtemmelſer, ſigtende til at omgive Erkeſtolen med den tilbørlige Glands, og pasſende at betegne Erkebiſkoppens Forrang for Lydbiſkopperne, ere paa dette Mode enten blevne vedtagne, eller bekræftede, men med Henſyn til virkelige Indrømmelſer eller Privilegier for Erkebiſkoppen finde vi kun, at Magnus eller rettere Erling paa hans Vegne i almindelige Udtryk har anerkjendt og beſvoret de Friheder, Kirken allerede ved Kongerne Eyſteins, Sigurds og Inges Overeenskomſt med Kardinal Nikolas havde faaet, dog, ſom det udtrykkeligt heder, med Forbehold af Kongens fulde lovlige Ret og Hæder[1]. Førſt

  1. I den for omtalte Kong Haakons Retterbod af 1202 eller 1203 ſtaar der nemlig: „jeg indrømmer den hellige Kirke og Gejſtligheden al den Frihed, der tilkommer den, efter ſom de hellige Dokumenter mellem den og mig udviſe,